Nu kommer de store investorer på banen for at redde klimaet og dem selv

Climate Action 100+ har 34 billioner dollars i ryggen

Store investorer verden over er i gang med at vise muskelstyrke, når det gælder virkeligt vægtige klimatiltag.

Og de gør det ikke kun for deres børns blå øjnes skyld, men i lige så høj grad for at beskytte deres investeringer.

Det er mænd og kvinder, der kontrollerer billioner af dollars, og som storaktionærer er de i stand til at lægge pres på virksomhederne til at “gøre det rigtige” i forhold til klimaet.

”Climate Action 100+” er et investorinitiativ, der vil sikre, at de største udledere af drivhusgasser iværksætter de nødvendige forholdsregler mod klimaændringer.

Virksomhederne tæller 100 ”systemisk vigtige udledere”, der tegner sig for to tredjedele af de årlige globale industrielle CO2-emissioner. Climate Action 100+ har den klare målsætning at drive udviklingen mod en overgang til rene energiformer.

Gruppen repræsenterer mere end 360 investorer, der tilsammen råder over 34 billioner dollars. Det er et beløb svarende til ca. 2 gange USA´s samlede BNP, og Climate Action 100+ har således en kæmpe gennemslagskraft.

De er ikke kun bekymrede for planeten, men også for deres investeringer på lang sigt. Kort sagt ville irreversibel skade på miljøet reducere eller endda udslette værdien af ​​disse investeringer.

Climate Action 100+ har f.eks. sikret, at olieselskabet BP virksomhedsstrategier nu er i juridisk bindende overenstemmelse med Paris-aftalens målsætninger.

Steve Waygood taler på vegne af storinvestorer verden over

En talsmand for nogle af storinvestorene, Steve Waygood udtaler, at:

“De økonomiske og finansielle risici forbundet med klimaændringer er meget reelle.”

“Vi har kun de næste fem til ti år til at tackle de risici, der er forbundet med klimaændringer og sikre, at de ikke bliver til virkelighed.”

Hvis der ikke handles, vil risiciene “blive til virkelighed i de næste 20 til 40 år” og på “meget lang sigt er det et potentielt katastrofalt problem”.

Oversvømmelser, ildebrande, og høstudbytter der slår fejl er også dyre på bundlinjen.

“Hvis regeringer globalt, hvis menneskeheden ikke forhindrer klimaændringer …. vil aktieværdier for 43 billioner dollars mistes – omtrent en tredjedel af deres værdi,” udtaler Waygood.

Steve Waygood er overbevist om, at vi allerede råder over den fornødne teknologi. Det er bare et spørgsmål om at implementere den hurtigt nok.

Waygood opfordrer samtidig til en koordineret indsats mellem virksomheder, regeringer og tilsynsmyndigheder for at komme med en “Marshall-plan” med henblik på at skifte til en økonomi med lav CO2 udledning. Han sammenligner en sådan handling med det amerikanske program til at hjælpe med at genopbygge Vesteuropa efter 2. verdenskrig. (BBC)

Unilever er en af de store virksomheder med høje klimamål

Store kendte virksomheder som Google, Toyota, Siemens, HP, Ericsson, Unilever og mange andre placerer sig allerede i toppen over virksomheder, der implementerer klimavenlige  teknologier og planer. Dette er igen med til at tiltrække investorer.

Aviva Investors, som Steve Waygood er talsmand for, er hele tiden på udkig efter firmaer, der bidrager positivt i klima sammenhænge.

De store investeringsselskaber går professionelt til værks og satser nu udelukkende på, at investere ansvarligt som den bedste måde at levere langsigtede, bæredygtige investeringsresultater for deres kunder.

Er man virksomhedsejer gælder det om at geare virksomheden mest mulig i retning af det som kaldes “ESG”, som er nogle kriterier storinvestorer fremover vil bruge til bedre at bestemme virksomheders fremtidige økonomiske resultater. Det handler kort fortalt om nogle centrale faktorer i måling af bæredygtighed og etiske virkninger af en investering i en virksomhed.

Der er ingen tvivl om, at der er store penge at hente for dem der kan læse skriften på væggen, og det er desuden temmelig opmuntrende at vide, at nu også store afgørende investorer går “all in” på at redde klimaet og verden.

 

Relateret artikel:

Gode klimanyheder fra hele verden lover godt ifølge Verdensnaturfonden

 

Kilder: BBC, economistclimaterisk.com, climateaction100.org, cnbc.com, csr.dk

 

 

Artiklen ligger under Klima

Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet, hvis du vil modtage de gode historier i din indbakke gratis.


 Støt fri og uafhængig journalistik, så alle fortsat har adgang til væsentlig viden. Du kan her støtte med større eller mindre enkeltbeløb via MobilePay.