Kæmpe vækst i CO2 opsamling verden over men tiltag i stor skala haster

Carbfix i Island er en af mange CO2-opsamlingsanlæg (foto: Carbfix)

CO2 opsamling og opbevaring (CCS) er en måde at reducere mængden af CO2 i atmosfæren, som ifølge FNs klimapanel også er nødvendig for at hjælpe med at tackle den globale opvarmning.

Antallet af igangværende og planlagte CO2-fangst projekter eksploderer lige nu, takket være verdensomspændende bestræbelser på at reducere udledningerne.

En ny rapport fra klimatænketanken Global CCS Institute, som studerer CO2-fangst og -lagring, viser en imponerende vækst på 44 procent over de seneste 12 måneder. (Yale School of the Environment)

Global CCS Institute er verdens førende autoritet inden for CO2-opsamling og -lagring.

CCS anlæg (CCS: Carbon Capture and Storage) bruger blandt andet kulstofopsamling og -lagring til at filtrere emissioner fra kraftgeneratorer, stålværker, cementfabrikker og andre industrianlæg.

Den administrerende direktør for Global CCS Institute, Jarad Daniels mener faktisk, at udsigterne for klimaindsatsen “aldrig har været mere positive”.

Daniels har tidligere arbejdet som direktør i USA´s energiministerium som leder af strategisk planlægning og analyse.

Det rekordhøje antal kommer fra 196 projekterede kommercielle CCS-anlæg herunder 30 i drift, 11 under opførelse og 153 under udvikling.

Et anlæg i Wyoming bliver verdens største (Billede: Carbon Capture Inc.)

Med 61 nye projekterede anlæg tilføjet alene i 2022 er kapaciteten for CO2-opsamling for alle projekter under udvikling vokset til 244 millioner tons om året – en stigning fra 169 millioner tons sidste år. (Global CCS Institute)

Det tal er dog langt under de næsten 1.300 millioner tons CO2, der skal fjernes fra atmosfæren årligt inden 2030 for at bringe verden på vej mod netto-nul-emissioner, ifølge Det Internationale Energiagentur.

Rapporten konkluderer, at momentum bag CO2 opsamling og opbevaring fortsætter med at øges, men der kræves stadig meget mere for at nå klimamålene.

“Ambitionerne skal presserende opgraderes til brede, storskala tiltag, hvis vi skal opretholde et leveværdigt klima,” skriver Jarad Daniels.

”Med rapportens globale status for CCS i 2022, er det tydeligere end nogensinde før, at CCS er et af de afgørende værktøjer, vi skal bruge til at håndtere klimakrisen. Faktisk er det praktisk talt umuligt at nå vores fælles klimamål uden CCS.”

Jared Daniels, Global CCS Institute

Præsident Joe Bidens lov om inflationsreduktion, den største investering i amerikansk historie, indbefatter 369 milliarder dollars til klimaindsats og har skubbet stærkt til investeringen i CCS-projekter. Loven indeholder stærke skatte incitamenter til at investere i direkte CO2 opsamling. Ifølge Global CCS Institute har loven potentiale til at kunne kunne 13-doble amerikansk udbredelse af CCS. (Yale School of the Environment)

Grøn brint og andre brændstoffer med lavt CO2 indhold er også en del af CCS-væksthistorien, med snesevis af grøn brint-projekter, der nu er under udvikling rundt om i verden.

Dette gælder ikke mindst i Danmark, hvor vi rent teknologisk og investeringsmæssigt er langt fremme, og ser ud til igen at kunne være foregangsland for den grønne omstilling og reduktion af CO2 i atmosfæren.

ifølge Jarad Daniels har ”… udsigterne for CCS aldrig været mere positive, hvilket generelt er gode nyheder for en afbødning af klimaændringer.”

”Den globale indsats for at reducere emissioner, herunder investeringer i CCS, er dog stadig dybt utilstrækkelig. Privat kapital skal mødes med regeringers politik for at frigøre det fulde potentiale af CCS og holde den globale opvarmning under 1,5 grader. Kort sagt skal vi bevæge os fra ambition til handling” skriver Jarad Daniels i indledningen til rapporten.

At tallene og det store momentum i CCS-projekter ser lovende ud er der dog ikke tvivl om.

Den fulde rapport fra Global CCS Institute kan læses her: 2022 STATUS REPORT

 

Relaterede artikler:

Danske forskere indfanger CO2 og forvandler det til grøn energi

Nyt lovende projekt vil trække 5 millioner tons CO2 ud af atmosfæren om året

Verdens største fabrik til at trække CO2 ud af atmosfæren er lige startet på Island

 

Kilder: Yale School of the Environment, Newsbreak, Good News Network, Global CCS Institute.

 



BLIV MEDLEM og få adgang til alle vores artikler - Klik her