Artikel af Dr. Gorana Grgić, Head of Global Security, Center for Security Studies, Swiss Federal Institute of Technology Zurich; University of Sydney

 

Mens NATO tæller ned til sit årlige topmøde i Tyrkiet i juli, står alliancen over for den måske største udfordring i sin historie – hvordan en mulig fremtid uden USA eller amerikanske sikkerhedsgarantier ville se ud.

I de seneste uger har Trump-administrationen taget en række skridt, som i europæiske hovedstæder i vid udstrækning bliver tolket som gengældelse for allieredes modvilje mod at støtte USA’s linje i Iran-krigen mere markant. Den har annonceret tilbagetrækningen af 5.000 soldater fra Tyskland, stoppet udsendelsen af 4.000 soldater til Polen og endda angiveligt overvejet tiltag for at suspendere Spanien fra alliancen.

Europa var allerede uroligt over Washingtons bredere strategiske intentioner. I stigende grad indser NATO-allierede, at de ikke længere kan være afhængige af USA for deres sikkerhed og selv må påtage sig langt større ansvar.

 

NATO 3.0

USA’s præsident Donald Trumps snævre forståelse af alliancers værdi har længe været kendt. Nu begynder hans vision for et nyt NATO at tage form.

Ved et møde mellem NATO’s forsvarsministre i februar introducerede USA’s viceminister for forsvarspolitik, Elbridge Colby, idéen om “NATO 3.0”. Det ville indebære, at europæerne overtager en langt større rolle i den konventionelle afskrækkelse. USA ville imens prioritere den strategiske konkurrence med Kina og støtte europæisk sikkerhed mere selektivt og på større afstand.

Samtidig har Det Hvide Hus angiveligt presset på for at rulle årtiers udvidelse af NATO’s mission tilbage og holde Ukraine samt NATO’s fire indo-stillehavspartnere (Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand) ude af det årlige topmøde i juli.

Dette afspejler en bredere transformation i amerikansk strategisk tænkning. NATO bliver ikke længere betragtet som et politisk fællesskab og en søjle i den liberale internationale orden. I stigende grad bliver alliancen set som en snævrere militær ordning, hvis værdi afhænger af, om europæerne selv kan løfte en større del af byrden og samtidig rette ind efter Trumps dagsorden.

I dette nye paradigme beder USA ikke blot de europæiske allierede om at bruge flere penge. Det fortæller Europa, at kontinentet skal gøre mere med mindre amerikansk militært udstyr, en løsere politisk tilpasning og færre garantier.

Derudover findes der et dybere problem: erosionen af tilliden internt i alliancen og de antagelser, der i årtier har understøttet NATO’s afskrækkelsesstrategi.

Resultatet er et “europæiseret NATO”, der opstår af nødvendighed snarere end design. Hvordan en sådan alliance reelt ville se ud, er fortsat uklart.

 

Fokus på kollektivt forsvar

Én ting er sikkert: Intet enkelt land vil blot erstatte USA som allianceleder. Ingen europæisk magt besidder alene kapaciteten, ressourcerne eller den politiske legitimitet til at udfylde den rolle. I stedet vil lederskabet sandsynligvis komme fra de mest kapable stater, der handler i fællesskab.

Den tendens er allerede synlig i “Europas minilaterale øjeblik”. E3-gruppen (Storbritannien, Frankrig og Tyskland) og den nyere E5-koalition (med Italien og Polen) er eksempelvis begyndt at fremskynde koordineringen mellem Europas ledende militærmagter.

Disse ordninger er ikke alternativer til NATO. Snarere kan de blive de mekanismer, hvorigennem et stærkere europæisk fokus inden for NATO organiseres.

Men det er her, usikkerhederne begynder. Et mere europæiseret NATO er langt fra garanteret at blive et mere sammenhængende NATO. Alliancen har længe kæmpet med den strategiske kakofoni blandt sine 32 medlemmer, drevet af forskellige trusselsopfattelser, regionale prioriteter og strategiske kulturer. Efterhånden som amerikansk lederskab træder i baggrunden, kan disse forskelle blive endnu skarpere og vanskeligere at håndtere.

En mere europæiseret alliance vil, i hvert fald indledningsvist, sandsynligvis indsnævre sit fokus til kollektivt forsvar og afskrækkelse for at imødegå Ruslands militarisme og landets fortsatte krig mod Ukraine.

Den bredere dagsorden, som efter Den Kolde Krig blev udvidet til også at omfatte krisestyring og samarbejdssikkerhed, kan i stigende grad blive sekundær. Dette omfattede blandt andet bestræbelser på at håndtere globale sikkerhedsudfordringer (som støtte til kapacitetsopbygning i lande ramt af voldelige konflikter), antiterroroperationer samt styrkelse af energi- og maritim sikkerhed.

Alligevel argumenterer mange NATO-allierede, særligt dem på NATO’s sydlige flanke, fortsat for, at krisestyring og samarbejdssikkerhed må forblive centrale alliancefunktioner. For lande, der står over for ustabilitet i Nordafrika og Mellemøsten, migrationspres, terrorisme og maritim usikkerhed, kan NATO ikke alene være optaget af Rusland.

NATO’s partnerskaber om samarbejdssikkerhed i Indo-Stillehavsregionen bliver også stadig vigtigere, selvom de ikke længere åbent støttes af den amerikanske administration.

Samarbejdet med Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand (kendt som IP4) er blevet måske NATO’s mest lovende ramme for samarbejdssikkerhed, netop fordi det styrker alliancens centrale afskrækkelsesmission.

I modsætning til mange tidligere partnerskabsinitiativer er dette direkte knyttet til forsvarsindustrielt samarbejde, teknologisk robusthed, forsyningssikkerhed for forsvarskritiske materialer og strategisk signalering.

 

Den nye virkelighed

Det “nye NATO” er på ingen måde en fasttømret konstruktion. Det er en alliance fanget mellem konkurrerende visioner, dybt usikre politiske forpligtelser fra tidligere støtter og uløste strategiske spørgsmål.

Europa bevæger sig mod større ansvar for egen sikkerhed, men uden en klar konsensus om, hvad større strategisk autonomi i sidste ende betyder.

Det centrale spørgsmål for NATO i dag er ikke, om alliancen overlever. Det vil den næsten helt sikkert gøre i en eller anden form, for man bør aldrig undervurdere bureaukratiers sammenbindende kraft.

Det egentlige spørgsmål er, hvilken slags alliance der opstår – og hvor troværdig den forbliver. Vil det være en snæver militær pagt med laserfokus på forsvaret af kontinentet? Eller et bredere politisk-sikkerhedsmæssigt fællesskab, der er i stand til at håndtere hele spektret af kriser, som påvirker Europa?

 

Denne artikel er oprindeligt udgivet på The Conversation under titlen “NATO would survive a US withdrawal. But what kind of alliance would it become?” og er genudgivet her i oversat form under en Creative Commons licens. Artiklen er skrevet af Gorana Grgić, Head of Global Security, Center for Security Studies, Swiss Federal Institute of Technology Zurich; University of Sydney.