Artikel af William Partlett, professor i Offentlig Ret ved University of Melbourne

 

Allerede kort inde i hans embedsperiode står det klart, selv for konservative, at USA’s præsident Donald Trump forsøger fundamentalt at omforme rollen som amerikansk præsident.

Trump og hans tilhængere ser i brede vendinger den amerikanske præsidents naturlige autoritet, på samme måde som den russiske præsident eller en konge. Faktisk har Trump allerede sammenlignet sig selv med en konge.

Dette ønske om at “rusificere” præsidentembedet er ikke en tilfældighed: Trump og mange af hans tilhængere beundrer den kongelignende magt, som Vladimir Putin udøver som Russlands præsident.

At forstå, hvordan Trump forsøger at transformere præsidentmagten, er afgørende for at mobilisere den mest effektive modstand.

 

Dekreter fra en ‘konge’

Ruslands styreform er det, jeg kalder et “krone-præsidentielt” system, hvilket gør præsidenten til en slags valgt konge.

To magtbeføjelser er centrale i denne rolle.

For det første, ligesom en konge, er den russiske “krone-præsident” ikke afhængig af en valgt lovgivende forsamling for at udforme politik. I stedet udøver Putin enevældig beslutningsmyndighed via dekreter.

Putin har brugt dekreter til at føre krige, privatisere økonomien og endda ændre forfatningen for at gøre krav på de dele af Ukraine, som Rusland har besat siden 2014.

Han har også brugt disse dekreter på en performativ måde, for eksempel ved at erklære lønforhøjelser for alle russiske statsansatte uden nogen reel mulighed for at håndhæve det.

I løbet af den seneste måned har Trump gjort brug af lignende dekreter (som Det Hvide Hus nu kalder “præsidentielle handlinger”).

Han har udstedt et væld af præsidentielle dekreter for enevældigt at omforme store dele af amerikansk politik – langt flere end tidligere præsidenter. Trump ser disse ordrer som en måde både at udøve og demonstrere sin enorme præsidentielle magt.

 

Kontrol over bureaukratiet

For det andet, ligesom en konge, tillader Putin ikke den russiske lovgivende forsamling at bruge lovgivningen til at organisere den udøvende magt eller skabe uafhængige agenturer uden for præsidentens kontrol. I stedet har han uindskrænket dominans over både organisationen og bemandingen af den udøvende gren. Dette har givet ham enorm magt til at dominere politik ved at kontrollere informationsindsamling og retslige forfølgelser.

En lignende udvikling er i gang i USA. Trump har udpeget loyale støtter til at lede Justitsministeriet og FBI.

Derudover søger han at omstrukturere den udøvende magt ved helt at afskaffe visse agenturer og drastisk reducere antallet af ansatte i andre.

 

Kan domstolene stoppe Trump?

Trumps forsøg på at rusificere det amerikanske præsidentembede underminerer den amerikanske forfatningsorden.

Domstolene er de naturlige “første respondenter” i denne slags kriser. Og mange domstole har blokeret nogle af Trumps tidlige dekreter.

Denne juridiske modstand er vigtig. Men den er ikke tilstrækkelig i sig selv.

For det første kan den amerikanske højesteret være mere tilbøjelig til at acceptere denne udvidelse af præsidentmagten end lavere domstole. I en afgørelse sidste år gav domstolen for eksempel præsidenten immunitet mod strafferetlig forfølgelse og viste dermed sympati for brede fortolkninger af den udøvende magt.

For det andet kan præsidentielle dekreter let trækkes tilbage eller ændres. Dette gør det muligt for Trump og hans juridiske hold at justere dem, efterhånden som de bliver anfægtet, og finde de bedste testcases at bringe for Højesteret.

For det tredje har dele af den konservative højrefløj længe argumenteret for en langt mere magtfuld præsident. For eksempel er idéen om en “enhedsudøvende magt” (“unitary executive”) blevet diskuteret i konservative kredse i årevis. Denne idé hævder i bund og grund, at præsidenten bør kunne dirigere og kontrollere hele den udøvende gren – fra bureaukratiet til anklagemyndigheden og FBI.

Disse argumenter bruges allerede til at retfærdiggøre Trumps handlinger. Som Elon Musk har sagt: “Man kunne ikke bede om et stærkere mandat fra offentligheden” til at reformere den udøvende magt. Disse argumenter vil blive brugt i domstolene for at retfærdiggøre Trumps magtudvidelse.

For det fjerde, selv hvis Højesteret blokerer nogle dekreter, er det muligt, at Det Hvide Hus simpelthen vil ignorere disse afgørelser. Vi fik et tidligt glimt af dette, da Trump skrev: “Den, der redder sit land, overtræder ingen lov.”

Vicepræsident JD Vance har også udtalt, at dommere “ikke har lov” til at blokere præsidentens “legitime magt”.

 

Politisk mobilisering og kommunikation

Trumps aggressive brug af præsidentmagten er ikke blot en forfatningskrise, men også en politisk krise. For dem, der ønsker at modstå det, er dette for vigtigt til kun at overlades til domstolene; det må også involvere USA’s vigtigste politiske institutioner.

Det mest oplagte sted at starte er Kongressen. Lovgivere må handle resolut for at gøre brug af den lovgivningsmagt, de er givet i forfatningen, til at holde præsidentens magt i skak. Dette ville inkludere en aktiv brug af Kongressens budgetmagt samt dens tilsynsbeføjelser over præsidentembedet.

Dette kunne ske nu, hvis blot et par republikanere tog en principiel holdning til vigtige forfatningsmæssige spørgsmål, selvom næsten alle indtil videre har valgt at følge linjen. Demokraterne kunne dog genvinde kontrollen over begge Kongressens kamre ved midtvejsvalget i 2026 og derefter gøre dette.

Delstaterne kan og bør også handle for at modstå denne udvidelse af præsidentens magt. Dette kan tage mange former, herunder at nægte at bruge deres traditionelle politibeføjelser til at håndhæve dekreter, som de anser for forfatningsstridige eller ulovlige.

I bestræbelserne på at forsvare forfatningen kan disse institutioner appellere til det amerikanske folk med mere end blot den snævre juridiske argumentation om, at Trumps handlinger er forfatningsstridige. De kan også fremsætte det bredere politiske argument, at en russisk-inspireret, valgt konge vil føre til en ineffektiv, uansvarlig og korrupt politik.

Eller som The New York Times-klummeskribent Ezra Klein har udtrykt det: “it’s the corruption, stupid”.

Tiden er afgørende. Ruslands eksempel viser, at jo længere en “krone-præsident” får lov at operere, desto mere rodfæstet bliver dette system. For dem, der håber at bevare det amerikanske demokrati, er tiden til ikke blot juridisk, men også politisk modstand nu.

 

Denne artikel er oprindeligt publiceret på The Conversation: Trump is ruling like a ‘king’, following the Putin model. How can he be stopped?

Skrevet af William Partlett, Associate Professor of Public Law, The University of Melbourne

Artiklen er udgivet på nyhedscentrum.dk efter aftale.