Donald Trumps gentagne udmeldinger om Grønland har igen sat gang i en geopolitisk debat, der rækker langt ud over retoriske provokationer. I en analyse i Foreign Affairs af Sumantra Maitra og Rasmus Sinding Søndergaard argumenteres der for, at Trumps udspil – trods deres konfrontatoriske karakter – kan vendes til en strategisk mulighed for både USA, Danmark og Grønland, hvis de håndteres korrekt.

Ifølge forfatterne opstod den seneste udvikling, da Trump offentligt meddelte, at han og NATO’s generalsekretær Mark Rutte havde udarbejdet en “ramme for en fremtidig aftale om Grønland”. Meldingen kom kort efter, at Trump havde truet med at “tage kontrol” over øen og antydet, at militær magt kunne komme på tale. Han havde desuden truet europæiske lande med told og offentliggjort private beskeder fra europæiske ledere samt delt et AI-genereret billede af sig selv med et amerikansk flag plantet i Grønland.

Men ved Verdensøkonomisk Forum i Davos trak Trump delvist i land. Ifølge forfatterne skete det efter “tilfredsstillende samtaler” med NATO, hvorefter både militære trusler og toldtrusler blev lagt på is.

 

Grønlands strategiske betydning

Artiklens hovedpointe er, at USA har reelle og langsigtede sikkerhedspolitiske interesser i Grønland – og at disse interesser i vidt omfang sammenfalder med danske og grønlandske interesser. Grønland spiller en nøglerolle i kontrollen over GIUK-passagen (Greenland-Iceland-United Kingdom), som historisk har været afgørende for kontrollen med adgangen mellem Atlanterhavet og Arktis.

Under både Første og Anden Verdenskrig var kontrollen med denne passage afgørende, og den spiller fortsat en central rolle i NATO’s overvågning af russisk flådeaktivitet. Ifølge USA’s forsvarsministerium er området fortsat et af de vigtigste strategiske knudepunkter i Arktis.

USA’s interesse i Grønland er heller ikke ny. Allerede i 1946 tilbød præsident Harry Truman at købe øen for et beløb svarende til 1,6 milliarder dollars. Danmark afslog, men indgik i stedet en aftale, der gav USA mulighed for militær tilstedeværelse. Denne aftale – senest revideret i 2004 – giver USA ret til at oprette baser på Grønland, så længe Danmark og Grønland orienteres.

 

Råstoffer og global konkurrence

Ud over sikkerhedspolitik spiller råstoffer en central rolle. Grønland rummer ifølge forfatterne forekomster af 43 ud af de 50 mineraler, som det amerikanske energiministerium betegner som kritiske. Det gælder blandt andet lithium, kobolt og sjældne jordarter, som er afgørende for produktion af batterier, halvledere og grøn teknologi.

Samtidig understreges det, at Grønland er blevet et centralt omdrejningspunkt i stormagternes konkurrence om forsyningskæder. USA har derfor en klar interesse i at sikre, at udvinding og infrastruktur sker i samarbejde med vestlige allierede frem for med Kina eller Rusland.

 

Hvorfor tvang er en blindgyde

Forfatterne understreger, at Trumps tidligere trusler om annektering er direkte kontraproduktive. En meningsmåling fra januar 2025 viser, at kun omkring seks procent af grønlænderne ønsker at blive en del af USA. Samtidig viser målinger fra YouGov og Ipsos, at et overvældende flertal af amerikanere er imod en militær overtagelse af Grønland.

Som Danmarks statsminister Mette Frederiksen har understreget, er Danmark åben for forhandlinger om næsten alt – men ikke om suverænitet. Ifølge artiklen er det også i USA’s interesse at respektere denne grænse, da et samarbejde kun kan fungere med lokal opbakning.

 

Et trilateralt kompromis

Maitra og Søndergaard argumenterer for, at løsningen ligger i et omfattende trilateralt samarbejde mellem USA, Danmark og Grønland. Et sådant samarbejde bør omfatte:

* En opdatering af forsvarsaftalen fra 1951
* Udbygning af Pituffik Space Base
* Et netværk af radar- og missilforsvarssystemer
* Tættere integration med NATO og NORAD
* Øgede investeringer i grønlandsk infrastruktur

Danmark har allerede forpligtet sig til at investere 13,7 milliarder dollars i Arktisk sikkerhed, og USA kunne ifølge forfatterne bygge videre på dette med yderligere investeringer og langsigtede aftaler.

 

Økonomi frem for konfrontation

Et centralt element i forslaget er økonomisk samarbejde. I dag går næsten en fjerdedel af Grønlands eksport til Kina, primært fisk. Det skaber en sårbarhed, som både USA og Europa ønsker at mindske. Forfatterne foreslår derfor, at USA etablerer en langsigtet investeringsfond med fokus på infrastruktur, minedrift, turisme og transport.

Samtidig foreslås det, at USA giver handelsmæssige fordele til grønlandske og danske produkter samt udvider flyforbindelser og arbejdsmarkedsordninger. Alt sammen med det formål at gøre USA til Grønlands foretrukne økonomiske partner.

 

En aftale – men på europæiske præmisser

Artiklen afslutter med en klar konklusion: En aftale om Grønland er mulig og ønskelig, men kun hvis den respekterer grønlandsk og dansk suverænitet. Forfatterne advarer mod fortsat aggressiv retorik og peger på, at varige løsninger kræver institutionelle rammer, ikke personbårne aftaler.

Som de skriver, vil en stabil, velstående og vestligt forankret Grønland være en strategisk gevinst for både USA og Europa. Men det kræver, at Washington lægger presstrategien væk og i stedet satser på partnerskab.

 

Denne artikel bygger primært på en artikel fra Foreign Affairs: A Better Greenland Deal
How to Turn Trump’s Tantrum Into a Win for Everyone

 

Relaterede artikler:

Grønlandskrisen viste sandheden: Europa er meget stærkere, end fortællingen siger

Grønland er rigt på naturressourcer – en geolog forklarer

Danskere søger alternativer til amerikansk Big Tech efter Grønlandskrisen

Hvorfor er Grønland en del af Kongeriget Danmark? – en broget historie