Midt i alle bankskandaler må det siges at være en god nyhed, at 130 banker nu har underskrevet FN’s principper for ansvarlig bankvirksomhed.
De 130 banker er tilsammen ansvarlige for svimlende 320 billioner kr. i aktiver.
Det er et beløb, der svarer til ca. 3 gange USA´s samlede bruttonationalprodukt, eller ca. 160 gange Danmarks BNP.
FN har overbevist de mange banker om at forpligte sig til at investere i bæredygtige løsninger fremfor eksempelvis fossile energiformer.
De seks principper FN har opstillet giver en ramme for, hvordan verdens største finansielle organisationer kan yde et mere positivt bidrag til samfundet end hidtil: “Verden er under forandring, og banker skal være gennemsigtige og tydelige med, hvordan deres produkter og tjenester skaber værdi for deres kunder, investorer og samfundet.” (UNEP Finance Initiative)
Det er samtidig blevet attraktivt for storbanker at genvinde noget af deres tabte renomme´ – og kundekreds ikke mindst.
På verdensplan er der flere og flere bankkunder, der skifter over til banker med en højere etik end det man har set i de seneste år med hvidvaskskandaler og skatteunddragelse.
Siden starten af 2018, hvor hvidvasksagen kom for dagens lys, har Danske Bank mistet 76.000 NemKonto-kunder, og deres indtægter fra renter og gebyrer er faldet med 32 procent. (Finans.dk)
De deltagende banker skal opdatere om deres fremskridt – hvilket gør disse finansielle institutioner mere gennemsigtige og ansvarlige for miljøet end nogensinde før – og kan fjernes fra listen, hvis FN ikke mener, at de tager opgaven alvorligt.
Den Europæiske Investeringsbank (EIB) meldte allerede i sommers ud, at de vil ”stoppe for pengestrømmen til energi infrastrukturprojekter, der skal udlede fossile brændstoffer i 2020”. (Børsen)
De medunderskrivende banker har forpligtet sig til at tilpasse deres langsigtede investeringer, så de er i overstemmelse med Paris-aftalen og FN´s mål om bæredygtig udvikling.
Den nye “bankkontrakt” kan meget vel vise sig at være en milepæl i kampen mod klimaforandringerne, og der er andre lignede initiativer i gang verden over.
Danske Bank og Nordea er gået med i en aftale kaldet ”The Poseidon Principles”, der stiller klimakrav til de rederier, der vil have finansiering i bankerne.
FN har givet bankerne fire år til at rydde op i deres forretningsmodeller, og der er et stykke vej endnu. 7 ud af 10 af verdens største banker har endnu ikke underskrevet FN´s principper.
Som kunde og forbruger mangler der også stadig mere gennemsigtighed hos mange banker, – så bankerne ikke bare kan nøjes med at “fremstå” ansvarlige, uden tilstrækkelig dokumentation.
Der er dog ingen tvivl om, at de banker og finansielle institutioner som kan leve op til de strenge krav om bæredygtige investeringer, også vil kunne få flere kunder, og ikke mindst forbedre deres renomme´.
Nogle banker tager endda skridtet videre og screener virksomheder i forhold til bæredygtig madproduktion og genbrug af plastic.
Det er ikke kun et renomme´ og kundespørgsmål for bankerne. Mange af de investeringer, der er lavet verden over kan meget vel vise sig at være tabte, hvis klimakrisen ikke håndteres i tide; der er ingen tvivl om, at man som ansvarlig og langsigtet investeringsvirksomhed er tvunget til at se dette faktum i øjnene.
Relaterede artikler:
Nu kommer de store investorer på banen for at redde klimaet og dem selv
Ny rapport viser en tredobling af den globale sårbarhed over for havvandsstigninger
Man kan faktisk hive CO2 ud af atmosfæren – og det er billigere end du tror
27 af verdens storbyer har allerede vendt CO2-udledning afgørende siden klimaaftalen
6 væsentlige grunde til at begynde at være mere optimistisk omkring klimakrisen
Kilder: Børsen, finans.dk, dr.dk, positive.news, unepfi.org/banking/bankingprinciples