Artikel af Ross Channing Reed, Lektor i filosofi ved Missouri University of Science and Technology

 

I sin indflydelsesrige bog The Burnout Society argumenterer den sydkoreanske filosof Byung-Chul Han for, at mennesker i det moderne samfund lever under et krav om at præstere. Han kalder dette et “præstationssamfund”, hvor vi skal være “iværksættere” – brande og sælge os selv; der er ingen tid, hvor vi virkelig er “off the clock”.

I et sådant samfund risikerer selv fritid at blive en form for arbejde. I stedet for at give hvile og mening, bliver fritid ofte konkurrencepræget, performativ og udmattende.

Mennesker, der føler pres for at promovere sig selv, kan for eksempel bruge deres fritid på at lægge billeder på sociale medier af et motionsløb eller en eksotisk ferie – med familie, venner og potentielle arbejdsgivere som publikum – hvilket yderligere bidrager til udmattelse og udbrændthed.

Som filosof og filosofisk rådgiver studerer jeg forbindelserne mellem usunde former for fritid og udbrændthed. Jeg har erfaret, at filosofien kan hjælpe os med at navigere i nogle af fritidens faldgruber i et præstationssamfund. Især den berømte græske filosof Aristoteles (384–322 f.v.t.) kan tilbyde vigtige indsigter.

 

Aristoteles om selvudvikling

Aristoteles indleder sit berømte værk Den Nikomakhæiske Etik med at konstatere, at vi alle søger lykken – men at vi ofte er forvirrede om, hvordan vi opnår den.

Aristoteles mente, at nydelse, rigdom, ære og magt i sidste ende ikke ville gøre os lykkelige. Ægte lykke kræver, sagde han, etisk selvudvikling: “Det menneskelige gode viser sig at være sjælens aktivitet i overensstemmelse med dyd.”

Hvis vi vil være lykkelige, må vi træffe velovervejede valg for at udvikle vaner, der over tid bliver til karaktertræk som mod, mådehold, generøsitet og sandfærdighed.

Aristoteles forbinder eksplicit det gode liv med at blive et bestemt slags menneske. Der findes ingen genvej til etisk selvudvikling – det kræver tid, uden for præstationspresset, uden iværksætterisk selvpromovering.

Han understreger også, at vaner ikke kun handler om handlinger, men også om motiver og karakter. Vore handlinger ændrer vores ønsker: “Ved at afholde os fra nydelse bliver vi mådeholdne, og når vi først er blevet det, er vi bedst i stand til at afholde os fra dem.”

Gode vaner skabes gennem gradvis bevægelse i den rigtige retning via praksis. For Aristoteles fører gode vaner til etisk selvudvikling – og det modsatte gælder også. Derfor er gode venner og mentorer afgørende.

 

Hvordan Aristoteles hjælper os med at forstå fritid

I et præstationssamfund er vi ofte trænet til at reagere på ydre pres for selvpromovering. Vi søger måske lykken i nydelse, rigdom, ære og magt – og mister dermed fokus på den etiske udvikling, der er nødvendig for ægte lykke.

Ægte fritid – fritid uden præstationskrav – er tid, hvor vi kan reflektere over vores prioriteter, dyrke venskaber, tænke selvstændigt og beslutte, hvilket liv vi vil leve.

Det græske ord eudaimonia, ofte oversat til “lykke”, er Aristoteles’ betegnelse for menneskelig trivsel. Ifølge Jane Hurly ser Aristoteles “fritid som essentiel for menneskelig trivsel”. Som Thanassis Samaras argumenterer, er fritid for både Platon og Aristoteles en forudsætning for at opnå den højeste form for menneskelig blomstring – eudaimonia.

Selvom vi måske har begrænsede midler til at opnå nydelse, rigdom, ære og magt, har vi kontrol over det vigtigste: hvilken slags menneske vi bliver. Fritid er afgørende, fordi den giver os mulighed for at vælge, hvilke vaner vi vil udvikle, og hvilken karakter vi vil forme.

Når fritid bruges på konstant selvpromovering, bliver moralsk udvikling vanskelig. Fri tid uden præstationspres er nødvendig for at skabe et stabilt forhold til sig selv – en refleksiv selvbevidsthed, som er nødvendig for at sigte mod det rette mål og træffe moralske valg. Uden dette vil det gode liv forblive uopnåeligt.

 

Fritid gentænkt

I stedet for at overtage præstationssamfundets definition af det gode liv kan vi formulere vores egen vision. Uden en personlig vision risikerer vi at sidde fast i dårlige vaner, der fjerner os fra den moralske udvikling, som gør det gode liv muligt.

Aristoteles gør det klart, at vi kan ændre både vores handlinger, vores ønsker og karakter. Denne selvudvikling er en nødvendig del af det gode liv – et liv i eudaimonia.

De valg, vi træffer i vores fritid, kan bringe os tættere på eudaimonia – eller i retning af udbrændthed.

 

Denne artikel er oprindeligt publiceret på The Conversation: Why leisure matters for a good life, according to Aristotle.

Skrevet af Ross Channing Reed, Lecturer in Philosophy, Missouri University of Science and Technology

Artiklen er udgivet på nyhedscentrum.dk efter aftale.

 

Artiklen kort opsummeret :

Filosoffen Byung-Chul Han peger på, at vi i dag lever i et præstationssamfund, hvor selv fritid bliver en konkurrence.
Jagten på succes, nydelse og status kan ende i udbrændthed – ikke lykke.

Den græske filosof Aristoteles mindede os om, at sand lykke kommer af at udvikle dyder som mod, generøsitet og ærlighed gennem gode valg og vaner.
Ægte fritid uden målrettethed er nødvendig for at give os ro til at tænke, skabe vaner og vælge, hvilket menneske vi vil være.

Uden den frihed risikerer vi at miste grundlaget for ægte menneskelig trivsel.

 

Relaterede artikler:

Hvordan fortidens tænkere og nutidens psykologi kan guide os til det gode liv i en tid med klimakrise og krig

Den usynlige kriger: Psykologien bag klimaangst og hvordan man kan tackle det aktivt

Hjernens “kritiske punkt” kan være nøglen til optimal ydeevne viser ny forskning