Din mobil gør dig beviseligt dummere

Mobilen ændrer hjernens hukommelsesfunktion

En amerikansk undersøgelse blandt 800 studerende påviste, at den blotte tilstedeværelse af vores mobil kraftigt reducerer vores evne til koncentration, hukommelse og til at tage beslutninger.

Mobilen går ligefrem ind og ændrer selve hjernens hukommelsesfunktion, og den dårligt fungerende hukommelse påvirker vores generelle intelligensniveau.

Forsøgene gik bl.a. ud på, at deltagerne skulle løse forskellige opgaver, hvor deres mobil, henholdsvis var tændt eller slukket, i en taske, eller i et andet lokale. Opgaverne krævede deltagernes fulde opmærksomhed for at kunne løses med et godt resultat. Forsøgene viste entydigt, at selvom din mobil er slukket og i din lomme, vil den stadig ubevidst optage en del af din opmærksomhed og koncentration. Det var først når mobilen befandt sig i et helt andet lokale, at forsøgsdeltagerne  fik de bedste resultater.

Vi er alle blevet mere eller mindre afhængige af vores mobil, men det har samtidig reelle omkostninger for vores kognitive kapacitet, som i mange situationer er helt afgørende for, hvor godt vi fungerer og klarer os i det hele taget.

”Vores intelligens afhænger af evnen til at overføre vores korttidshukommelse til langtidshukommelsen,” siger Nicholas Carr, der bl.a. har skrevet ’What The Internet Is Doing To Our Brains’.

“Mens langtidshukommelse har næsten ubegrænset kapacitet, har korttidshukommelsen mere begrænset og mere sårbar lagerplads.”

”Når facts og oplevelser lagres i vores langtidshukommelse, er vi i stand til at omdanne dem til komplekse ideer og tilføje dybde til vores tanker,” siger Nicholas Carr.

Og dette er netop problemet med mobilen, der hele tiden fodrer os med information i form af sociale medier, mails, sms’er, underholdning på nettet, osv. Hjernen har simpelthen ikke tid til at lagre og bearbejde al den information, og den information vi får ind bliver ofte ikke placeret i meningsgivende sammenhænge, hvilket igen går ud over vores generelle overblik og intelligens.

Cand.psych. Helen Eriksen

»Den præfrontale cortex, en del af pandelappen, tages som gidsel, når din smartphone ligger på bordet eller hviler i lommen. En del af din hjernekraft fokuserer på mobilen, og det gør, at du har mindre kapacitet til at analysere, forstå, lære udenad og tage beslutninger.« siger den danske erhvervspsykolog, forfatter og cand.psych. Helen Eriksen.

»Det gør os altså kognitivt dummere,« advarer hun.

Vi bruger mobilen til at huske telefonnumre, til at regne og vi gør os sjældent ulejlighed med at huske faktuel viden. Det er alt sammen overtaget af vores mobil, – vores ekstra hjerne, der for vores hjerner både er en velsignelse og en forbandelse. Vores hjerner er fra naturens side gearet til at vælge det umiddelbart lette, især når vi er pressede.

 

“Vi har alle mere magt end en amerikansk præsident havde for 20 år siden.”

Vi har adgang til mere viden end præsident Bill Clinton havde

Der er dog også et andet indlysende aspekt ved at have sin mobil på sig; du kan spørge den om hvad som helst af faktuel viden og den vil give dig svaret lynhurtigt. Vi har som Elon Musk udtrykker det, “mere magt en amerikansk præsident havde for 20 år siden”. Vi kan kommunikere med hvem som helst verden rundt i live video konference, vi kan i princippet kommunikere budskaber ud til millioner og vi har adgang til alverdens viden.
Ikke mindst efter, at vi nu bare kan tale til vores mobil, uden at skulle taste noget på et tastatur, har gjort vores adgang til information næsten real time. Vores umiddelbare viden eller virtuelle hukommelse er altså blevet udvidet, om man vil. Med en smartphone ved sin side ville en ti-årig kunne slå selv et quizz-geni uden problemer.

Problemet er bare, at vi også er dybt afhængige af vores kognitive evner for at kunne fungere optimalt, og dette kan man desværre ikke med sin mobil i nærheden.

Hvad værre er, så er mange af os blevet direkte afhængige af de små fix af dopamin som mobilen giver os dagen lang i form af notifikationer, social bekræftelse og underholdning. For nogle kan dét at droppe mobilen nærmest sammenlignes med at stoppe et kokainmisbrug. Det kræver altså en form for afvænning at lægge mobilen fra sig, selv når vi ved at den hæmmer vores intelligens, produktivitet og velbefindende.

Helen Eriksen opfordrer til, at vi så vidt muligt har mobilen helt ude af syne, når vi skal fokusere, og allerbedst er det, at mobilen befinder sig i et helt andet rum, som den amerikanske undersøgelse viser.

Hvis du tvivler på videnskabens fund, kan du jo selv afprøve forskellen, og se hvor godt du kan fokusere på en given opgave, med henholdsvis din mobil i samme lokale som dig, eller placeret i et helt andet rum.

 

Kan man forene det bedste fra begge verdener?

Man kunne jo ønske, at vi blev i stand til at tage det bedste fra begge verdener; bruge mobilen noget af dagen, men også indføre en god portion pauser fra sin mobil i løbet af dagen, og ikke mindst om natten. Hvis din mobil er det første du kigger på om morgenen og det sidste du kigger på inden du går i seng, er du sandsynligvis blevet lidt for afhængig af din mobil. Det “brain drain” der foregår, når vi er i nærheden af vores mobil er, ifølge forskningen større jo mere vi er afhængige af vores smartphone.

Der er mange undersøgelser, der viser at vores evne til fokus og koncentration er helt afgørende for, hvor godt vi trives, og hvor godt vi klarer os i arbejdsmæssige og studiemæssige sammenhænge. Nogle taler ligefrem om, at det at opøve evne til dyb koncentration er vigtigere end ens IQ, og at det i langt de fleste job er helt afgørende for at skabe værdifuldt arbejde både for ens virksomhed og sig selv.

 

Læs evt. også artiklen:

Kan ”deep work” give os mentale superkræfter, og ændre vores liv?

Fokus er alt i værdiskabende arbejde

 

Kilder:

Brain Drain: The Mere Presence of One’s Own Smartphone Reduces Available Cognitive Capacity.  Adrian F. Ward, Kristen Duke, Ayelet Gneezy, and Maarten W. Bos

Erhvervspsykolog, forfatter og cand.psych. Helen Eriksen.

What The Internet Is Doing To Our Brains, Nicholas Carr

 

 

Artiklen ligger under Viden

Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet, hvis du vil modtage de gode historier i din indbakke gratis.