Artikel af professor i ledelse og organisation, Sunita Sah fra Cornell Univesity

 

Du sidder til et møde, da din chef foreslår at ændre et tal for at få kvartalsrapporten til at se bedre ud. Hovederne nikker. Slides skifter. Du mærker en knude i maven: Skal du sige noget og risikere at blive stemplet som besværlig, eller tie stille og blive medskyldig?

De fleste forestiller sig det at “sige fra” som dramatiske udbrud. I virkeligheden er det ofte disse små, spændte øjeblikke, hvor samvittighed kolliderer med adlydelse.

Jeg oplevede først trodsighedens kraft ikke på arbejdet, men derhjemme. Min mor var det ultimative “pleasermenneske”: genert, høflig og ivrig efter at imødekomme andre. Hun var næppe 1 meter og 47 høj og satte altid andres behov før sine egne. Men en dag, da jeg var syv, så jeg en anden side af hende.

Vi gik hjem fra købmanden i West Yorkshire i England, da en gruppe teenage­drenge spærrede vejen i en smal gyde. De råbte racistiske fornærmelser og sagde, vi skulle “tage hjem igen”.

Min reaktion var øjeblikkelig: Vær stille, undgå konflikt og kom forbi dem så hurtigt som muligt. Jeg greb min mors arm og prøvede at trække hende med mig. Men det gjorde hun ikke. Min stille, ydmyge, aldrig-konfronterende mor gjorde noget helt andet. Hun stoppede, vendte sig og så drengene direkte i øjnene. Så spurgte hun, roligt men fast: “Hvad mener I?”

Hun var ikke højlydt eller aggressiv. Og i det øjeblik viste hun mig, at trodsighed ikke altid brøler, og at den kan komme fra mennesker, man mindst venter det fra.

Jeg har båret de erfaringer med mig i mit arbejde som læge, senere organisationspsykolog. I årtier har jeg undersøgt, hvorfor mennesker adlyder — også når de ikke ønsker det — og hvordan de kan modstå på en klog måde. I min bog “Defy: The Power of No in a World that Demands Yes” tilbyder jeg en ramme, baseret på adfærdsvidenskabelig forskning, som kan hjælpe dig med at trodse på en måde, der er bevidst, effektiv og tro mod dine værdier.

 

Hvad trodsighed egentlig er

Når folk tænker på trodsighed, forestiller de sig ofte teenagere, der smækker med dørene, demonstranter, der råber i gaderne, eller oprørere, der bryder regler bare for spændingens skyld. Men det er ikke den form for trodsighed, jeg studerer – eller den, der oftest former vores liv.

Trodsighed handler ikke om at være modvillig for modviljens skyld. Det handler om at vælge at handle i overensstemmelse med sine værdier, når man bliver presset til at gøre det modsatte.

Det pres kan komme hvor som helst fra: en chef, der opfordrer dig til at “justere” tallene, en ven, der lokker dig til noget, du ikke tror på, eller en kultur, der siger, at du skal blive på din plads. Trodsighed i sådanne øjeblikke kan være noget så simpelt som at sige “nej”, bede om en afklaring eller blot at stoppe op i stedet for at følge flokken. Andre gange betyder det at tale højt, udfordre autoriteter – eller måske at gå væk.

Set på den måde er trodsighed ikke en fast egenskab, som nogle mennesker er født med, og andre mangler. Det er en praksis: en færdighed, man kan styrke over tid. Nogle dage adlyder du, andre dage modsætter du dig. Det vigtige er, at du har bevidstheden og redskaberne til at vælge aktivt – i stedet for at lade frygt eller vane bestemme for dig.

 

Hvorfor mennesker adlyder

Hvis trodsighed er så vigtig, hvorfor tier folk så ofte stille?

En forklaring er en psykologisk mekanisme, jeg har afdækket i min forskning: insinuationsangst. Den opstår, når folk frygter, at det at sige nej til andres ønsker kan blive opfattet som et tegn på mistillid. At afvise chefens anmodning om at “rette” tallene kan føles som at antyde, at vedkommende er uærlig. For at undgå den ubehagelige følelse vælger man at gå med – selv når det strider imod ens værdier.

Adfærdsvidenskaben har længe dokumenteret denne trang til at adlyde. I 1960’erne viste psykologen Stanley Milgram for eksempel, at almindelige mennesker ville give, hvad de troede var farlige elektriske stød til fremmede, blot fordi en autoritet bad dem om det.

Min egen forskning har vist overraskende høj grad af eftergivenhed over for åbenlyst dårlig rådgivning, selv når den kommer fra en fremmed, og der ikke er nogen konsekvenser ved at sige imod. Folk føler et enormt socialt pres for at følge med strømmen. Hvis man aldrig har lært at sige nej, føles det ubehageligt og akavet.

 

En ramme for handling

Hvis adlydelse er menneskets standardindstilling, hvordan kan man så opbygge muskler for trodsighed? I min forskning har jeg udviklet et simpelt, praktisk redskab, som jeg kalder Trodsighedskompasset. Ligesom et navigationsværktøj guider det dig i svære situationer ved at stille tre spørgsmål:

1. Hvem er jeg? Hvilke kerneværdier betyder mest for mig?
2. Hvilken type situation er dette? Er det sikkert at modsætte sig? Vil det have en positiv effekt?
3. Hvad gør en person som mig i en situation som denne? Hvordan kan jeg tage ansvar og handle på en måde, der stemmer overens med min identitet og mine værdier?

Ved at stille disse spørgsmål flytter du trodsighed fra en mavefornemmelse til en bevidst praksis. Og her er det vigtige: Det tredje spørgsmål (“Hvad gør en person som mig?”) vender tilbage til det første (“Hvem er jeg?”), for det du gør igen og igen, bliver til den, du er.

Trodsighed betyder ikke altid åben konfrontation. Nogle gange betyder det at stille et opklarende spørgsmål, vinde tid eller stille nægte. Det kan betyde at tale højt – eller at gå væk. Nøglen er at starte i det små, øve sig regelmæssigt og forankre sine valg i sine værdier. Som enhver færdighed bliver det mere naturligt, jo mere du øver dig.

 

Hvorfor trodsighed betyder noget nu

Trodsighed kan være risikabelt, men den har sjældent været mere relevant. På arbejdspladsen bliver ansatte presset til at nå mål for enhver pris. I politik mødes borgere af misinformation og polarisering. I hverdagen kæmper folk for at sætte sunde grænser. I alle disse sammenhænge er fristelsen til at adlyde for komfortens skyld stærk.

Derfor er det vigtigt at lære at trodse strategisk. Det beskytter den personlige integritet, styrker institutioner og hjælper med at bevare demokratiet. Og det kræver ikke, at man er højlydt eller konfronterende.

Selvfølgelig er ikke alle former for trodsighed sikre eller garanteret effektive. Nogle gange har de en personlig pris, og nogle vælger stadig at handle, selv når udfaldet er usikkert – tænk på Rosa Parks (sort borgerrettigheds-aktivist) der nægtede at opgive sin plads, eller Colin Kaepernick, der satte sig på knæ (under nationalmelodien). I sådanne øjeblikke bliver handlingen i sig selv budskabet. Begge var dybt forankret i deres værdier, og vurderingen er personlig: Hvad én person synes er risikoen værd, er det måske ikke for en anden.

At sige fra kræver øvelse: at opdage, når værdier er på spil, at stoppe op, før man nikker med, og at vælge handlinger, der stemmer overens med den person, man ønsker at være. Hver handling – uanset om det er samtykke, eftergivenhed eller trods – former ikke bare din egen historie, men også vores samfunds.

Hvis du øver trodsighed, underviser i den og udviser den, kan du forestille dig et andet slags samfund. Du kan begynde at se en verden, hvor – i den samme gyde fra min barndom – en af drengene træder frem og siger til sine venner: “Det der er ikke i orden. Lad dem gå forbi.”

 

 

Denne artikel er genudgivet fra The Conversation under en Creative Commons licens. Læs evt. den originale artikel.

Skrevet af Sunita Sah, Professor of Management and Organizations, Cornell University.

Artiklen er udgivet på nyhedscentrum.dk efter aftale.