
Saudi-Arabien er kendt for oliebrønde, raffinaderier og endeløse ørkener – men i al stilhed er et nyt energilandskab ved at tage form. Syd for Jeddah har solpaneler i millionvis erstattet sand og sten og viser et markant skifte i et land, der i årtier har været synonymt med fossile brændstoffer. Her ligger Al Shuaibah 2, landets største solkraftværk og et symbol på den omfattende energiforandring, Saudi-Arabien nu har sat i gang.
Med en kapacitet på mere end 2 gigawatt kan anlægget levere strøm til omkring 350.000 husstande. Men det vil næppe forblive landets største længe. Endnu større solprojekter er allerede under opførelse, og solparker breder sig hastigt over ørkenlandet.
“Der er et solenergi boom, det kan ingen benægte,” udyalte Nishant Kumar, analytiker hos energianalysefirmaet Rystad Energy, til CNN.
Saudi-Arabien har forpligtet sig til, at 50 procent af landets elektricitet skal komme fra vedvarende energikilder i 2030, og tempoet i udbygningen er opsigtsvækkende. Det kan virke paradoksalt for et land, der både har verdens næststørste oliereserver, er verdens største olieeksportør – og som historisk har modarbejdet internationale bestræbelser på at udfase fossile brændstoffer.
Alligevel er selv verdens mest ikoniske oliestat i færd med at satse massivt på ren energi – netop som den amerikanske Trump-administration, ifølge CNN forsøger at bremse sol- og vindenergi i USA.
En af verdens hurtigste udbygninger af solenergi
Udviklingen er gået ekstremt hurtigt. I 2020 havde Saudi-Arabien stort set ingen vedvarende energi. Ved udgangen af 2025 forventes landet at have installeret 12 gigawatt solenergi, ifølge Rystad Energy.
“Intet land kører hurtigere,” siger Dave Jones, medstifter af den internationale klima-tænketank Ember, til CNN.
I 2025 har Saudi-Arabien ifølge BloombergNEF installeret så meget ny solkapacitet, at landet for første gang er kommet ind blandt de ti største markeder i verden for ny solenergi på årsbasis. Installationen af sol forventes i 2025 at ligge 132 procent højere end året før.
Og udviklingen stopper ikke her. Det statsligt støttede energiselskab ACWA Power, der er medejer af Al Shuaibah-komplekset, annoncerede i juli sammen med blandt andre Saudi Aramco investeringer på 8,3 milliarder dollars i vedvarende energi svarende til 15 gigawatt, primært sol.
Rystad Energy forventer, at Saudi-Arabien vil have installeret mere end 70 gigawatt vedvarende energi inden 2030, suppleret af landbaseret vindenergi. Til sammenligning har Danmark pt. 5 gigawatt installeret og vil ifølge prognoser nå op på 9 i 2030.
Økonomi – ikke kun klima
Ifølge eksperter handler Saudi-Arabiens solboom i høj grad om økonomi. Solenergi er blevet ekstremt billig.
“Solenergi er så konkurrencedygtigt, at det giver økonomisk mening,” siger Karen Young, seniorforsker ved Center on Global Energy Policy på Columbia University, til CNN.
De lave priser skyldes blandt andet billige kinesisk producerede solpaneler og faldende batteripriser. Ifølge Ember faldt de gennemsnitlige batteripriser 40 procent alene i 2024, hvilket gør solenergi mere fleksibel og attraktiv.
Saudi-Arabien har desuden ideelle forhold: masser af sol året rundt, rigeligt og billigt land samt mulighed for at placere store solparker tæt på byer, hvilket reducerer omkostningerne til elnet.
En anden væsentlig drivkraft er ønsket om at erstatte olie i den hjemlige elproduktion, så olien i stedet kan eksporteres.
“Det er ineffektivt at forbruge olie hjemme,” siger Abdullah Alkattan, analytiker hos BloombergNEF, til CNN. “Det er der profitten ligger.”
Stadig en klimablokker
Solboomet ændrer dog ikke ved, at Saudi-Arabien fortsat kritiseres for sin rolle i den globale klimapolitik. Landets samlede klimapolitik vurderes som “kritisk utilstrækkelig” af Climate Action Tracker.
Ved udgangen af 2024 udgjorde vedvarende energi kun omkring 2 procent af Saudi-Arabiens elmix, og selv om meget er blevet tilføjet i 2025, er 2030-målet fortsat usikkert.
Samtidig satser landet fortsat på naturgas og fastholder sin centrale rolle som olieeksportør – også i internationale forhandlinger.
Men som Missirliu konkluderer:
“Selv en oliestat som Saudi-Arabien ved og anerkender, at vedvarende energi er uundgåelig..”
Kilder: CNN, Climate Action Tracker, Ember.
Relaterede artikler:
En grønnere, renere og mere intelligent fremtid tager form langt hurtigere end vi tror
Australien producerer nu så meget solenergi at borgerne får gratis strøm
Solenergi slår kulkraft i Europa for første gang og Danmark og EU sparer milliarder
“Et historisk vendepunkt” i den grønne omstilling – men Vesten sakker nu bagud
USA når historisk vendepunkt: Vedvarende energi overhaler fossil strøm på trods af Trump






