Er markedet blevet sygt?

Vi ser i disse år flere og flere skandaler og afsløringer, hvor banker, advokater og store internationale virksomheder i stor stil laver skatteunddragelse, hvidvask og direkte bedrageri af stater. Vi ser også vanvidslønninger til topchefer og gyldne håndtryk uanset om de fejler eller ej. Det drejer sig ikke kun om få brådne kar, men er indlysende en generel tendens, som vi måske ikke engang har set toppen af endnu. Hvad skyldes denne udvikling, og er det i virkeligheden for sent at gøre noget ved det?

I 1992 skrev den amerikanske historiker og økonom, Fukuyama, det berømte essay ”The End of History”, som kort fortalt er en beskrivelse af, hvordan mennesket var nået frem til den endelige demokratiske styreform; et demokrati med en afbalanceret blanding mellem marked og stat. Kampen mellem ideologier var slut. Vi var havde med andre ord nået toppen af den ideologiske evolution, og der var ikke længere større udfordringer for de afbalancerede demokratiske samfund. Denne samfundsmodel blev ydermere i stadig stigende grad kopieret og universaliseret verden over.

Da Bill Clinton forlod posten havde USA et rekordstort overskud

Der var også grund til optimisme, da demokratier af entydig historisk erfaring, ikke går i krig med demokratier. Vi kunne m.a.o. se frem til en stadig fredeligere verden.

Essayet ”The End of History” er fra 1992, og optimismen efter den kolde krigs afslutning afspejlede sig i det meste af den vestlige verden 1990’erne igennem. I Danmark vendte økonomien sig, og vi havde lave arbejdsløshedstal, sund økonomi i statens finanser, og ingen økonomiske bobler på boligmarkedet eller andetsteds truede.

Det samme gjorde sig gældende i eksempelvis USA, hvor Bill Clinton i løbet sin embedsperiode fik vendt et rekordstort underskud til et rekordstort overskud.

Slutningen på den kolde krig betød flere spirende demokratier. Der var en stemning af, at demokratiet havde sejret i den kolde krig.

 

Markedet får frie tøjler

For nogle gik sejren også ud på, at markedsmekanismen havde sejret, så nu kunne man bare give los og liberalisere hele verden. Globalisering kom nærmest til at være ensbetydende med, og samtidig et argument for, at give markedet frie tøjler.
Selv freds -og konfliktforskningen kunne jo argumentere for, at jo mere vi spreder velstand jo mere øger vi sandsynligheden for demokrati og dermed en fredelig verden.

Her skal vi huske på, at vestens succes og brede velstandsstigning siden 2. verdenskrig primært havde sit udspring i det afbalancerede demokrati, hvor lige adgang til uddannelse og middelklassens vækst ekspanderede. Velstanden blev bredt ud, og dette gavnede selvfølgelig også markedet, da der blev flere købestærke forbrugere. Balancen fungerede.

Vestens succes var m.a.o. hovedsageligt betinget af, at der fandtes en vis balance, hvor markedet var med til at skabe vækst og incitament, mens staten kunne gå ind og afbøde og regulere de uheldige konsekvenser af markedsmekanismerne.

Markedsmekanismen fungerer i sagens natur ikke ud fra en moralsk logik, men ud fra en økonomisk logik, der i sidste ende handler om, hvordan man kan lave den største fortjeneste. Markedet kan ideelt set skabe incitament, effektivitet og vækst. Statens opgave er ideelt set, at sørge for, at dette også sker under et vist samfundsansvar, så samfundet som helhed trives. Markedsmekanismen er på den anden side afhængig af et velfungerende samfund med købestærke forbrugere, uddannet arbejdskraft, god infrastruktur, sikkerhed mod kriminalitet etc.

Skåret ud i pap er eksemplet med, at en virksomhed kan se en økonomisk fordel ved ikke at bruge penge på at rense deres spildevand. Staten går så ind og laver en miljølovgivning, så naturen ikke forpestes for alle. Staten er på den anden side med til at uddanne den arbejdskraft virksomhederne har brug for, og skabe et samfund med en velfungerende infrastruktur etc. som også er en betingelse for at kunne drive virksomhed. Der var på den led hele vejen rundt et interessesammenfald marked og stat imellem. Derfor var det altid med et vist forsigtigheds-princip, at man pillede ved den balance. I hvert fald indtil årtusindskiftet.

Et marked, der får lov at agere uhæmmet skaber, af historisk og nutidig erfaring, voldsom ulighed og i sidste ende saboterer markedet sig selv, ved at presse lønninger og underminere bl.a. middelklassens købekraft, der i virkeligeheden betinger vækst. Denne nedadgående spiral havde man, op gennem den sidste halvdel af det 20. århundrede, undgået ved at have en stat, der effektivt kunne gå ind og tilpasse udviklingen, så den skete til borgernes og landenes fordel som helhed. Det var landets borgere, der gennem deres politikere bestemte udviklingen i store træk.

Det man kan observere i verden i dag, kan betragtes som konsekvenserne af en, igennem flere år, voldsom skævvridning af balancen mellem stat og marked; stigende ulighed og udviklingen mod større og større koncentration af velstand hos relativt få personer.

 

  “Stigende ulighed ødelægger markedet i sidste ende”

Dette er også et demokratisk problem. Man kan i dag konstatere, at 8 personer ejer ligeså meget som halvdelen af verdens befolkning (3,7 milliarder mennesker). Uligheden er på det nærmeste kommet ud af kontrol, og det kan underminere både vækst og demokrati.
En økonomisk rapport, der sidste år blev præsenteret for verdens politiske og økonomiske ledere på topmødet i Davos, dokumenterer: ”hvordan nogle multinationale selskaber og rige personer får uligheden til at eksplodere ved at undlade at betale skat, presse lønningerne i bund for almindelige mennesker og udnytte deres magt til at få politisk indflydelse.”

  “I stedet for at fremtidssikre virksomhederne og skabe værdi for samfundet fokuserer man på kortsigtet profit til gavn for aktionærer og topledere.”

Den udlægning er selv liberale økonomer enige i:
“I årtier har de store virksomheder underinvesteret og underbetalt deres ansatte. Resultatet kender vi nu: En forgældet, udpint middelklasse, der ikke har råd til at købe de ting, de selv producerer”, konstaterer Saxo Banks liberale cheføkonom Steen Jakobsen. … “Du giver arbejder- og middelklassen så små lønstigninger, at man udmagrer de forbrugere, der skal bære økonomien.”

“Trickle-down economics – altså den økonomiske logik, hvor vi stabler champagneglas i en pyramide, hælder i de øverste og regner med, at det drypper ned på resten – har bare ikke virket.”

  ”Set fra en økonoms synspunkt giver det mening, at befolkninger verden over nu gør oprør mod samfundseliten.” (Steen Jakobsen, Cheføkonom i Saxobank)

“Lønniveauet målt i forhold til BNP er det laveste nogensinde. Samtidig med at virksomhedernes profit i procent af BNP er på det højeste niveau nogensinde.” (Steen Jakobsen, cheføkonom Saxo Bank).

Hvordan nåede man så på 25 år, at sætte fremtidsvisonerne fra essayet ”The End of History” over styr?

 

Nyliberalismen storhed og fald – finanskrise og krig i Irak

En af forklaringerne er den bølge af nyliberale regeringsskift og tiltag i det meste af den vestlige verden i nullerne.

Anders Foghs og George Bushs regeringsperiode 2001-2009

George H.W. Bush vandt i år 2000 en meget omdiskuteret valgsejr over Clintons vicepræsident, Al Gore, og 8 år senere lå USA´s og resten af verdens økonomi i ruiner efter en finanskrise og krigen i Irak.

Herhjemme var det Anders Fogh, der overtog forretningen Danmark efter Poul Nyrup Rasmussen. Fogh sad i samme periode som Bush (2001 – 2009), og er kendt for som statsminister at liberalisere bl.a. finanssektoren og boliglån, ligesom der blev lavet drastiske ændringer i den offentlige sektor, og i Skat. Væk med statsregulering til fordel for de frie markedskræfter. Den oprindelige ide til de katastrofale nedskæringer og “afregulering” af SKAT er også fostret af Anders Fogh Rasmussen og de ministre, der var tæt på ham.

Billedet var det samme i USA. Den balance der havde været mellem stat og marked blev forrykket over mod markedet; mere liberalisering, skattelettelser til de rige og virksomhederne (“trickle-down economics”) og mere ”globalisering”. Liberaliseringen af banksektoren og boliglån, blev som herhjemme den primære årsag til finanskrisen.

EU projektet udviklede sig i samme retning; man åbnede grænserne for arbejdskraftens fri bevægelighed, så skulle markedet nok regulere sig selv, uden statsindblanding. Man kan med en vis rimelighed stille spørgsmålet, om vi i dag havde haft et Brexit eller en migrationskrise med mindre åbne grænser.

 

Staterne mister magt

Er staterne som konsekvens af den voldsomme liberalisering ved at miste kontrollen over de finansielle institutioner og tech-giganterne? Kan vi se frem til en tidsalder, hvor disse institutioner og diverse superrige bliver mere magtfulde end staterne, og derfor også uden for demokratiets rækkevidde?

I USA er der valgt en præsident, som protest mod ”The Establishment”, altså eliten, og en Kongres som i stigende grad har ført politik, drevet mere af rige lobbyist-organisationer end ud fra den menige vælgers interesser. Valgkampen for de enkelte kongresmedlemmer afgøres ofte af de penge den enkelte kandidat har til af føre valgkamp for, og hvis de ikke makker ret overfor deres sponsorer, støtter disse bare en anden kandidat, der er mere samarbejdsvillig. Penge spiller en kæmpe rolle i amerikanske valgkampe.

Man kan også se tegn på den tendens herhjemme, hvor den nye arveafgiftlov er et eksempel. Loven blevet presset igennem ved hjælp af få superrige familiers lobbyvirksomhed, med en blanding af pres og pengegaver til regeringspartierne, som dokumenteret af Politiken. Man kan altid diskutere om en lov er er en god ide eller ej, men det er i hvert fald ikke en god dag for demokratiet, når lovgivningen drives af superrige enkeltpersoner.

 

  ”We live in the worst of times, and we live in the best of times”

 

”We live in the worst of times, and we live in the best of times”  er ofte citeret fra Charles Dickens bog ”A Tale of Two Cities”. På den ene side er markedet og uligheden på det nærmeste kommet uden for demokratisk kontrol. På den anden side er demokratiet tidoblet, fordi flere og flere kan gøre deres stemme gældende og dele viden og informationer via internettet. Uddannelsesniveauet har aldrig været højere. M.a.o. er demokratierne ved at miste magt samtidig med, at vi aldrig før har haft bedre muligheder for at forhindre det. Og så er spørgsmålet bare om Fukuyamas “End of History” bliver en noget anden, end det han dengang forestillede sig.

 

Relaterede artikler:

    Hvordan ulighed saboterer samfund: Fakta og politik?

 

 

 

 

 

 

Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet, hvis du vil modtage de gode historier i din indbakke gratis.