Droner planter 400.000 træer om dagen og målet er meget større

Dronerne planter træer ved at skyde frø ned i jorden

Mangrovetræer absorberer op til 5 gange så meget CO2 som træer i regnskoven, og det er sådanne træer, der via droner plantes i stor stil i Myanmar. Myanmar er et af de lande i verden, der rammes hårdest af klimaforandringer.

Non profit organisationen “Worldview International Foundation” står bag projektet sammen med firmaet bag dronerne, Biocarbon Engineering.

Målet er i første omgang at plante 300 millioner træer og på den måde bekæmpe klimaforandringer. Det der allerede i dag er en succes kan i princippet gentages stort set alle steder i verden.

“Det er fantastisk og spændende” siger Erik Solheim, tidligere leder af FN´s miljøagentur (UNEP).

Det er den tidligere NASA ingenør, Lauren Fletcher, der har designet dronerne, så de kan plante træer ved at skyde frø afsted som minimissiler. Frøspirene er indkapslede og ligger i en form for hydrogel, så de har bedst mulige vækstbetingelser.

Firmaet bag opfindelsen er ikke bange for at tænke stort, og forestiller sig, at 150 droneflåder over de næste 30 år skal plante 500 milliarder træer.

 

“Vi skal imødegå afskovning i industriel skala ved hjælp af skovrejsning i industriel skala” siger Lauren Fletcher.

 

Afskovningen af kloden er et kæmpe problem. Hidtil er der hvert år blevet skovet 26 milliarder træer til tømmer, minedrift, landbrug og udvikling. Tallet for genplantningen af træer har kun været omkring 15 milliarder, så Biocarbon Engineerings ambitioner er både tiltrængte og nødvendige. Vi har simpelhen brug for flere træer.

Ud over at bekæmpe CO2 meget effektivt, spiller mangrovetræerne også en væsentlig rolle i at rense vandet og beskytte kysterne.

Træplantning af Mangrove
Grafik fra Biocarbon Engineering

Dronerne kan plante træer betydeligt hurtigere end ved håndkraft, og har desuden den meget væsentlige fordel at kunne nå afsides liggende områder meget lettere.

Unge træer plantet i september 2018 er allerede  over en halv meter høje (april 2019).
Det tyder på at teknologien kan hjælpe med at genoprette skovene i et tempo, der er nødvendigt, hvis man skal nå at bekæmpe klimaforandringerne i tide.

Teknologien med de træplantende droner er et mønstereksempel på, hvordan menneskelig innovation og ny teknologi kan finde nye veje til at overkomme klimakrisen.

Klimakompensation

Det er muligt at støtte projektet på Worldview International Foundations hjemmeside (Link), hvor man kan købe en form for klimakompensation. Ifølge deres egne oplysninger kan man få plantet eksempelvis 1 træ for 25 kroner. Hvilket svarer til en CO2 reduktion på ca. et halvt ton.

Til sammenligning udleder hver dansker i dag omkring 17 tons CO2 om året.

 

Video om de træplantende droner

 

Relateret artikel:

Massiv plantning af træer vil kunne udligne et årtis udledning af C02

 

Kilder: Evening Standard (UK), techspot.com, Worldview International Foundations, Biocarbon Engineering, goodnewsnetwork.org, newz.dk, youtube.

 

Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet, hvis du vil modtage de gode historier i din indbakke gratis.


 Støt fri og uafhængig journalistik, så alle fortsat har adgang til væsentlig viden. Du kan her støtte med større eller mindre enkeltbeløb via MobilePay.