Nye og billige behandlingsmetoder af Covid-19 er meget lovende ifølge WHO

Gammelkendt lægemiddel effektivt i behandling af corona

Et gammelkendt, billigt og masseproduceret lægemidddel ser nu ud til at være den hidtil bedste løsning til behandling af meget syge coronapatienter.

Det er det kunstige binyrebarkhormon Dexamethason, som ifølge WHO-chef Tedros Adhanom Ghebreyesus bør sættes i produktion i stor skala og distribueres verden over. Lægemidlet er meget lovende til behandling af alvorligt syge coronapatienter, vurderer Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Det anerkendte videnskabelige tidskrift Nature betegner det som et gennembrud i behandlingen af corona.

”Behandlingen er ved at blive bredt implementeret over hele verden, og den kommer til at redde tusinder af liv,” udtaler professor Anders Perner fra intensivafdelingen på Rigshospitalet. (Berlingske)

Det er et hold britiske forskere, der i samarbejde med 175 hospitaler har testet Dexamethason på mere end 2100 patienter og dokumenteret, at præparatet faktisk er mere effektivt end den hidtil mest effektive behandling, som har været lægemidlet Remdesivir. Blandt patienter, der kun kunne trække vejret ved hjælp af en respirator, reducerede Dexamethason dødeligheden med 35 procent.

Anders Perner, Rigshospitalet

”Det er suverænt det mest overbevisende middel, vi har set endnu i forhold til at behandle covid-19” udtaler Anders Perner til Berlingske.

Studiet er offentliggjort i New England Journal of Medicine og viser en reduceret dødelighed i behandlingen af syge patienter, der er 17 procent bedre end Remdesivir. Resultatet er endnu mere markant i behandlingen af meget syge patienter, hvor der var en relativ reduktion i dødelighed på 36 procent i forhold til Remdesivir.

En anden fordel Dexamethason har overfor Remdesivir er, at hvor en behandling med Remdesivir kan løbe op i kr. 20.000, koster en behandling med Dexamethason kun omkring kr. 200.

Danske patienter er allerede begyndt at blive behandlet med præparatet.

På patienter med mildere symptomer, og som ikke behøver ilt eller respirator har midlet dog ingen effekt.

Dexamethason har været på markedet i over 60 år og er gennemtestet. Lægemidlet bliver også brugt i forbindelse med kemoterapi og overfor gigtlidelser.

Tom Wilkinson, University of Southampton

Ud over Dexamethason, er der måske også et et andet meget lovende medikament på vej til behandling af coronapatienter.

Det er lægemidlet Interferon, som i forsøg har vist sig, at forhindre Covid-19 ramte i at udvikle alvorlige symptomer. Op mod 79 procent færre udviklede alvorlige symptomer efter behandling med Interferon ifølge et nyt studie.

Resultaterne viste også, at patienter havde dobbelt så stor sandsynlighed for at opnå en fuldstændig bedring efter Covid-19, hvilket betyder, at de ikke havde nogen varig respirationssvaghed eller andre skader.

Interferon er et protein, der hjælper kroppens immunsystem med at bekæmpe infektioner, og midlet har, på en testgruppe på 100 personer, vist sig at have markant effekt til restitution af lungerne hos coronapatienter.

Midlet har tidligere med succes været brugt mod både SARS og Multipel Sclerose.

Det er bl.a. professor Tom Wilkinson, fra Respiratory Medicine University of Southampton, der står bag forsøgene. Ifølge Wilkinson har Interferon et enormt potentiale til at genoprette lungernes immunforsvar.

Interferon kræver dog flere og bredere forsøg, før det kan anbefales som en generel behandling af Covid-19 patienter.

 

Kilder: Videnskab.dk, Berlingske, jv.dk, The Lancet, bbc.com, nature.com, finans.dk, New England Journal of Medicine

 

 

 

VinterbadningDen ultimative guide til vinterbadning og hvorfor alle burde gøre det nu

Vinterbadning er sundere end man umiddelbart forestiller sig, og der er masser af ny forskning der viser, at vinterbadning giver nogle ret utrolige effekter..

Læs resten af …

 

 

Verdens mange klimaudfordringer kan man faktisk gøre noget ved ifølge Viden Om Klima hvor man kan opleve relevante klimatiltag.

 

 

 

 



BLIV MEDLEM og få adgang til alle vores artikler - Klik her