Endelig bliver store tech-firmaer beskattet: USA, EU og OECD erklærer krig mod skattely

Det er lidt af et nybrud at Big Tech endelig skal betale skat

Noget af en revolution er på vej med præsident Bidens nye udspil om en global minimumsskat for store internationale virksomheder.

Ikke mindst de store tech-firmaer har i årevis stort set kunnet undgå at betale skat af deres enorme indtægter ved hjælp af forskellige skattefinter. Det er en de facto skatteunddragelse, der har betydet store tab af skatteindtægter for alle verdens lande. Eksempelvis i Danmark hvor Google og Facebook tjener milliarder og praktisk talt ikke betaler skat. De flytter bare deres hovedkontor til det land med den laveste selskabsskat, og de har kunnet slippe afsted med det i årevis. Det er virksomheder rigere end mange stater, der styrer sociale medier, verdens informationsstrømme og kunstig intelligens, men stort set er uden for demokratisk kontrol og beskatning.

Problemet gælder også EU og resten af verden, hvor der efterhånden mangler store skatteindtægter, der i stedet havner i skattely og hos i forvejen ekstremt rige enkeltpersoner. Mark Zuckerberg og Jeff Bezos, der før corona havde henholdvis 54 milliarder dollars og 104 milliarder dollars har fået fordoblet deres formue under coronakrisen.

EU og Vestager har kæmpet med Big Tech årevis

Bidens ”minimum global tax” plan på 21 procent stemmer overens med anbefalinger på området fra EU og OECD.

Med verdens største økonomi har USA den magt der skal til for i samarbejde med EU og OECD endelig at koordinere en effektiv international lovgivning mod skatteunddragelse.

EU og ikke mindst Margrethe Vestager har i årevis kæmpet en regulær kamp mod de internationale selskabers politik om at spille de enkelte lande ud imod hinanden for at sætte selskabsskatten ned. En skat der i forvejen er historisk lav.

De internationale selskaber har med en hær af mere eller mindre lyssky advokater, banker og såkaldte formueforvaltere systematisk lavet skatteunddragelse og skabt enorme formuer på få hænder. Denne spekulation mod at betale deres rimelige skatteandel har bidraget voldsomt den stigende ulighed i verden.

Bidens plan kan skabe en mere fair verden

Den amerikanske præsidents skatteudspil har imidlertid potentiale til at transformere den økonomiske magtbalance og rette mere op på uligheden, ifølge flere betragtere.

Kort fortalt går planen ud på, at selskaberne skal betale skat i det land de tjener deres penge og ikke hvor de vælger at notere deres overskud. Det skal bringe den internationale skattelovgivning up to date med den moderne digitale virkelighed. (The Guadian)

Planen vil gælde den globale fortjeneste for de største virksomheder, herunder store amerikanske teknologikoncerner, uanset deres fysiske tilstedeværelse i et givet land. (Financial Times)

De store skatteindtægter som kan opnås ved den nye plan skal også være med til at finansiere de store økonomiske genopretningspakker, der er sat i søen; blandt andet USA´s store job og infrastruktur plan.

Google og andre har tjent utrolige summer uden at betale skat

Den nye internationale skattelovgivning er også er en del af Det Hvide Hus pres for en gennemgribende revision af det amerikanske skattesystem, der skal få meget rige mennesker og store virksomheder til at betale mere og hjælpe med at betale regningen for Bidens ambitiøse økonomiske dagsorden. (Reuters)

Flere fremtrædende amerikanske milliarder, herunder Jeff Bezos, Warren Buffet og Bill Gates har i flere år talt for nødvendigheden af at beskatte de superrige og dermed dem selv mere.

Den almindelige amerikaner med en indkomst helt op til 400.000 dollars vil ikke blive beskattet yderligere.

Det amerikanske finansministerium har sendt skatteforslaget til de 135 lande, der forhandler international beskatning i OECD i Paris.

Det er flere analytikeres vurdering, at vi allerede i midten af indeværende år vil få en bred international skatteaftale, som verdens lande har sukket efter i årtier, og som kan være med til at finansiere de store genopretningspakker.

De kommende skattelove er noget af en sejr for en mere retfærdig verden. Siden offentliggørelsen af ​​massive datalæk, såsom “Panama Papers”, er den offentlige forargelse vokset og der har længe været råbt på reform af selskabsskatten.

 

Relaterede artikler:

Biden griber historisk mulighed for at reformere USA og sætte landet i førerposition

Beskat os mere – lyder opfordringen fra en række rigmænd – En hovedrig dansker er en af dem

Superrige bedrager for milliarder og underminerer staten – En verden uden for lov og kontrol?

Facebook og Google betaler stort set ikke skat i Danmark. Organiseret skattebedrag i milliardklassen

 

Kilder: Finanacial Times, Reuters, zetland.dk, Australian Financial Review, Spiegel International, The Guardian.

 



BLIV MEDLEM og få adgang til alle vores artikler - Klik her