I sin kommentar om “Grønlandskrisen” argumenterer militæranalytiker Jan Werner Mathiasen for, at Europa ikke kun bør svare med flere penge til forsvar, men også med en mere kontant kontrol over den politiske fortælling om alliancen. Pointen er, at hvis Europa accepterer narrativet om “et svagt kontinent i forfald, der altid har nasset på USA”, så giver man samtidig Washington et effektivt forhandlingsvåben: tvivl om USA’s forpligtelse til kollektivt forsvar.
I sin artikel i tidsskriftet Ræson, skærper Mathiasen det strategiske budskab til en sætning, der rammer kernen: “Nu er det på tide, at Europas hårde stil også anvendes til at tage kontrol med den falske fortælling om USA, NATO og de europæiske bånd.” Det er en kommunikationskamp, mener han, fordi “Trumps favoritvåben har altid været de sikkerhedspolitiske aftaler med andre stater – og i særlig grad byrdefordelingen i NATO.”
Pressionspolitik virker, når fortællingen gør
At USA kan skabe politisk usikkerhed i Europa ved at signalere mindre engagement, er ikke et hypotetisk problem. Reuters rapporterede i januar 2026, at USA planlægger at reducere omtrent 200 stillinger ved forskellige NATO-kommandoer, hvilket europæiske embedsmænd læser som endnu et tegn på et skift i amerikanske prioriteringer – i en periode præget af fornyet transatlantisk spænding, herunder Trumps udmeldinger om Grønland og kritik af NATO.
Mathiasens argument er, at Europas modtræk ikke kun kan være langsigtede kapacitetsopbygninger (som tager år), men også et kortsigtet narrativt skifte: at insistere på, hvad byrdefordeling faktisk er – og hvad den ikke er.
Hvad tallene faktisk siger om byrdefordeling
Debatten om byrdefordeling bliver ofte reduceret til “2-procentsmålet”. Men NATO’s egne opgørelser viser et mere nuanceret billede. I NATO-rapporten Defence Expenditure of NATO Countries (2014–2025) fremgår det, at USA’s forsvarsudgifter som andel af BNP estimeres til 3,22% i 2025. Samtidig viser rapporten, at USA’s andel af NATO’s samlede BNP ligger omkring 76,8% i 2025 (mens “NATO Europe and Canada” ligger omkring 38,2% i samme opgørelse, som her handler om BNP-andel i NATO-sammenhæng og ikke en “fordeling” af operationelle bidrag).
Det centrale er, at NATO’s udgiftsstatistikker måler nationale forsvarsudgifter samlet set – ikke hvor stor en del der konkret bruges “i Nordatlanten” versus globalt. Derfor bør man være varsom med at bruge procentsatser til at bevise, at én part “reelt” betaler for en bestemt region. Men tallene dokumenterer, at Europas forsvarsudgifter er steget markant de seneste år, og at kontinentet i stigende grad forsøger at løfte mere af den militære byrde.
”Washington har altid balanceret forsvarsbudgettet mellem egne værn og to verdenshave. Derfor er som minimum halvdelen af de 3,4 pct. af BNP foruddiskonteret til Stillehavet. Fraregnes øvrige regioner, har USA reelt set dedikeret langt under 2 pct. af sit bruttonationalprodukt specifikt til forsvaret af det nordatlantiske område.” (Ræson)
Kongressen og den amerikanske forpligtelse
Mathiasen beskriver en amerikansk politisk virkelighed, hvor pressionsmidler kan bruges hurtigt. Men det er samtidig vigtigt, at NATO ikke alene afhænger af præsidentens retorik. En briefing til den amerikanske Kongres om NATO-topmødet i Washington (juli 2024) understreger, at Kongressen som helhed gennemgående har udvist støtte til NATO og Artikel 5, selv om der løbende har været kritik af byrdefordelingen. Det punkt er centralt, fordi det indikerer, at amerikansk alliancepolitik kan være mere institutionelt robust, end den daglige politiske konflikt kan få det til at fremstå.
Den strategiske pointe: Fortællingen skal hvile på dokumentation
Mathiasen efterlyser “en fælles fortælling … baseres på fakta om byrdedelingen i NATO samt historiske analyser af USA’s udenrigspolitik og NATO’s formål.” Her er den mest praktiske implikation: Europæiske regeringer bør konsekvent møde “nasser”-narrativet med dokumentation (NATO-tal, europæiske investeringer, konkrete kapacitetsbidrag) og med en tydeligere forventningsafstemning om, at alliancen også tjener amerikanske interesser.
Set i lyset af de seneste års udgiftsstigninger i Europa og den aktuelle politiske usikkerhed om USA’s prioriteringer, bliver “fortællingskampen” mere end kommunikation. Den bliver et sikkerhedspolitisk redskab: Hvis Europa fremstår splittet og defensivt, er det lettere at bruge alliancen som forhandlingspres. Hvis Europa fremstår samlet, datadrevet og konsekvent, bliver pressionsstrategien dyrere at føre.
Og det er i sidste ende Mathiasens hovedpointe, kondenseret i en advarsel, der rækker ud over Grønland: “Den gentagne accept af fortællingen om et svagt Europa, der ikke leverer til den fælles sikkerhed, må stoppes nu.”
Kilder: Congress.gov, Reuters, consilium.europa.eu, Jan Werner Mathiasen: Grønlandskrisen viste Europas sande styrke – og afslørede den falske fortælling om NATO, Ræson.
Relaterede artikler:
Fransk atomafskrækkelse for Europa: Hvor effektivt kan det være mod Rusland?
Trump regerer som en ‘konge’ og følger Putins model. Hvordan kan han stoppes?
