Med Orbán ude af billedet kan Europa indfri sit potentiale som global supermagt

Péter Magyars parti vandt en overvældende sejr og spår nye tider for Europa.

Viktor Orbáns fald markerer ikke blot et nationalt politisk skifte i Ungarn, men et potentielt strukturelt vendepunkt for hele Den Europæiske Union.

I mere end et årti har Orbán fungeret som en systemisk bremseklods i EU’s beslutningsprocesser, hvor hans regering gentagne gange har anvendt vetoretten til at blokere fælles udenrigs-, sikkerheds- og sanktionspolitik. Med hans exit fjernes en central blokadeaktør, og dermed styrkes EU’s økonomiske og institutionelle kapacitet markant.

Som Reuters rapporterer, vil den nye ungarske regering fokusere på “restoring rule of law” og genoprette relationerne til EU, hvilket forventes at frigøre milliarder i fastfrosne midler. Dette er ikke blot en teknisk eller økonomisk detalje, men et tegn på en bredere reintegration af Ungarn i det europæiske samarbejde. Når et medlemsland bevæger sig fra konfrontation til samarbejde, øges EU’s sammenhængskraft – en afgørende forudsætning for at agere som global magtfaktor.

Orbáns politiske linje har længe været kendetegnet ved det, mange analytikere betegner som “illiberalt demokrati”, kombineret med en udenrigspolitik, der ofte har været i modstrid med EU’s fælles linje – særligt i forhold til Rusland. Hans fald er derfor blevet beskrevet som et “blow to global far-right movements” (The Guardian), hvilket understreger, at udviklingen ikke kun er europæisk, men også geopolitisk. Det sender et signal om, at illiberale og EU-skeptiske strømninger ikke nødvendigvis er uundgåelige eller irreversible. Illiberale demokratier er en styreform, hvor ofte populistiske regimer udnytter et parlamentarisk flertal til at underminere demokratiske institutioner og konsolidere magten i en mere autoritær retning.

Den spanske premierminister, Pedro Sánchez, talte på vegne af mange på kontinentet, da han skrev: “I dag vinder Europa, og europæiske værdier vinder.”

Den polske premierminister Donald Tusk skrev på X: “Ungarn, Polen, Europa, sammen igen! Glorværdig sejr, kære venner!” Han tilføjede “Ruszkik haza”, der betyder “russere gå hjem” på ungarsk, en henvisning til Orbáns støtte til Putin og gentagne veto mod europæisk støtte til Ukraine mod Ruslands invasion. (NBC News)

Trumps og Putins mand

Det centrale paradoks i denne udvikling er, at Orbán i årevis har nydt politisk og ideologisk støtte fra både Vladimir Putin og Donald Trump. Begge har haft en klar strategisk interesse i et svækket og splittet Europa. For Rusland har et fragmenteret EU betydet mindre effektiv modstand mod aggression, især i Ukraine. For Trump og dele af den amerikanske højrefløj har et splittet Europa været lettere at presse i handels- og sikkerhedspolitiske spørgsmål.

Orbán fungerede i denne kontekst som en intern allieret for eksterne stormagter: en leder, der indefra kunne forsinke eller underminere fælles beslutninger. Når EU eksempelvis skulle vedtage sanktioner mod Rusland eller godkende støttepakker til Ukraine, blev processen ofte forsinket eller udvandet af ungarsk modstand. Dermed blev EU’s evne til at handle hurtigt og samlet – en kerneegenskab for enhver stormagt – svækket.

Med Orbán ude af billedet vendes dette strategiske regnestykke på hovedet. I stedet for et Europa præget af intern splittelse, står både Rusland og USA (i en eventuel Trump-ledet kontekst) nu over for et mere samlet og handlekraftigt EU. Dette blev allerede illustreret under den såkaldte Grønlandskrise, hvor EU-landene formåede at koordinere deres position og reagere samlet på eksternt pres. Den episode demonstrerede, at EU – når det er internt koordineret – kan optræde som en samlet aktør, der ikke uden videre lader sig dominere af andre stormagter.

Også en sejr for Ukraine

En af de mest konkrete konsekvenser af Orbáns fald forventes at være en markant ændring i EU’s støtte til Ukraine. Ungarn har gentagne gange blokeret eller forsinket finansielle støttepakker, hvilket har skabt usikkerhed om EU’s langsigtede engagement. Uden denne blokering kan Ukraine nu forvente en mere stabil og omfattende økonomisk støtte, potentielt i størrelsesordenen mange milliarder euro. Dette styrker ikke blot Ukraine, men også EU’s strategiske position i konflikten med Rusland.

Her bliver sammenhængen mellem intern beslutningsevne og ekstern magtprojektion tydelig: Når EU kan træffe beslutninger uden at blive lammet af interne vetoer, øges dets evne til at påvirke internationale konflikter og magtbalancer. Med andre ord er institutionel effektivitet en forudsætning for geopolitisk relevans.

Samtidig åbner udviklingen for en styrkelse af EU’s normative magt. Ved at genintegrere Ungarn i et samarbejde baseret på retsstatsprincipper og demokratiske værdier kan EU i højere grad fremstå som en sammenhængende værdibaseret aktør. Dette er centralt i konkurrencen med både autoritære regimer og alternative politiske modeller.

Det er dog vigtigt at understrege, at Orbáns fald ikke automatisk gør EU til en global supermagt. Unionen står fortsat over for betydelige udfordringer, herunder interne uenigheder, økonomiske forskelle og afhængighed af ekstern sikkerhedsgaranti fra NATO. Men fjernelsen af en central blokadeaktør ændrer de strukturelle betingelser markant.

Samlet set peger udviklingen på, at Europa i højere grad kan indfri sit potentiale som global aktør. Når interne barrierer reduceres, og samarbejdet styrkes, øges både den politiske, økonomiske og strategiske kapacitet. Paradoksalt nok betyder det, at de kræfter – herunder Putin og Trump – som har haft interesse i et svagt Europa, nu i stedet står over for et EU, der er bedre rustet til at handle samlet og selvstændigt.

Orbáns fald illustrerer dermed en grundlæggende pointe i international politik: En stormagts styrke afhænger ikke kun af dens ressourcer, men af dens evne til at omsætte dem til koordineret handling. Uden interne blokeringer bevæger EU sig et skridt nærmere netop dette.

Kilder: Reuters, The Guardian, dr.dk, NBC News.