Hvordan man stoppede piraterne i Adenbugten og hvad vi kan lære af det

Det vil måske komme som en overraskelse for de fleste, men de omfattende og tilsyneladende uløselige problemer man havde med især somaliske pirater i Adenbugten og det Indiske Ocean er praktisk talt løst i dag.

Vi havde nærmest vænnet os til  jævnligt at høre om somaliske pirater, der kaprede handelsskibe, tog gidsler og forlangte kæmpe løsesummer, uden at piraterne mødte nogle effektive konsekvenser af deres handlinger.

Mange handelsskibe hyrede private vagter for at beskytte sig, som løste nogle af problemerne, men indebar voldsomme ekstra omkostninger for rederierne (se nedenstående video).

Somalia var praktisk talt en stat uden en central regerings autoritet, og dette tillod piraterne at operere uhæmmet. Ironisk nok var det den samme omstændighed, der gjorde det lettere at besejre dem. Da Somalia ikke havde nogen kystvagt, så magtfulde regeringer sig nødsaget til at løse problemet. Især fordi Adenbugten er af afgørende betydning for fragt af råolie fra den Persiske Bugt til Europa og USA.
Det førte til den største samling af militære flåder (24 i alt) siden anden verdenskrig. Alle fem permanente medlemmer af FN´s sikkerhedsråd brugte deres styrker mod en fælles fjende. Ud over Natostyrker deltog Kina, Indien, Iran, Japan og Rusland.

Man brugte bl.a. droner til at overvåge piraterne og pågreb dem, når de nåede internationalt farvand (22 km fra kysten). Flåderne bordede så fartøjerne, og hvis der blev fundet våben, blev piraterne registreret med fingeraftryk og sat i land, mens deres fartøj og våben blev sænket på dybt vand. Alle dokumenter fundet på bådene blev videregivet til efterretnings-specialister.

Regionens hovedstad Garowe blev valgt som stedet, hvor FN (UNOPS) oprettede et fængsel for pirater med plads til 500 fanger

Derudover blev der i FN regi oprettet et kæmpe fængsel for pirater på Afrikas Horn.

De tiltag sammen med de private vagtværns til tider skånselsløse beskydninger af angribende piratfartøjer, var mere end piraterne kunne håndtere og problemet var løst.

Måske er her også brugbare ideer til løsningen af eksempelvis Europas terror -og bandeproblemer?

En samlet og kompromisløs indsats kombineret med internationalt finansierede fængsler i terroristers og bandemedlemmers hjemlande.

Lektien man kan lære af de succesfulde tiltag mod pirateri, er i hvert fald, at man først fik bugt med problemet, da man for alvor erklærede krig imod, og med ALLE midler bekæmpede piraterne.

Artiklen ligger under Viden

Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet, hvis du vil modtage de gode historier i din indbakke gratis.