Snyd ikke dig selv til eksamen: Se de simple teknikker der giver dig højere karakterer uden stress

Det er midt i eksamenstiden, og i stedet for at stresse, kan det som alt erfaring viser, godt betale sig at bruge lidt tid på nogle effektive teknikker, som beviseligt giver bedre resultater, og endda uden unødig stress eller frustration.

“Appearances contribute to reality”, som en klog mand engang sagde. Det du udstråler afspejler sig i din virkelighed.

Nogle tror, at man får karakterer for det man ved. Det gør man ikke. Du får karakterer for det, du præsenterer.

Mundtlig eksamen er ofte den eksamensform, som de fleste elever og studerende gruer for, men der findes et par simple teknikker, der kan hjælpe og som virker overraskende godt.

Man vil altid gøre sig forestillinger om en eksamen, hvad enten det foregår bevidst (som i visualisering) eller ubevidst (som ofte er præget af nervøsitet). Så man kan ligeså godt få sin forestillingsevne til at arbejde positivt for en selv, i stedet for det modsatte.

Nogle påstår at op mod 50 procent af din karakter afhænger af din fremtræden. Det har derfor også betydning for, hvordan du skal disponerere din eksamenslæsning.
Brug lidt tid hver dag i din eksamensperiode på at forestille dig din eksamen positivt.

En meget effektiv måde, at ”kode” sin hjerne til at være rolig og selvsikker i situationen, en såkaldt ”visualisering”. Det er en simpel og behagelig metode, hvor du et par gange om dagen, lægger dig ned og lukker øjnene – trækker vejret dybt og langsomt et par gange og bliver helt afslappet. Herefter skal du forestille dig selv i den positive udgave af eksamenssituationen: Hvordan du kommer ind af døren, smiler og hilser på lærer og censor. Se dig selv rank, glad og selvsikker. Se dig selv forberede din disposition med overskud og overblik. Visualiser dig selv fremføre dit emne ud fra din disposition, roligt og sikkert. Og endelig, hvordan du afslutter din eksamen i god stil.

Det er en kæmpe fordel at ”kode” sin hjerne til at tænke i positive baner. Dette både sænker nervøsitet og øger ens chance for at give en god præsentation af en selv og emnet for eksamen. Det kan nogen gange munde ud i, at man, tro det eller ej, ligefrem kan glæde sig til eksamen.
Du kan roligt regne med, at lærer og censor er på din side. Du kan med fordel også forestille dig, at det er overfor venner og familie, at du fortæller om emnet, og at de er interesserede i det.
Det kan også være fremmende, at øve sig et par gange foran spejlet derhjemme alene, og /eller sammen med et par kammerater. Der giver alt sammen større selvsikkerhed. Træning virker i alle sammenhænge.

 

Selve eksamens læsningen og disponering af stoffet

Det gælder i virkeligheden alle arbejdsopgaver; man har et vist antal dage til at blive færdig, og man skaber sig først et overblik over pensum, og deler det derefter fornuftigt ud på de dage, der er til rådighed. Meget gerne med den sidste halve dag til IKKE at læse, men til at slappe af for at være frisk til eksamen. Sæt dig derfor grundigt ind i det overordnede overblik over stoffet/pensum. Overblik er den halve sejr.

Giv dig selv frikvarter
Det kan blive lange studiedage, men sørg for at give dig selv frikvarterer undervejs, hvor dine tanker ikke kredser om læsningen og stoffet. Gå en tur, gør rent, dyrk motion eller lignende. Og drop facebook, mobil og PC. Dit hoved har brug for reelle pauser for at fungere optimalt.
Man kan typisk arbejde 40-50 minutter af gangen og så holde 20 minutter fri. Har man gjort dette en 5-6, måske 7 gange i løbet af en dag, kan man roligt slappe af resten af dagen. Det handler ikke om jo mere desto bedre, men om at bruge ens ressourcer fornuftigt, så man også er klar næste dag.

Sæt dig begrænsede mål
Hvis du har svært ved at komme i gang, så sæt dig selv begrænsede mål. Sig til dig selv, at du kun lige vil læse det første, eller lave dig et hurtigt overblik på maks. 20-30 minutter. Det bliver ofte til mere, men hver gang motivationen kniber, så sæt dig begrænsede tidsmæssige mål. Dette er et effektivt trick til alle arbejdsopgaver, og ikke mindst til eksamens læsningen.

Lad være med at læse det samme flere gange

Overraskende nok fungerer ens hukommelse sådan, at det ikke rigtig kan betale sig at læse det samme flere gange. En meget mere effektiv strategi, er den såkaldte SQ3R-metode (survey, question, read, recite, and review). Metoden går kort fortalt går ud på, at man først skaber sig et overblik over den tekst, man sidder med ud fra overskrifter og underoverskrifter. Derefter stiller man spørgsmål til teksten, søger svarene og til sidst lukker man bogen og forsøger at huske, hvad man har fundet ud af. Denne metode vil til enhver tid slå fremgangsmåden med at læse det samme igen og igen. Det bedste er, at det er meget mindre tidskrævende og noget sjovere. Brug baggrundsarbejdet udført med “S” og “Q” til at begynde at læse aktivt. Det betyder læsning for at besvare spørgsmålene under “Q”. Passiv læsning resulterer derimod ofte i læsning uden at engagere sig i studiematerialet.

At læse op til eksamen kan være en fantastisk mulighed for at skabe sig et overblik og få en masse viden om et stofområde. For mange er eksamens perioden faktisk første gang, at de får et reelt overblik over et stofområde de har brugt, måske år på at læse om.
Se det som din egen personlige gevinst, i stedet for noget du er”tvunget til” for andres skyld. Når du er færdig med eksamenslæsningen har du aldrig vidst mere om emnet, end du gør på det tidspunkt.

På samme måde kan man med fordel se på eksamen, som værende en enestående mulighed for at fortælle andre om alt det, du ved om et emne. Det er din egen test af dig selv for din egen skyld. Og det er jo ret beset i virkeligheden sådan, at det forholder sig.

God fornøjelse – god eksamen, og husk: Det er snart sommerferie.

 

Yderligere viden om eksamensteknik kan man evt. læse om på : http://www.eksamensteknik.dk/mundtlig_eksamen

 

Hør evt. også de to erfarne censorer udtale sig om mundtlig eksamen i denne video:

 

 

Relaterede artikler:

Vedholdenhed er den vigtigste faktor i alle mål i livet. Ny hjerneforskning viser vejen

 

Kai Zen: Kan denne gamle japanske tilgang ændre dit liv?

 

 

 

Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet, hvis du vil modtage de gode historier i din indbakke gratis.