Kontroversiel politisk forbindelse mellem Elon Musk og Donald Trump afsløret

Elon Musk sat i tæt forbindelse med Donald Trump

Den excentriske milliardær og teknologiinnovatør, Elon Musk søger nu tilsyneladende at kombinere sin kolossale rigdom med politisk magt. I løbet af det seneste år har Musk ikke kun delt sine synspunkter om globale konflikter, men også engageret sig i møder med verdensledere og amerikanske senatorer for at diskutere fremtidens teknologi, herunder kunstig intelligens og hans avancerede rum- og satellitprojekter. Desuden har han stræbt efter at styrke sin indflydelse i Kina ved direkte at engagere sig med topembedsmænd, og nu også med Donald Trump, skriver CNN og Wall Street Journal.

Elon Musk er blevet en stadig mere politisk kontroversiel figur, ikke mindst i Europa, hvor han af EU er blevet anklaget for at have udbredt misinformation på mediet X, og Musk er også kendt for de bitre kampe mod fagforeninger i Skandinavien. Dertil kommer en række udsagn fra Musk i forbindelse med diverse konspirationsteorier og hans modstand mod Covid-19 nedlukninger.

Musk der i mange år stod som en teknologi-helt i den en brede offentlighed er tilsyneladende i gang med at få en del ridser i lakken.

Ifølge en rapport fra Wall Street Journal (WSJ), overvejer Musk nu også at påtage sig en rolle som rådgiver for Donald Trump, der formodes at blive den republikanske præsidentkandidat. Musk overvejer denne mulighed, skulle Trump vinde præsidentvalget i 2024. WSJ, der citerer anonyme kilder, rapporterede, at Musk tog direkte kontakt til Trump via mobiltelefon for at udforske en mulig rådgiverrolle, hvilket kunne placere ham i en position med betydelig politisk indflydelse.

Wall Street Journal talte med flere kilder, der bekræftede samtalerne mellem SpaceX-grundlæggeren og den tidligere præsident.

Svarene fra Trumps kampagne på CNN’s forespørgsler har brilleret ved deres fravær; ligeledes har Musk ikke kommenteret over for Wall Street Journal.

På trods af rapporteringen i WSJ benægtede Musk alle påstande om en mulig rolle i en fremtidig Trump-administration i et opslag på X, hvor han erklærede: “Der har ikke været nogen drøftelser af en rolle for mig i en potentiel Trump-præsidentskab.”

En sådan rolle ville dog ikke være uden fortilfælde. Under den tidligere Trump-administration deltog Musk i to erhvervsrådgivningsråd, indtil han trak sig tilbage som følge af Trumps beslutning om at forlade Paris-klimaaftalen.

Musks politiske og sociale synspunkter, som nu mere åbenlyst reflekterer konservative værdier, herunder hans modstand mod Covid-19 nedlukninger og vaccine-skepsis, kunne placere ham i en stærkere rådgivende position, hvis Trump genindtræder som præsident. Hans seneste udtalelser og politiske handlinger viser en tydelig støtte til højreorienterede sager, og han har anvendt sin platform X til at fremhæve konservativ retorik og diskutere kontroversielle emner som indvandring og ‘den woke virus’, en betegnelse benyttet af konservative til at kritisere progressive bevægelser.

Musk har desuden offentligt opfordret til republikanske sejre og udtrykt dyb bekymring over nationens fremtid, hvis ikke en “rød bølge” (republikansk sejr) realiseres til præsidentvalget i november.

 

Problematisk forhold med en række kritiske interessekonflikter

Musks virksomheder, særligt SpaceX og Tesla, drager allerede nytte af direkte regeringskontrakter og føderale tilskud, hvilket rejser spørgsmål om interessekonflikter. Darrell West, en seniorforsker ved den internationalt anerkendte tænketank, Brookings påpeger, at en direkte, privat linje til en fremtidig præsident Trump kunne være problematisk på grund af mulig personlig fordel og manglende gennemsigtighed.

Endvidere er Musk og hans virksomheder genstand for flere føderale undersøgelser, hvilket kunne blive kompliceret yderligere ved en for tæt forbindelse til præsidentembedet. West understreger, at det kunne underminere retsstaten, hvis en forretningsmand opnår specielle fordele gennem direkte aftaler med en præsident. Musk’s politiske ambitioner og hans stigende engagement i politiske diskurser kunne dermed ikke kun forme hans virksomheders fremtid, men også hans personlige og politiske arv.

En kommentar fra Joe Bidens kampagnekontor til Wall Street Journals afsløringer lyder: “På trods af hvad Donald Trump mener, er Amerika ikke til salg til milliardærer, olie- og gaschefer eller endda Elon Musk,” sagde James Singer, en talsmand for kampagnen. (New York Times)

Donald Trump er tidligere blevet beskyldt for at have for tætte forbindelser til milliardærer, der støtter hans valgkamp. I 2017 gennemførte Trump den største skattereform i nyere tid, som gav enorme skatterabatter til rigmænd og store virksomheder. Regningen på mere end en trillion dollars blev sendt videre til den næste generation af amerikanere, skriver korrespondent og USA kender Steffen Kretz.

Ifølge Wall Street Journal, taler Trump og Musk i telefon flere gange om måneden. Musk og Trump mødtes desuden i marts på en milliardærinvestors ejendom i Florida, hvor diskussionerne om en rådgivende rolle fandt sted. Arrangementet involverede også strategilægning af måder at finansiere Trump-kampagnen og overbevise andre velhavende personer om at gøre det samme, ifølge rapporten.

 

Relaterede artikler:

Elons Musks medie X (Twitter) spreder mest desinformation og skadeligt indhold ifølge EU

Verdens rigeste betaler stort set ikke skat viser nye afsløringer af bl.a. Jeff Bezos og Elon Musk

Milliardærene indtager rummet – men er det overhovedet en god ide?

Polarisering er en destruktiv valgstrategi der truer demokratiet – men der findes løsninger

En Infodemi truer verden – Hvordan spotter man disinformation på nettet

Anerkendte videnskabelige tidsskrifter tager bladet fra munden: Advarer stærkt mod Trump

 

Kilder: Wall Street Journal, CNN, New York Times.

 

 



BLIV MEDLEM og få adgang til alle vores artikler - Klik her