6 bogklassikere til ferien du aldrig glemmer

 

De fleste kender til det; der er næsten ikke noget bedre end at blive opslugt af en god bog, og ferietiden er samtidig højsæson for hyggelæsning. Ifølge boganmeldere kan følgende bøger næsten garantere denne læsoplevelse. 6 bøger du aldrig vil glemme og sandsynligvis læse flere gange:

 

”Vejene” (On the Road) af Jack Kerouac, er den ultimative selvoplevede fortælling om rusen og eventyret ved at være på vej, og på vejene på kryds af tværs af USA. Bogen blev skrevet på kun 3 uger på en lang rulle, kendt som “the scroll” på engelsk, eller “det originale manuskript” på dansk.

Bogen er i høj grad baseret på beatforfatteren Jack Kerouacs eget liv, på road trips gennem USA i slutningen 1940erne. ”Vejene” findes i flere udgaver, og den mest interessante er nok den, der bruger personernes rigtige navne, som bl.a. tæller kendte forfattere og den sagnomspundne vejhelt Neal Cassady. On the Road har været forsøgt filmatiseret, men det er næsten umuligt at gengive bogens drive og fascination. Den skal læses. Bogen har i årtier været kult, og den holder stadig et hundrede procent; generation efter generation opdager bogens medrivende fortælling.
Hvis du ikke har læst den, har du noget at glæde dig til. Hvis du har, så glæd dig til at genlæse den.

 

”Kvinder” af Charles Bukowski

Forfatterens alter ego – poeten Henry Chinaski – er halvgammel og alkoholiseret. Alligevel scorer han lykkeligvis hele tiden kvinder, for hans livs interesse ER kvinder, sex, sprut og poesi. Tag ikke fejl. Bukowski er en af USA´s allerstørste forfattere, og hvad man end kan synes om manden, så er han en fantastisk fortæller. Bukowski er blevet kaldt Amerikas ”low life” poet nummer 1, og har inspireret mange film og TV-serier; bl.a. Californication hvor hovedpersonen også bruger Bukowskis kælenavn “Hank”. Og ja, bogen er også ret fræk og sexet undervejs.

 

”Døden Kommer om Eftermiddagen” af Ernest Hemingway

Forlagets beskrivelse siger det meget præcist: Døden kommer om eftermiddagen rummer kvintessensen af Hemingway, skrevet først i 1930’erne på hans livs og forfatterskabs højde. Bogen drejer sig om tyrefægtning, tapperhed og fejhed, om mod, teknik og historie. Men hovedtemaet forgrener sig til mange sidespor og lag, som alle tjener til at kaste nyt lys over mennesket og forfatteren Hemingway.
Til trods for emnets kontroversielle emne er bogen fantastisk at svede sig igennem en varm sommerdag i skyggen. Ole´toro !!

 

”The Electric Kool-Aid Acid Test” af Tom Wolfe

De færreste danskere har læst bogen, som ud over at være et utroligt velskrevet eksempel på ”New Journalism” også indeholder en spændende virkelig historie.
Wolfe beskriver de selvoplevede indtryk af Ken Kesey (forfatteren til Gøgereden”) og  hans ”merry pranksters”, der i midten af 1960érne, rejste USA tyndt i en syrefarvet skolebus ved navn ”Furthur”. Kesey og hans Pranksters blev berømte/berygtede for deres brug af LSD og andre psykedeliske lægemidler i håb om at opnå såkaldt “intersubjektivitet”.

Bogen fortæller om Acid Tests (fester, hvor LSD Kool-Aid blev brugt til at få en fælles oplevelse), gruppens møder med berømte figurer af tiden, herunder berømte forfattere, Hells Angels og The Grateful Dead. Gud-hjælpe-mig om ikke den mytologiske vejhelt, Neal Cassady fra ”On The Road”, dukker op og bliver bussens chauffør, mekaniker og vejhelgen, der styrer gruppen i og uden om problemer med ordensmagten. Bogen er som nævnt ikke særligt kendt i Danmark, men nærmest kult i USA.

 

”Krebsens Vendekreds” af Henry Miller.

Henry Millers bøger var forbudt i USA i 30 år, på grund af de meget udførlige beskrivelser af sex mellem kønnene. Alene af den grund vil mange nok gerne læse hans bøger. Krebsens Vendekreds er Millers debut fra 1934. Det danske forlag skriver:
”Under sit ophold i Paris i 1930´erne var den amerikanske forfatter Henry Miller bogstaveligt talt en evigt opsugende svamp, når det kom til alkohol, kvinder og alskens løsslupne beskæftigelser. Han nedsvælgede hele den parisiske atmosfære på godt og ondt. En sanddru og profan kritik af en tid, et folk og en mentalitet, hvor Miller vandrer Paris rundt med tom mave og erektion, imens alting rabler og er med fuld fart på vej af helvede til. Formen er fri som tanken og målet er oprør imod ethvert besnærende snæversyn.”
I Millers triologi Sexus, Nexus og Plexus fortsætter forfatteren i samme selvoplevede fortælleform. Henry Miller tillægges ofte, at have oplyst en hel generation om det seksuelle menneske. Underholdende og interessant er det i hvert fald.

 

”Saksernes Fortællinger” af Bernard Cornwell

Vikinge-serie om krigeren Uthreds utallige kampe med og mod de danske vikinger, er ikke mindst interessant for os danskere. Cornwell holder sig i store træk til den historiske kontekst, men bøgerne er samtidig spicet op med utroligt livagtige kampbeskrivelser af, hvordan det sandsynligvis har været at stå i skjoldmuren over for tusinder af mjødstinkende, morderiske vikinger.

Bøgerne har inspireret den populære HBO serie ”Vikings” og BBC/Netflix serien ”The Last Kingdom”. Faktisk kan man sige, at Cornwells bøger langt hen af vejen har været en katalysator for den enorme interesse og popularitet vikingeæraen oplever i disse år.
Saksernes fortællinger (eng. The Saxon Stories eller The Warrior Chronicles) er en serie i ti bind om England i 8-900-tallet. Første bog i serien er ”Det Sidste Kongerige”.

 

Bonusinfo: Er læselysten vagt, men man har svært ved at få fat i en betstemt bog, er der hjælp at hente på bibliotek.dk, som er alle danske bibliotekers fællesportal. Her kan man bare bestille bogen på hjemmesiden, og som regel afhente bogen et par dage efter på ens eget bibliotek. Da bibliotek.dk også råder over universiteternes bogsamlinger kan man evt. også finde bogen på originalsproget.

 

God fornøjelse og god sommer

 

Hvis du ønsker dig at læse en god bog, så er dette en perfekt mulighed for dig! Du kan nu læse den på nettet med din smartphone eller tablet. Du kan møde dit eget bogunivers og dermed gøre dit liv mere spændende. Læs en god bog på nettet

 

 

Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet, hvis du vil modtage de gode historier i din indbakke gratis.