Artikel af Robert Dover, professor i Efterretning og National Sikkerhed og Dekan for fakultetet ved University of Hull

 

Rusland er allerede i krig med Vesten. Det har været tilfældet siden dets besættelse af Krim i 2014, hvor Rusland søgte at sikre sin adgang til Sevastopol som base for sin Sortehavsflåde og som et potentielt redskab til at påvirke Ukraines politiske retning.

Allerede i 2014 – ved den årlige Valdai-sikkerhedskonference – refererede Vladimir Putin til en eskalering af konflikt med Vesten. Han beskrev senere, at Vesten havde  “krydset en grænse”.

Putin signalerede på det tidspunkt, at han var parat til at eskalere yderligere og true med en bredere militær konflikt, men i stor udstrækning ignorerede Vesten disse budskaber. Det har taget lang tid for NATO og flere vestlige nationer at forstå deres betydning og erkende, at de står over for en vedvarende eskalering.

I dag har Putin fem hovedårsager til at være på krigsfod og betragte Rusland som værende i konflikt med Vesten. Disse er: den gradvise udvidelse af NATO og EU mod russiske grænser; vestlig økonomisk og militær støtte til Ukraine for at modstå invasionen i 2022; anti-russisk retorik og internationale sanktioner på russiske varer; foranstaltninger til at begrænse Ruslands brug af det internationale banksystem; og senest, at Ukraines allierede tillader affyring af langtrækkende missiler ind i Rusland.

Der har været mange indikationer på Kremls tankegang i de mellemliggende år. For eksempel sagde Putin i november 2022: “Vores væbnede styrker… kæmper på en kontaktlinje, der er over 1.000 kilometer lang, og kæmper ikke kun mod nynazistiske enheder, men faktisk hele Vestens kollektive militærmaskine.”

I oktober 2023 beskrev Ruslands sikkerhedsråds næstformand, Dmitrij Medvedev, Ukraines støtter som værende “aktivt på vej til at skubbe os mod 3. Verdenskrig”. I januar 2024 beskrev Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, Rusland som befrier fra en genoplivet anden verdenskrigs akse og antydede, at Rusland stod over for endnu en opblussen af nazisme.

Rusland klassificerer forskellige typer af konfrontation efter geografisk rækkevidde og intensitet. I den laveste ende af skalaen findes “væbnet konflikt”, som sker inden for et enkelt territorium, såsom Tjetjenien.

Ét trin over dette er “lokal krig“. I 2014 så man den første anvendelse af de uidentificerede “grønne mænd” (russiske soldater) På Krimhalvøen for at bevare en form for benægtelse af det, der tydeligvis var en krigshandling. På mange måder var Ukraine på dette tidspunkt i en lokal krig.

En lokal krig har begrænsede militære og politiske mål og finder typisk sted over en kortere periode, som det var tilfældet i den russisk-georgiske krig i 2008. Den kan dog også have konsekvenser for de krigsførende staters allierede. De næste to niveauer af russisk krig er regionale krige og storskala krige.

I regionale krige arbejder flere stater i koalition for at opnå strategisk vigtige militære og politiske mål (som Sovjetunionens engagement i Afghanistan fra 1979-89 og Golfkrigen 1990-91, som ikke involverede Rusland). Det er sandsynligt, at Rusland siden 2022 har opfattet Ukraine-konflikten som en regional krig med visse elementer af en storskala krig.

 

Er en storskala krig nært forestående?

Det næste niveau – en “storskala krig” – er måske tæt på. Disse er krige mellem koalitioner af stater, for eksempel Ukraine og NATO mod Rusland, Iran, Nordkorea og Kina, eller mange lande i forskellige dele af verden (som i Anden Verdenskrig). Storskala krige skaber “radikale militære og politiske forandringer” med intensiverede kampe og spredning. De involverer typisk massiv mobilisering af ressourcer.

Disse koalitioner er endnu ikke i direkte konflikt med hinanden, men der er sket omfattende mobilisering af våben og styrker i Rusland og Ukraine. Nordkorea har for nyligt sendt 10.000 tropper til Rusland.

For Vesten vil en storskala krig markant øge risikoen for atomkrig, skabe aktiemarkedsuro, koste betydeligt flere penge og udsætte europæiske borgere for ustabilitet gennem et stort antal fysiske og cyberangreb.

Europæiske beslutningstagere og borgere har brug for at forstå mere om centrale russiske mål (såsom at skabe en bufferzone mod EU eller sikre de landområder, som Rusland anser som russiske). Ved at gøre dette vil offentligheden vide, hvilke politikere der i praksis tjener eller modarbejder Putins strategiske dagsorden.

Rusland har klart signaleret, at de seneste ændringer i amerikansk og britisk politik, som tillader affyring af langtrækkende missiler ind i Rusland, er eskalerende. For eksempel har Ruslands sikkerhedsrådssekretær, Sergej Sjojgu, sagt: “Når situationen… ikke er i Kyiv-regimets favør, står Vesten over for et valg – fortsætte med at finansiere det og ødelægge den ukrainske befolkning eller anerkende de nuværende realiteter og begynde forhandlinger.”

Rusland ændrede sin atomdoktrin i november og affyrede derefter et atomvåben-kapabelt hypersonisk missil mod Ukraine, hvilket bragte konflikten tættere på en direkte konfrontation med NATO-landene. Den russiske respons på disse ændringer driver eskaleringen, mens russisk-relateret sabotage og spionage fortsætter globalt.

 

Europa begynder at forberede sig

Meget sent begynder Europa og USA at forstå, at Rusland allerede ser sig selv i krig med Vesten, om end i en begrænset form for nu.

Lande tættest på Rusland, som Sverige, Norge, Finland og Litauen, har erkendt dette mest klart. Politisk har de søgt tættere samarbejde med NATO og europæiske militære allierede for aktivt at afvise russisk indblanding. Det er værd at bemærke, at russiske militære ressourcer allerede er strakt ud af deres hjælp til Syrien.

Men samlet set er Europa fundamentalt svækket af årtiers underinvestering i forsvar, manglende koordinering af forsvars- og sikkerhedspolitik og en overdreven afhængighed af USA som sikkerhedsgarant.

Der er begrænset offentlig vilje til at bruge flere penge på forsvar i Europa. Skaden på europæisk politik forårsaget af russisk politisk indblanding og fremkomsten af lommer af højrepopulistiske grupper har også gjort det svært at samle fælles europæiske svar.

 

Hvad sker der nu?

Det er vigtigt at huske, at EU har langt flere ressourcer end Rusland med en stærkere teknologi- og innovationssektor. Ukrainerne har også vist, hvad der kan opnås med droneteknologi, selv mod Ruslands overlegenhed i tropper og artilleri.

Europa skal producere avancerede teknologiske løsninger i stor skala, hvilket de er i stand til. Samtidig er det afgørende at forstyrre Ruslands støttegrundlag ved at forhindre militære overførsler fra Iran, Nordkorea og Kina og begrænse Ruslands militærindustrielle kompleks.

Overordnet er en øget forståelse af russiske intentioner, motivationer og kapaciteter essentiel for Vesten. Dette kan hjælpe med at undgå yderligere eskalering til en storskala krig, eller forbedre Vestens evne til at forhandle med Putin.

 

Denne artikel er oprindeligt publiceret på The Conversation: The west is already at war with Russia. And large-scale conflict may not be far off

Skrevet af Robert Dover, Professor of Intelligence and National Security & Dean of Faculty, University of Hull.

Artiklen er udgivet på nyhedscentrum.dk efter aftale.