Ny forskning: I stater hvor cannabis er gjort lovligt falder salget af receptmedicin og relaterede dødsfald

Nyere forskning fra USA viser en klar sammenhæng mellem lovliggørelsen af cannabis, og faldet i antallet af dødsfald og recepter på den traditionelle smertebehandling med opiater. Recepter på opiater er faldet med helt op til 40 procent, og antallet af dødsfald relateret til opiater på recept er faldet med op til 25 procent i nogle stater. Dosis af opiater generelt faldt samtidig.

Det største fald var i de stater, der både legaliserede medicinsk cannabis og såkaldt ”recreational marijuana”.

Det er bl.a. studier fra JAMA Internal Medicine, der har undersøgt sammenhængen, og den tegner et ret entydigt billede af, hvordan den traditionelle smertemedicin med de mange alvorlige bivirkninger er ved at blive erstattet, eller i hvert fald kraftigt reduceret som følge af legaliseringen og anvendelsen af cannabis.

Forskerne kiggede på medicinske cannabis love og dødscertifikat-data i alle 50 stater mellem årene 1999 og 2010. I den periode havde kun 13 stater love om medicinsk cannabis på plads. Forskerne bemærkede hurtigt, at antallet af dødsfald relateret til receptpligtige opiater var signifikant lavere i stater, der havde legaliseret medicinsk cannabis.

“Vi konstaterede, at der var omkring 25 procent færre dødsfald relateret til receptpligtige opiater i gennemsnit, efter gennemførelsen af en medicinsk cannabis lov,” siger en af hovedforskerne Dr. Marcus Bachhuber.

I stater, hvor medicinsk cannabis er lovligt, er recept opiatbrugere også i stand til at reducere deres dosis betydeligt, hvilket gør overdosis mindre sandsynligt.

W. David Bradford, University of Georgia

“I en tid, hvor vi er så bekymrede – med rette – om opiatmisbrug og dødeligheden, har vi brug for at være klarsynede og bruge evidensbaseret viden i vores tilgang til brugen af cannabis”, siger W. David Bradford, økonom ved University of Georgia og en af forfatterne til en af ​​studierne. “Hvis man er interesseret i at give folk muligheder for smertebehandling, der ikke har de særlige risici, som opiater har, skal stater overveje at implementere nye politikker overfor anvendelsen af cannabis.”

Den nye forskning er den første analyse, med så store datasæt, til at forbinde forholdet mellem cannabis legalisering og receptpligtig smertestillende medicin.

Prisen for at anvende medicinsk cannabis og opiater burde også være ens, så det ikke er ud fra et økonomisk perspektiv, at folk vælger smertebehandling.

“Jeg ved, at politikere ofte er skeptiske over for cannabis. Men vi skal være bange for medicin som fentanyl, og vi skal være villige til at bruge evidensbaserede tilgange for at hjælpe med at løse problemer,” siger David Bradford. “Cannabis ser ud som om det kunne være en af dem.”

I øjeblikket har 23 stater i USA vedtaget love om medicinsk cannabis. Brug af medicinsk cannabis er godkendt til en række sygdomme, herunder kræft, HIV, sklerose og grøn stær. På trods af dette bruges medicinsk cannabis primært til at lindre kronisk eller alvorlig smerte. Det er den smertelindrende effekt, der reducerer antallet af dødelige opioiddoser.

 

Danmark halter bagefter

I Danmark trådte en forsøgsordning med medicinsk cannabis i gang den 1. januar 2018. Forsøgsordningen er dog langt fra så omfattende som de vedtagne love i mange af de amerikanske stater. Således er den danske forsøgsordning primært målrettet døende patienter, og mange af de andre grupper, der kunne have gavn af medicinsk cannabis, er stadig henvist til en meget dyr egenbetaling. I værste fald er patienter henvist til det kriminelle marked. Direktør i Scleroseforeningen Klaus Høm udtaler til DR Nyheder:

“Når deltagerne i forsøgsordningen får udskrevet en recept og finder ud af, hvor dyrt det i virkeligheden bliver, vil mange ikke have mulighed for at være med. De vil være tvunget til fortsat at gå ud og købe hash illegalt.”

Uden en tilskudordning koster det op mod 2000 kr. pr. måned.

“Det er de færreste sclerosepatienter eller andre, der er så syge, at de har behov for medicinsk cannabis, der har råd til det. Derfor kommer forsøgsordningen ikke i gang for alvor”, siger Klaus Høm til DR Nyheder.

Det kan synes underligt, at man i Danmark halter så meget bagefter mange amerikanske stater. Med den halvhjertede, danske forsøgordning insisterer man i princippet på at opfinde den dybe tallerken en gang til. Måske politikere og læger burde kigge en ekstra gang på de amerikanske erfaringer og rervurdere deres tilgang til anvendelsen af medicinsk cannabis.

 

Kilder:

JAMA Internal Medicine: Medical Cannabis Laws and Opioid Analgesic Overdose Mortality in the United States, 1999-2010

goodnewsnetwork.org

drugabuse.com

Not blowing smoke: Research finds medical marijuana lowers prescription drug use
UGA Today. University of Georgia.

DR Nyheder

New York Times. Marijuana Can Save Lives. . Richard A. Friedman, professor of clinical psychiatry and the director of the psychopharmacology clinic at the Weill Cornell Medical College

 

Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet, hvis du vil modtage de gode historier i din indbakke gratis.