De 100 største fondsejede danske virksomheder omsætter for omkring 700 mia. kr. om året og har en kæmpe indflydelse på dansk erhvervslivs fremdrift i den grønne omstilling.
Fondene har den fordel, at de kan tænke langsigtet og ikke gå efter den hurtige profit. Det har stor betydning, ikke mindst i sammenhæng med ambitiøse klimamål.
De store danske fonde og fondsejede virksomheder har i høj grad påtaget sig et ansvar for at bremse klimaforandringer, og det vil sandsynligvis have en afgørende effekt i den grønne omstilling – ikke bare for deres egne virksomheder, men også for alle deres underleverandører, der vil blive mødt med krav om bæredygtighed i deres produktion.
Det er fondsejede virksomheder som Danfoss, Velux Gruppen og A.P. Møller-Mærsk, der alle har sat ambitiøse klimamål for deres virksomheder.
Eksempelvis vil landets største industrivirksomhed, Danfoss være CO2 neutral i alle virksomhedens globale forretningsled senest i 2030. (finans.dk)
Verdensnaturfonden kalder det ”en nytænkende klimaforpligtelse” at Velux køber tropeskove for at kompensere for deres CO2-udledning siden stiftelsen i 1941. (miljoogklima.dk)
Velux er desuden en af de virksomheder, der vil stille krav om bæredygtighed til underleverandører.
A.P. Møller-Mærsk har sat sig som mål inden for de næste 10 år at udvikle C02 neutrale skibe, og er i øvrigt gået sammen med en lang række internationale koncerner om at bremse udledningen af C02.
”Fondsejerskabet af Danfoss betyder, at virksomheden i højere grad end for eksempel et børsnoteret selskab, får mulighed for at anlægge et mere langsigtet perspektiv på den udvikling man ønsker.” udtaler Peter Clausen, bestyrelsesformand i Bitten & Mads Clausens Fond til finans.dk.
Udviklingen mod mere og mere ambitiøse klimamål for danske virksomheder er godt hjulpet på vej af de midler og mål som EU står for på klimaområdet.
Det handler blandt andet om det enorme beløb EU har sat af til den såkaldte Green Deal; den europæiske grønne pagt, der er på svimlende 7.500.000.000.000 kr. og skal gå til den grønne omstilling af Europa.
Dansk erhvervsliv kan regne med store eksportordrer med investeringsplanen fra EU.
Alle de store stimuluspakker, der skal sparke gang i økonomien efter corona bliver desuden kædet nært sammen med grønne omstillinger.
Det er altså ikke kun idealisme der driver den grønne omstilling for det danske erhvervsliv. Der er ganske enkelt virkelig store penge at tjene for de virksomheder, der kommer med på vognen.
Alle virksomheder, der formår at omstille sig, kan direkte og indirekte få stor gavn og øget indtjening af Green Deal, og de forskellige covid-19 genopretningspakker.
Flere af de store virksomheder i Danmark har allerede set mulighederne, men mange små og mellemstore virksomheder mangler stadig at omstille sig, og se de muligheder der åbner sig nu og i de kommende år. Her vil de store fonde og virksomheder fungere som en motor og inspiration, der i høj grad er med til at trække resten af erhvervslivet med.
Relaterede artikler:
Nu kommer de store investorer på banen for at redde klimaet og dem selv
Store investorer verden over er i gang med at vise muskelstyrke, når det gælder virkeligt vægtige klimatiltag.
Og de gør det ikke kun for deres børns blå øjnes skyld, men i lige så høj grad for at …
EU sætter markant højere klimamål og Kina forventes at følge efter
Kommissionsformand Ursula von der Leyen annoncerede i denne uge markant højere klimamål for EU – og nu følger Kina endelig efter…
Kilder: Finans.dk, miljoogklima.dk, Fondenes Videnscenter.