Det har længe været dokumenteret, hvordan de store olie- og gasvirksomheders egne forskere for mange år siden advarede selskaberne mod de katastrofale konsekvenser af fossile brændstoffer. Nu truer en bølge af retssager olieselskaberne, der vil stille dem til regnskab for klimakrisens enorme omkostninger.
Exxon og andre olieselskaber har i mere end 20 år betalt falske eksperter for at så tvivl om klimaforandringerne – stik mod hvad deres egen forskning viste, som det blandt andet blev dokumenteret i DR programmet Kampagnen mod Klimaet.
Egentlig var verdens ledende politikere allerede i 1990´erne parat til at lave tiltag for at imødegå klimaforandringer – lige indtil olieselskaberne begyndte at poste flere hundrede millioner af dollars i en målrettet kampagne på at så tvivl om forskningen. En helt utilgivelig handling, som satte verden i stå i årtier med bekæmpelsen af klimaforandringer. Verdens lande havde sandsynligvis startet allerede for mindst 20 år siden med seriøse klimatiltag, havde det ikke været for olieselskabernes bevidst vildledende kampagner. Værdifuld tid gik ganske enkelt tabt på grund af få enkeltpersoners grådighed.
Med en hidtil uset stribe af retssager står USA´s oliegiganter nu over for et opgør for ødelæggelser og tab forårsaget af fossile brændstoffer.
Efter et århundrede med ekstraordinær økonomisk og politisk magt står olie- og gasindustrien nu til ansvar for at have forårsaget den største eksistentielle trussel i vores levetid. (The Guardian)
Retssagerne føres af flere byer og stater på tværs af USA .
Det er blandt andet kystbyer, der kæmper for at holde det stigende havniveau i skak, midtvestlige stater, der oplever enorme skybrud ødelægge afgrøder og huse, og fiskerisamfund, der taber fangster på grund af opvarmningen af havene. De kræver nu, at oliekonglomeraterne betaler erstatning og træffer hasteforanstaltninger for at reducere yderligere skade fra brugen af fossile brændstoffer.
Olieindustriens ageren og vildledning af offentligheden kaldes “det mest konsekvensfulde cover-up i amerikansk historie”. Man har tidligere set store juridiske opgør med tobaksindustrien, der i årtier tilsvarende brugte enorme summer på at vildlede om tobaks alvorlige skadevirkninger. Konsekvenserne af olieindustriens vildledning er langt større og vil række mange generationer frem.
Allerede i 1979 konkluderede en rapport fra Exxons egne forskere, at “brugen af fossile brændstoffer vil forårsage dramatiske konsekvenser for klimaet i de kommende årtier. Problemet er stort og presserende.” konkluderede rapporten. (Europa-Parlamentet)
“Men i stedet for at følge beviserne for den forskning, de selv finansierede, arbejdede store oliefirmaer sammen for at begrave fundene og promovere en falsk fortælling for at undergrave den voksende videnskabelige konsensus omkring klimaforskningen. Olieindustriens kampagne for at skabe usikkerhed gav pote i årtier ved at mudre offentlighedens forståelse af de voksende farer ved global opvarmning og forsinke politisk handling.” (The Guardian)
Den omstændighed at olieselskaberne har kendt til konsekvenserne og samtidig groft har vildledt politikere og offentlighed gør, at de har mistet enhver troværdighed. Selskaberne vil derfor stå dårligt i de kommende retssager, ifølge juraprofessor, Daniel Farber fra University of California.
Klimakrisens alvorlighed og hastende karakter er der ikke tvivl om. Udkast til ny FN -rapport om klimaet advarer om, at konsekvenserne af klimakrisen, herunder stigende have, intens varme og kollaps af økosystemer, fundamentalt vil omforme livet på Jorden i de kommende årtier. (Agence France-Presse)
De valg vi laver i de næste årtier vil afgøre om liv på jorden kan trives eller bare overleve lyder det i udkastet til FN rapporten.
Relaterede artikler:
Klimakrisen skyld i de dødelige hedebølger og oversvømmelser i USA og Europa
Verdens største olieselskab styrtdykker: Exxon Mobiles fald fra Dow Jones markerer en milepæl
Disse 20 firmaer er skyld i mere end 30 procent af verdens CO2-udslip
Kilder: The Guardian, FN, Agence France-Presse.