Friske tal fra Danmarks Statistik viser, at Danmarks bruttonationalprodukt, BNP, er vokset med næsten 8 pct. siden afslutningen af 2019, lige før coronaen ramte. Dansk økonomi er ifølge en lang række eksperter bundsolid og på nogle områder direkte i verdensklasse, skriver finans.dk.
Ifølge professor i økonomi og tidligere overvismand i Økonomisk Råd, Michael Svarer er Danmark så rig, at de eneste vi kan sammenligne os med er stenrige oliestater.
”Det er ret vildt, og man må næsten tage sig til hovedet for at forstå, hvor stærk den danske økonomi er.” udtalte Michael Svarer tidligere til Politiken.
I en tid med globale spændinger, flere kriser og hastig teknologisk udvikling opretholder Danmark sin førsteplads over verdens mest konkurrencedygtige økonomier. (Ritzau)
De sidste to år har Danmark indtaget førstepladsen blandt 64 nationer på den højt respekterede liste over verdens mest konkurrencedygtige økonomier, som udarbejdes af business-skolen Institute for Management Developments (IMD).
IMD sammenlignede landene på 256 parametre, og Danmark scorede især højt inden for bl.a. åbenhed, infrastruktur, kompetencer og samfundsmæssige rammevilkår.
Ifølge en tidligere lignende rapport fra World Economic Forum er det blandt andet Danmarks robuste sociale sikkerhedsnet, stabile økonomi og et omstillingsparat arbejdsmarked der gør forskellen.
Det er især Danmarks konkurrenceevne, der stikker ud. Konkurrenceevnen har ifølge Danske Bank været med til at skabe en vækst på hele 21 pct. i vareeksporten siden udgangen af 2019, hvilket ifølge banken er »ekstraordinært stærkt.« Vareeksporten i euro-området er til sammenligning steget kun 8 pct. i samme periode. (finans.dk)
Det er ikke mindst en stor og yderst indbringende medicinalindustri der har fået betydning for dansk økonomi.
Novo Nordisk er nu større end resten af de danske top-ti virksomheder tilsammen og er mere værd end kæmpe internationale virksomheder som Coca-Cola, McDonalds og Shell. Værdien af Novo ligger på omkring 2500 milliarder kr. – til sammenligning er Danmarks samlede BNP på ca. 2800 milliarder kr.
Flere andre brancher gør det dog også godt og beskæftigelsen er steget med hele 42.000 personer det seneste år trods energikrise og et historisk tab af realløn.
Den høje opsparing i Danmark er også med til at holde overskuddet på betalingsbalancen i den absolutte verdenstop. I 2022 svarede overskuddet på betalingsbalancen til omtrent 13 pct. af BNP, hvilket er blandt de højeste i verden. (finans.dk)
Sidste år var overskuddet på de offentlige finanser på samlet set 97,4 mia. kr. – det højeste i EU målt i forhold til økonomiens størrelse.
De solide offentlige overskud de seneste år skyldes ikke mindst afkastet på pensionsformuen i pensionsselskaberne, som sikrer staten indtægter via pensionsafkastskatten.
Dansk økonomi vokser stadig og lønningerne er igen på vej med op, så de kan matche prisudviklingen.
”… Beskæftigelsen slår stadig rekorder, og økonomien har aldrig været større” udtaler Lisette Rosenbeck Christensen, seniorøkonom i Arbejdernes Landsbank til finans.dk.
Relaterede artikler:
AI vil sandsynligvis føre til globalt økonomisk boom og måske en 4-dages arbejdsuge
Ny analyse: Danmark ligger i top over økonomier der vil komme styrket ud af coronakrisen
Nye typer medicin kan være en game changer for overvægtige og de relaterede sygdomme
Kilder: Finans, Berlingske, Ritzau, Politiken, imd.org, Danmarks Statistik.