Facebook på banen med ny streamingtjeneste

Facebook har 1,9 milliarder brugere. Der er flere indbyggere i Facebookland end i noget land i verden. Alene af den grund vil alt de tager op udfordre eksisterende konkurrenter; i det her tilfælde bl.a. Youtube og Netflix. Facebook lancerer snart deres nye streamingtjeneste, der kommer til at hedde ”Watch”.

Der skal vises TV for de mange brugere, og det vil ifølge Mark Zuckerberg blive muligt at chatte med andre, der ser samme TV-program, ligesom man vil kunne melde sig ind i grupper, der omhandler netop deres yndlingsprogram.

»At se et tv-program behøves ikke være en passiv oplevelse. Det kan i stedet være en mulighed for at dele en oplevelse, der kan bringe folk sammen, som har de samme værdier,« skriver Mark Zuckerberg, Facebooks grundlægger, i en statusopdatering på sin profil.

Facebook afslører endvidere, ifølge Finans.dk, at Watchs første tv-programmer kommer til at være live-visninger fra den amerikanske kvindebasketball-liga, et program om forældreopdragelse og et naturprogram fra National Geographic. Men det kan gå rigtig stærkt med udviklingen af indhold, da der alene på grund af Facebooks enorme størrelse er tonsvis af penge at hente på sigt.

»Watch bliver et sted, hvor du kan opdage programmer, som dine venner ser, eller følge dit yndlingsprogram, så du ikke går glip af nogen episoder. Det vil også være muligt at chatte med andre brugere under tv-programmerne, og bagefter vil det være muligt at blive medlem af grupper, hvis medlemmer kan lide det samme program,« skriver Mark Zuckerberg.

Med tiden er det planen, at Watch skal være et sted, hvor alle kan udsende et TV-program, som de selv har lavet.

Det er pt. Facebooks plan, at tiltaget skal starte ud i USA, men det skulle snart brede sig til resten af verden.

Endnu en kamp om vores opmærksomhed er sat i gang. Kampen om videoseerne udkæmpes mellem de store techgiganter som Youtube, Netflix, HBO og Amazon. Den er del af en større kamp for vores digitale opmærksomhed i det hele taget, for jo længere tid firmaerne kan holde os i deres apps og sites, des flere penge skovles der ind.

Bloggeren Michael Chase skriver i den anledning: “Lad os se det i øjnene; Facebook har forsøgt at “spise internettet” i årevis. De vil aldrig have dig til at forlade Facebook … nogensinde. Ved at kopiere de bedste funktioner fra andre apps, trækker de alt indhold ind i deres hvirvel (herunder nyhedsartikler og nu følelsesstyret video), leverer de på deres mission for at gøre internettet “åbent og forbundet.” Problemet er … det indebærer at sætte dybere kroge ind i det spirende globale publikum, mens der serveres flere og flere annoncer. Ja, det drejer sig om “åbne og forbundne” reklamedele, men har vi virkelig brug for flere “sociale” måder at se annoncer på?

Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet, hvis du vil modtage de gode historier i din indbakke gratis.