Massiv plantning af træer vil kunne udligne et årtis udledning af C02

Forskere har for nyligt fastslået, at kloden har plads til yderligere 1,2 billioner træer i parker, skove og øde områder. Disse træer kunne udgøre en afgørende forskel i kampen mod klimaændringer, ikke mindst i Danmark.

Mangelfuld viden om, hvor mange træer, der fandtes på kloden har hidtil betydet, at man faktuelt har voldsomt undervurderet, hvor massiv en indvirkning skove har i at bekæmpe klimaforandringerne.

Førhen estimerede man, at der var omkring 400 milliarder træer på kloden, men mere præcise målinger viser, at tallet nærmere er omkring 3 billioner.

De nye tal og analyser fra ETH Universitetet i Zürich peger på, at plantning og genplantning af træer i stor skala vil kunne udligne et helt årtis udledning af CO2. (The Independent)

”Plantning af træer bliver efterhånden stadig mere anerkendt som afgørende for at bevare liv på jorden.” (The Independent)

En øget beplantning af træer vil samtidig rette op på den hårdt pressede biodiversitet i naturen.

Det er ifølge forskningen ikke ligegyldigt, hvor træerne plantes. Det vil eksempelvis have en stor effekt i Nordeuropa, herunder Danmark. (CNN)

Australien planlægger allerede at plante en milliard træer inden 2030.

Et meget omtalt projekt i Afrika ”Great Green Wall” er i gang med at plante et 15 km bredt bånd af skov på tværs af hele kontinentet (7775 km).

Forsker ved ETH Universitetet i Zûrich, Tom Crowther

En af de ledende forskere bag de nye analyser, Tom Crowther udtaler til CNN, at han førhen også var skeptisk med hensyn til, hvor meget det egentlig nyttede at plante flere træer, men at han nu er af en helt anden opfattelse.

“Klimaændringer ses ofte som et overvældende og kompliceret problem – det føles nærmest som om det er en andens problem. Noget som andre har med at gøre med og enten beskæftiger sig med eller ikke beskæftiger sig med. Ingen har en simpel løsning til, hvordan man skal håndtere det ,” Siger Tom Crowther.

“Jeg vil gerne prøve at promovere dette som en løsning, som alle kan involvere sig i. Hvis alle de millioner af mennesker, der går i klimastrejker bliver involveret i træplantning, ville virkningen være enorm.” (Tom Crowther til CNN)

Der findes et utal af træplantnings projekter rundt omkring i verden man kan støtte. Hvis man vil være sikker på, at de virker, skal man ifølge den grønne tænketank Concito, især kigge efter de to certifikater VCS eller Gold Standard.

“Hvis projekterne har de her certifikater, kan du være sikker på, at det virker. Folkene bag undersøger nemlig hele tiden, om projekterne lever op til de strenge krav” udtaler videnskablig rådgiver i Concito, Torben Chrintz, til DR.

 

Relateret artikel:

Droner planter 400.000 træer om dagen og målet er meget større

 

Kilder: CNN, The Independent, dr.dk.

 

Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet, hvis du vil modtage de gode historier i din indbakke gratis.


 Støt fri og uafhængig journalistik, så alle fortsat har adgang til væsentlig viden. Du kan her støtte med større eller mindre enkeltbeløb via MobilePay.