Artikel af Benoît Grémare, forsker ved Institute of Strategy and Defense Studies, Université Jean Moulin Lyon 3
I februar 2020 erklærede den franske præsident Emmanuel Macron, at det var på tide at reflektere over den europæiske dimension af Frankrigs atomafskrækkelse. Han foreslog en strategisk dialog samt fælles atomøvelser mellem europæiske partnere. Fem år senere reagerede Tysklands sandsynlige næste kansler, Friedrich Merz, på denne opfordring ved at foreslå en udvidelse af den franske atomparaply til Tyskland – alt imens et USA under præsident Donald Trump ikke længere fremstår som en pålidelig partner til at beskytte Europa.
Men har Frankrig kapaciteten til at forsvare Europa? Ville en udstationering af den franske atomparaply i Østeuropa gøre Europa strategisk autonomt og dermed give det midlerne til at forsvare sig selvstændigt?
Fransk atomafskrækkelse mod den russiske trussel
Frankrig udviklede oprindeligt sit atomarsenal som et svar på truslen om en sovjetisk invasion og for at undgå afhængighed af USA. Ifølge en fast doktrin, som politiske ledere regelmæssigt har bekræftet, vil staten bruge sit strategiske arsenal via luft og ubåde i tilfælde af et angreb på dens vitale interesser.
Men faktum er, at uden amerikansk støtte fremstår magtbalancen i høj grad ugunstig for Frankrig, som råder over i alt 290 atomsprænghoveder, sammenlignet med mindst 1.600 deployerede sprænghoveder og næsten 2.800 lagrede sprænghoveder på den russiske side.
Ganske vist ville sprængkraften fra de termonukleare sprænghoveder kombineret med rækkevidden af den franske M51 strategiske sø-til-land ballistiske missil gøre det muligt at ødelægge de vigtigste russiske byer, herunder Moskva.
Dog ville russerne ifølge et estimat fremlagt på russisk tv kun have brug for “200 sekunder til at atomisere Paris” med deres “Satan II” termonukleare missiler.
Disse scenarier genkalder spøgelset af en atomudveksling, hvor fjender gradvist destruerer hinandens byer, og hvor Rusland ville kunne udnytte sin geografiske størrelse til at vinde en udmattelseskrig. Dette potentiale for gensidig destruktion må tages i betragtning i den gensidige satsning på atomafskrækkelse.
For at øge effekten af den franske atomafskrækkelse kunne et partnerskab med Storbritannien overvejes. London har været en atommagt siden 1952, råder nu udelukkende over ballistiske missiler affyret fra ubåde og har efter Brexit besluttet at øge sit arsenal til 260 sprænghoveder. Selvom de to europæiske atommagter deler fælles interesser, er de dog ikke ækvivalente.
I modsætning til Storbritannien, som er medlem af NATO’s nukleare planlægningsgruppe, og hvis sprænghoveder er designet i USA, producerer Frankrig sine våben på eget territorium og er ikke underlagt nogen NATO-forpligtelser. Dette giver Paris stor handlefrihed til at definere sin doktrin. Frankrig kan også tale på vegne af EU, som det har været en del af siden unionens grundlæggelse.
Fransk atomkraft: Et alternativ til amerikansk afskrækkelse
Frankrig blev officielt en atommagt i 1960 ved at basere sig på sine egne ressourcer, mens den amerikanske støtte svingede afhængigt af de geopolitiske begivenheder. Fremkomsten af en uafhængig fransk strategisk styrke har længe irriteret Washington, som søgte at begrænse den gennem internationale aftaler såsom 1963-traktaten om begrænsning af atmosfæriske atomprøvesprængninger og Ikke-spredningstraktaten fra 1968.
Siden 1974 har den franske atomstyrke officielt haft en specifik afskrækkende rolle inden for NATO, hvor den bidrager til den samlede sikkerhed i den transatlantiske alliance ved at komplicere potentielle fjenders kalkulationer.
For næsten 60 år siden forstærkede den amerikanske præsident Lyndon Johnson tvivlen om Det Hvide Hus’ vilje til fuldt ud at forpligte sig til forsvaret af Europa. I dag bekræfter Trumps ønske om at afslutte den amerikanske støtte til Ukraine disse mistanker. Som følge heraf er der stadig flere stemmer, der insisterer på at acceptere en fransk atomstyrke på europæisk niveau.
En fransk atomparaply i Østeuropa
Merz’ opfordring til at udvide den franske atomparaply til Tyskland flugter med Paris’ forslag om at etablere en dialog, hvor europæerne udvikler en fælles tilgang. Som Frankrigs forsvarsminister har påpeget, er den præcise definition af vitale interesser op til den franske præsident.
Dog kræver brugen af atomvåben til at beskytte Europa en strategisk diskussion om, hvilken styrke der skal opbygges, hvilke interesser der skal forsvares, og hvordan atomafskrækkelsen skal styres.
At bevæge sig mod en europæisering af atomstyrken indebærer at øge afskrækkelsesevnen og dermed udvide det franske arsenal, så det kan reagere på trusler, der påvirker alle 27 EU-medlemslande. Dette ville kræve oprettelsen af yderligere lagre af spaltbart materiale samt genaktivering af produktionsanlæg i Pierrelatte og Marcoule, der blev afviklet i slutningen af 1990’erne.
Dogmet om, hvad der udgør et tilstrækkeligt arsenal, bør også revurderes. Hvis 290 atomsprænghoveder repræsenterer den værdi, Frankrig tillægger forsvaret af sin eksistens, synes denne pris at overse Europas kontinentale størrelse. Logikken bekræfter det: kontinentale atommagter som USA og Rusland – og snart også Kina – råder over arsenaler på omkring 1.000 termonukleare sprænghoveder.
At øge kapaciteten vil tage tid og kræve et budgetmæssigt løft for at øge antallet af missiler og bombefly. Ud over opførelsen af ny infrastruktur i europæiske partnerlande kunne omkostningerne overstige 10 milliarder euro årligt, eksklusive indirekte udgifter til vedligeholdelse og logistik. Dette er en betydelig faktor, især da den politiske og strategiske dagsorden for udvidet atomar beskyttelse ændrer sig efter omstændighederne.
Indtil nu har Tyskland foretrukket, at Frankrig blot indtog en supplerende rolle i forhold til den amerikanske udvidede afskrækkelse, men Washingtons trusler om at opgive Ukraine øger den russiske trussel. Som Macron har indikeret, kunne Frankrig svare igen ved at foreslå forudstationering af sine atomstyrker i Østeuropa med henblik på eventuelt at erstatte USA.
Denne franske atomparaply ville konkretisere Europas strategiske autonomi gennem udsendelsen af atombevæbnede kampfly – et tegn på europæisk politisk solidaritet, der ville komplicere Moskvas kalkulationer.
Den synlige tilstedeværelse af disse fly i Østeuropa kunne forhindre Rusland i at angribe regionens lande med konventionelle midler, da et sådant angreb potentielt kunne udløse et fransk atomarsvar på Europas vegne.
Denne artikel er oprindeligt publiceret på The Conversation: French nuclear deterrence for Europe: how effective could it be against Russia?
Skrevet af Benoît Grémare, forsker ved Institute of Strategy and Defense Studies, Université Jean Moulin Lyon 3.
Artiklen er udgivet på nyhedscentrum.dk efter aftale.
Relaterede artikler:
Trump regerer som en ‘konge’ og følger Putins model. Hvordan kan han stoppes?
”Tyskland er tilbage”: Hvad betyder Tysklands giga-investering for klimaet?
