Klimakrisen og kunstig intelligens er tilsammen måske en enestående chance for mennesket

AI-ekspert og entreprenør, Kai-Fu Lee

En af verdens førende eksperter indenfor kunstig intelligens, Kai-Fu Lee, fortæller, at vi indenfor de næste 5-15 år, bliver nødt til at tænke vores liv, og ikke mindst arbejdsliv, helt om.

Vi er på vej ind i en ny teknologisk revolution, “den kunstige intelligens æra”, og det kan give os nogle ret fantastiske muligheder for en bedre fordeling af arbejdsliv, fritidsliv, og hvad det vil sige at være menneske.

Klimakrisen, med alle dens udfordringer, kan sammen med AI (kunstig intelligens) sandsynligvis blive et positivt vendepunkt, som vil vende op og ned på en række fastgroede forestillinger om det gode liv.

Robotteknologien og kunstig intelligens vil overtage så mange jobs, at vi bliver tvunget til at gentænke vores liv i en retning, der ikke på samme måde som hidtil kredser omkring arbejdet.

Kunstig intelligens kan frigøre og forstærke mennesket

Ifølge Kai-Fu Lee er den kunstige intelligens tidsalder et decideret lykketræf for mennesket, fordi det giver os muligheden for at være mere menneskelige; når vi bliver befriet for rutinejobs, gentagelsesjobs og optimeringsjobs, der alle sandsynligvis vil forsvinde om få år, vil det sætte os fri og forstærke os med et utal af muligheder.

Omstillingen vil frigive flere mennesker til læring og til omsorg i sundhedssektoren. Det vil frigive mere tid til kreativ tænkning og kreativt arbejde. Den kunstige intelligens vil også forstærke vores egne evner til tænkning, som den allerede gør nu indenfor en lang række forskningsmæssige, og erhvervsmæssige områder. Det vil være en en omstilling af dimensioner, som også indebærer det helt indlysende; at det giver os alle sammen en mulighed for at stå af hamsterhjulet og få et mindre stresset liv, hvor vi har langt mere tid til at være sammen vores familie, venner og dyrke de ting, der interesserer os.

 

Klimakrise, livskvalitet og kunstig intelligens

Klimakrisen er sammen med den kunstige intelligens, et historisk øjeblik, der tvinger os til at drømme. Blandt andet om måske at stå af hamsterhjulet, og “droppe vores forbrugsfetichisme og vores CO2-dyre vaner”. (Zetland)

Klimakrisen kan vise sig også at indebære fordele

Der er lige pludselig en historisk mulighed, hvor de ting, der truer os kan gå hen at blive en mulighed, som kan give os et bedre liv, hvor fokus i mindre grad er på at være produktive arbejdere eller, som nogle kalder det, “konkurrencestatens små soldater”.

Det er ikke til at komme udenom, at vi for at håndtere klimakrisen, bliver tvunget til at tænke kreativt og nyt. Få nye forbrugsvaner, spisevaner, rejsevaner og i det hele taget ændre vores måde at leve på. Men vi får samtidig mere tid og flere muligheder for at gøre det i en meget nær fremtid, efter eksperternes vurdering. De ændringer som AI på sigt vil medføre på et samfundsmæssigt plan vil gøre det nemmere for individet at træffe klimavenlige valg, netop grundet den store frigivelse af ressourcer, som AI-teknologien medfører.

Vi står altså helt samtidigt overfor en revolution i teknologi og en klimakrise, der tilsammen kan ændre både vores arbejdsliv og fritidsliv helt afgørende. I en positiv retning vel at mærke.

 

Stå af hamsterhjulet med penge nok fra aktier

Stå af hamsterhjulet med penge nok og en bæredygtig verden

Vi har allerede gang i en verdensomspændende trend, hvor flere og flere vælger at leve mere simpelt og økonomisk, der på samme tid automatisk medfører en langt mere bæredygtig livsstil.

Udviklingen var i første omgang et resultat af et alt for stressende arbejdsliv, der fik mange mennesker i både Danmark og resten af verden til at se sig om efter mere simple måder at leve på, samtidig med at de investerer i aktier, og derfor har en supplerende indtjening. En udvikling, der er dokumenteret og fortalt meget præcist i DR dokumentaren “Stå af hamsterhjulet – med penge nok til resten af livet“.

Det der også er bemærkelsesværdigt er, at det er mennesker med vidt forskellig uddannelsesmæssige, politiske og økonomiske baggrunde. Den udvikling ses også i klimadebatten. Det handler ikke længere om politiske højre-venstre overbevisninger. Det angår og involverer alle lige meget.

Det er ligegyldigt om man er advokat eller maskinarbejder. Alle berøres af klimaændringer, lange arbejdsuger, robotteknologi og kunstig intelligens. Og alle har i det næste årti muligheden for at gribe de chancer det giver.

Ifølge Kai-Fu Lee, forventes den samlede økonomiske aktivitet for AI og AI-relaterede virksomheder over de næste 11 år at udgøre op mod 11 billioner dollars; en sum større end den samlede årlige økonomi i Kina og Indien tilsammen. (Standford University)

Der er med andre ord masser af muligheder i den fremtid vi står overfor. Det der, i første omgang, kan synes som trusler er sandsynligvis et historisk afgørende øjeblik, hvor det kan gå begge veje. Det kræver modet til at drømme stort, tænke nyt og holde målene for øje. Det er ikke en udvikling, der sker af sig selv, men kræver at vi som enkeltpersoner, borgere, virksomheder og stater ser mulighederne og udnytter dem. Vi har i de næste 5-10 år i virkeligheden ret enestående chancer for at skabe en verden, hvor både mennesker og klima trives langt bedre end i dag. Måske er den kunstige intelligens et lykketræf for mennesket som Kai-Fu Lee påstår, og vil samtidig gøre det lettere for os at leve mere intelligent, meningsfuldt og bæredygtigt i verden.

 

Kilder:

Tedtalk med Kai-Fu Lee, How AI can save our humanity

Zetland.dk, Klimaforandringerne har en fordel. Det historiske øjeblik tvinger os til at drømme.

DR, Stå af hamsterhjulet – med penge nok til resten af livet

Pressemeddelse fra Stanford University

 

 

 

 

Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet, hvis du vil modtage de gode historier i din indbakke gratis.


 Støt fri og uafhængig journalistik, så alle fortsat har adgang til væsentlig viden. Du kan her støtte med større eller mindre enkeltbeløb via MobilePay.