Kæmpe sejr for Biden og klimaet vedtages i Senatet efter lang kamp

Kamala Harris kunne bruge sin afgørende stemme

Første del af en omfattende klimalovgivning vil efter 18 måneders intenst skænderi, blive vedtaget i denne uge. Det er en kæmpe sejr for Biden administrationen og ikke mindst klimaet.

“Inflationsreduktions-loven” omfatter 369 milliarder dollars (2.689 millarder kr.) til klimaindsats – den største investering i amerikansk historie. (BBC)

Loven vil, ifølge embedsmændende bag, reducere de amerikanske CO2 udledninger med 40 procent inden 2030.

Loven vil også hæve selskabsskatterne og sænke sundhedsomkostningerne som en del af en pakke på mere end 700 mia. $, som Det Hvide Hus siger, vil betale for sig selv og derudover nedbringe statsgælden med 300 mia. $.

Demokraterne har forhandlet indbyrdes i månedsvis for at sikre, at lovforslaget fik støtte fra hver eneste af partiets 50 senatorer. Især en senator, Joe Manchin har stået i vejen under henvisning til risikoen for mere inflation. Flere økonomiprofessorer siger dog god for lovforslaget, der efter flere ændringer er blevet omdøbt til “Inflation Reduction Act”.

Lovforslaget gik igennem med 51 mod 50 i Senatet, da Kamala Harris i sin egenskab af vicepræsident kunne kaste den afgørende stemme.

Senator Joe Manchin lod sig overbevise til sidst

Lovpakken vil give demokraterne en chance for at nå vigtige politiske mål forud for det kommende midtvejsvalg. (CNN)

”Jeg stillede op til præsidentvalget og lovede at få regeringen til at arbejde for lønmodtagerfamilier, og det er, hvad dette lovforslag gør,” udtaler præsident Joe Biden i en erklæring.

Planen indeholder blandt andet rabatter til at lave klimainvesteringer. Det omfatter effektive hvidevarer, energiforbedringer på amerikanske huse, samt skattefradrag på køb af varmepumper og solceller. (dr.dk)

Repræsentanternes Hus, hvor demokraterne har klart flertal forventes at vedtage lovforslaget den 12. august, hvorefter Biden kan underskrive det til lov.

Lovgivningen vil reducere det amerikanske underskud og blive betalt gennem nye skatter – herunder en minimumsskat på 15% på store multinationale virksomheder og en skat på 1% på aktietilbagekøb – og endelig lukke skattehuller overfor USA´s allermest velhavende.

Dansk Industri bruger også store ord om Bidens plan:

”Biden er snublende tæt på den største investering i klima i USA’s historie. Det er et uvurderligt signal for de danske virksomheder med store grønne interesser i USA, siger Louis Funder, der er Dansk Industris USA-chef. (Jyllandsposten)

Loven er også godt nyt for grønne danske virksomheder

Med blot få måneder til det amerikanske midtvejsvalg vil lovforslagets vedtagelse markere en stor præstation for Det Hvide Hus’ længe fastlåste indenlandske økonomiske dagsorden. (CNN)

Senator Brian Schatz, en demokratisk senator fra Hawaii, græd efter sigende glædestårer, da han forlod Senatet efter afstemningen.

“Nu kan jeg se mit barn i øjnene og sige, at vi virkelig gør noget ved klimaet,” udtalte han ifølge New York Times.

En af de store knaster ved det længe ventede lovforslag har været frygten for yderligere inflation i det hårdt ramte USA. Det er dog ikke længere forventningen blandt førende økonomer, der tror på det modsatte med det gældende indhold af lovgivning og finansiering.

Selvom Biden administrationen ikke er kommet igennem med alle dens ønsker, er loven alligevel det mest ambitiøse tiltag fra amerikansk side på klimaområdet nogensinde; den forventes at få stor betydning i mange år frem også internationalt.

 

Kilder: BBC, CNN, Jyllandsposten, New York Times, dr.dk.

 



BLIV MEDLEM og få adgang til alle vores artikler - Klik her