Kvalitetstræ giver gode resultater – Sådan kommer du i gang

KvalitetstræAt arbejde i træ er spændende og sjovt, men det kan også være udfordrende, idet træ ikke er et helt dødt materiale. Der vil undervejs i dit projekt, hvad end der er tale om et møbel, en tilbygning eller noget helt tredje, skulle tages højde for om træet er af rette kvalitet, ligesom der skal tages højde for, om træet er for fugtigt til at benytte til det projekt, som du er i gang med.

Træ skal som udgangspunkt være tørret ned til det fugtniveau, der er i det område, hvor træet skal bruges. Er der fx tale om et trægulv, der skal lægges i en stue eller lignende, så skal dette trægulv altså være tørret ned til en fugtighedsprocent på 8% +/- 2%, for at man kan være sikker på, at trægulvet ikke vil arbejde uhensigtsmæssigt, når først det er lagt der, hvor det skal ligge. Dette er bare ét eksempel på vigtigheden af, at træet, der bruges i et byggeri eller andet træprojekt, har det rette fugtniveau, inden det anvendes til eksempelvis et gulv.

Når det kommer til selve tørringen af træet, som du fx vil benytte til at bygge et møbel af, så er det både muligt at tørre træet selv, eller du kan købe træ, der er ovntørret. Ovntørret træ er typisk ”møbeltørt” med en fugtighedsprocent på lige omkring de 8%. Mange anvender ovntørret træ til at lave møbler af, da ovntørringen mindsker risiko for revnedannelse under tørringen, idet tørringen sker under kontrollerede forhold i modsætning til, hvis du selv tørrer dit træ ved friluftstørring.

Mange af dem, der har lavet et eller flere af de særdeles populære plankeborde, som ses mange steder, ved alt om, hvor vigtigt det er, at plankerne har været tørret ned til det rette fugtniveau, inden det er lagt på deres ben og er placeret i stuen, hvor det skal stå. Har plankerne været for fugtige – måske med en fugtighedsprocent helt oppe på 18-20%, så vil det med meget stor sandsynlighed få konsekvenser for det videre forløb, efter plankebordet er lavet færdigt. Plankerne vil med stor sandsynlighed slå sig og krumme mere eller mindre alt afhængig af, hvor plankerne er savet ud af træet, som de kommer fra. Det kan være ganske meget plankerne slår sig, og der er næsten ikke andet at gøre end at rette plankerne af på ny, hvis man ønsker sig et helt plant plankebord – og det gør de fleste jo.

Det er altså vigtigt, at det træ, som benyttes til eksempelvis møbler er ”møbeltørt”, så man undgår trælse overraskelser, når møblet er færdigt. Én måde hvorpå man kan være på den sikre side er ved at købe træ, der er ovntørret ned til et fugtniveau på 8% +/- 2%, så det er ”møbeltørt” og dermed klar til at blive forarbejdet på værkstedet.

Der er flere ting, som er vigtige, når der arbejdes med træ. Sikkerheden er naturligvis nummer ét og kommer frem for alt! Hellere et skævt plankebord end en mistet finger. Men når det er sagt, så skal det være spændende og sjovt at arbejde med træet. Der kan komme fine ting ud af de rå planker, og er det ikke lige et plankebord, som du står og skal lave, så er der jo nok andre muligheder for at komme til at arbejde med træet og få fine resultater ud af arbejdet.