Artikel af professor i kemiteknik, Manel Poch Espallargas fra Universitetet i Girona, Spanien og Gonzalo Delacámara Andrés, direktør for IE Center for Water & Climate Adaptation, Instituto de Empresa

 

Som børn har mange af os leget “telefon”-legen – en besked hviskes fra en person til den næste og bliver uundgåeligt forvrænget, efterhånden som den passerer videre. I denne leg betyder folks opfattelse og forståelse mere end den oprindelige besked, men som USA’s forsvarsminister James Schlesinger sagde i 1975: “alle har ret til deres egne meninger, men ikke til deres egne fakta”.

I dag gælder denne udtalelse for klimaforandringer. Mens der er bred videnskabelig konsensus om, at menneskelig handling har bidraget afgørende til at opvarme atmosfæren, havet og jorden, hvilket har forårsaget omfattende forandringer på meget kort tid, er den offentlige mening mindre klar. Mindst 97% af forskerne er enige om, at menneskeheden bidrager til klimaforandringer, men det samme kan ikke siges om samfundet som helhed.

 

Samme fakta, forskellige opfattelser

Forskellige studier og undersøgelser viser, at den sociale konsensus om klimaforandringer er stærkere i Europa end i USA, hvor kun 12% af borgerne er opmærksomme på det videnskabelige samfunds næsten totale enighed. Dette skyldes blandt andet misinformation, mediernes fremstilling og kognitiv bias ( at man fordrejer eksempelvis videnskabelige fakta, så de passer med ens egne værdier, RED.)

At præsentere klimaforandringer som værende til en legitim debat underminerer værdien af videnskabelig konsensus og validerer ofte klimabenægtelse – eller dens mere moderne form; forsinkelsestaktik overfor klimatiltag

Desuden er der en tendens til at præsentere ideologiske fortolkninger af beviserne som simpel uenighed blandt forskere: 82% af Demokratiske vælgere i USA mener, at menneskelig aktivitet bidrager væsentligt til klimaforandringer, sammenlignet med kun 38% af Republikanere. Denne opdeling strækker sig også til reaktionerne på krisen.

 

Ingen håndhævelse, ingen ansvarlighed

Det internationale samfunds overordnede reaktion har ikke været langsom. Efterhånden som regeringer og multilaterale organer er blevet mere opmærksomme på problemet, har de forpligtet sig, omend ujævnt, til planer for afbødning og tilpasning.

Det samme gælder for planer for afkarbonisering, men for det meste er forpligtelserne til at reducere drivhusgasudledninger, som dem, der er beskrevet i Paris-aftalen fra 2015, ikke bindende.

Dette illustrerer en klar hindring for forandring: Disse forpligtelser inkluderer ingen juridiske forpligtelser, ingen effektive håndhævelsesmekanismer og ingen ansvarlighedsmekanismer. Dette underminerer enhver aftale, og deres ujævne og inkonsekvente implementering gør det muligt for nogle lande at være “gratister”, der høster fordelene ved reducerede udledninger, mens de bidrager lidt til omkostningerne.

Grønne overgangsplaner i virksomheder og lande, og endda i den globale energisektor, består af detaljerede strategier mod kulstofneutralitet og målet om netto nul. Disse dækker en række foranstaltninger, fra teknologisk innovation til reguleringsinstrumenter, investeringer og ændringer i individuel og kollektiv adfærd. Forvirring omkring mål som kulstofneutralitet og netto nul er dog i mange tilfælde også en hindring.

Der har været en vis fremgang siden Paris-aftalen i 2015, som forudsagde en stigning i udledninger i 2030 under de daværende politikker på 16%. I dag forventes en stigning på 3% i samme periode, men udledningerne skal stadig falde med 28% for at holde sig inden for 2°C global opvarmning og med 42% for at holde sig under 1,5°C.

CO2-udledninger fra Kinas energisektor steg for eksempel med 5,2% i 2023. Det betyder, at en hidtil uset reduktion på 4-6% i 2025 ville være nødvendig for at nå målet.

 

Hvorfor kan vi ikke sænke udledningerne?

Der er ingen simpel eller enkelt forklaring på menneskehedens inkonsekvente holdninger til klimaforandringer. Det er et utroligt komplekst problem, og kun ved at anerkende dets kompleksitet kan vi forstå og forsøge at ændre adfærd.

På trods af en langsommere årlig vækst er den globale efterspørgsel efter fossile brændstoffer ikke toppet. Det forventes at ske inden 2030, men kun hvis brugen af elektriske køretøjer øges, og hvis Kinas økonomi vokser langsomt, og det øger investeringerne i vedvarende energi.

Store beløb bliver stadig brugt på olie- og gasinvesteringer. Mellem 2016 og 2023 nåede de et årligt gennemsnit på omkring 750 milliarder dollars.

I 2023 nåede de globale investeringer i ren energi et anslået beløb på 1800 milliarder dollars, selvom de var koncentreret i nogle få lande: hovedsageligt Kina, EU og USA. For hver dollar, der investeres i kulbrinter, går der allerede cirka 1,8 dollars til ren energi, men ikke alt går til vedvarende energikilder.

Det skal også bemærkes, at langsigtede “rebound-effekter” ofte kan opveje vellykkede reduktioner i brugen af visse råmaterialer som kul.

Desuden er fordelene ved reduktioner i kulstofudledninger globale og langsigtede, mens de tilknyttede omkostninger ofte er lokale og øjeblikkelige.

I mellemtiden er udviklingen i lavindkomst- og udviklingslande stadig ofte mindre miljøvenlig – som Indiens fortsatte afhængighed af kul – på trods af beviser for, at sidegevinsterne ved at reducere kulstofudledninger opvejer omkostningerne ved afbødning i en række sektorer.

 

Løsningerne forbliver mindre klare

Det synes klart, at der ikke er nogen enkelt løsning. Nogle mulige løsninger kræver infrastruktur eller teknologier til at håndtere ressourcer mere effektivt, men flere og flere involverer ændringer i vores livsstil og værdier.

I klassisk økonomi antages det, at en person med tilstrækkelig information og indkomst altid vil vælge det, der maksimerer deres velfærd. Denne forklaring er dog utilstrækkelig – den antager, at mennesker kun lever for at maksimere tilfredshed gennem forbrug og ignorerer drømme, forventninger og mål, der kan omfatte andre mennesker.

Herbert Simons arbejde i 1950’erne viser, at vores beslutninger mere præcist forklares ved det, der kaldes begrænset rationalitet: vores kognitive kapacitet, information og tid er begrænset, så vi forenkler virkeligheden og tilpasser os.

Zygmunt Baumans opfattelse af “flydende modernitet” forestillede sig overgangen fra en solid modernitet til en mere flydende, ustabil form, der ikke er i stand til at opretholde et adfærdsmønster i lang tid og meget mere tilbøjelig til forandring.

I samme ånd taler Gilles Lipovetsky om individualismen og hedonismen i en kultur, der prioriterer den umiddelbare opfyldelse af individuelle ønsker frem for engagement og ofre i tjeneste for etiske principper.

Hvordan kan vi forene disse ideer, der forklarer, hvordan vi reagerer på nødvendige ofre vi må lave, som implicit eller eksplicit dukker op i narrativerne om klimaindsats og retfærdig omstilling?

Måske er anerkendelsen af kompleksitet og forsøget på at forstå, hvordan vi beslutter os, en del af svaret. Menneskers fordomme og stereotype opfattelser og inkonsekvenser er lettere at opdage hos andre end hos en selv.

 

Denne artikel er oprindeligt publiceret på The Conversation: Climate change: why is there still a gap between public opinion and scientific consensus, and how can we close it?

Skrevet af professor i kemiteknik, Manel Poch Espallargas fra Universitetet i Girona, og Gonzalo Delacámara Andrés, direktør for IE Center for Water & Climate Adaptation, IE University.

Artiklen er udgivet på nyhedscentrum.dk efter aftale.

 

 

 

 

 

Refleksiv isolering skaber fremtidens isolering