Banebrydende teknologi hjælper folk med at falde hurtigere i søvn ved hjælp af lydstimulation

“Vi har en teori om, at den lyd, vi spiller, udløser en auditiv-fremkaldt reaktion i hjernen,” siger David Wang. Billede: Elemind.

Ny teknologi fra amerikansk elite-universitet kan måske give dig hurtigere og bedre søvn fremover.

Kender du det, hvor du vender og drejer dig i sengen efter en lang dag og bare ønsker, at du kunne slukke for hjernen og sove? Det lyder måske som science fiction, men det er præcis, hvad amerikanske forskere sigter efter med deres nye teknologi, skriver de i en pressemeddelelse.

Elemind, en start-up virksomhed grundlagt af forskere fra verdens førende tekniske universitet, MIT, har udviklet et hovedbånd, der bruger akustisk stimulering til at bringe folk hurtigere ind i en søvntilstand. Hovedbåndet, der anvender en elektroencefalogram (EEG)-sensor, udsender lydstimulation, som synkroniseres med hjernens bølger for at fremme en hurtigere indsovning.

I et mindre studie på voksne med søvnproblemer reducerede 30 minutters stimulering fra hovedbåndet den tid, det tog for deltagerne at falde i søvn, med 10 til 15 minutter. Elemind begyndte i sommeren 2024 at levere produktet til en begrænset gruppe brugere som en del af et pilotprogram for at samle feedback, før det gøres mere almindeligt tilgængeligt.

 

Fra forskning til produkt

Elemind måler hjernesignaler og leverer et akustisk feedback, der skulle hjælpe en ind i dyb søvn. Billede: Elemind.

Formålet med hovedbåndet er at tilbyde en ikke-kemisk løsning på søvnproblemer, som ikke har de bivirkninger og risici, der ofte er forbundet med sovemedicin.

Virksomheden Elemind blev grundlagt af MIT-professor Ed Boyden, og studerende David Wang og Meredith Perry samt tidligere postdoc, Nir Grossman og tidligere forskningsmedarbejder på MIT’s Media Lab, Heather Read.

“Vi ønskede at skabe et alternativ til dem, der vil have en god nats søvn uden bivirkninger,” siger Perry, CEO i Elemind. “Vi tror, at mange forskellige grupper vil kunne få gavn af vores enhed, uanset om du er en ammende mor, der ønsker at undgå sovemedicin, en person, der rejser på tværs af tidszoner og vil bekæmpe jetlag, eller personer, der ønsker at forbedre deres ydeevne dagen efter ved at få mere kontrol over deres søvn.”

David Wang tilbragte næsten 15 år på MIT, hvor han tog fire grader, herunder en PhD i kunstig intelligens i 2015. I 2014 samarbejdede han med Grossman om at måle biologiske svingninger i hjernen og kroppen i realtid. Deres arbejde førte dem til teknikken “fase-låst stimulering”, der involverer nøje timet auditiv stimulering, som synkroniseres med hjernens aktivitet.

“Man måler en variabel, der ændrer sig, og ændrer derefter stimulansen i realtid som respons,” forklarer Boyden, som pegede Wang og Grossman i retning af de matematiske teknikker, der nu udgør en del af Eleminds grundlæggende idéer og teknologier.

Fase-låst stimulering er tidligere blevet brugt til at afbryde anfald og rystelser ved hjælp af elektroder implanteret i hjernen. Men i 2021 offentliggjorde Wang, Grossman og deres kolleger en artikel, der demonstrerede, at elektrisk stimulation udenpå kraniet kunne reducere symptomerne på essentiel tremor, en almindelig bevægelsesforstyrrelse.

Resultaterne var lovende, men i stedet for at gå ind i et reguleret medicinsk område besluttede de at starte med at teste deres teknologi på søvn. De udviklede derfor et system, der leverer auditive impulser, som er timet til at fremme eller undertrykke alfa-oscillationer i hjernen, som ofte er forhøjede hos personer med søvnbesvær.

Dette førte til udviklingen af hovedbåndet, som måler hjernebølger via EEG og analyserer dem gennem Eleminds algoritmer. Algoritmerne genererer derefter lyd, som afspilles gennem en knogleledende højttaler. Når hovedbåndet registrerer, at brugeren er faldet i søvn, dæmpes lyden gradvist.

“Vi har en teori om, at lyden udløser en auditivt fremkaldt respons i hjernen,” siger Wang. “Det betyder, at vi får hjernens hørecenter til at udløse en spændingsbølge, som spreder sig i hjernen og forstyrrer aktiviteten i andre regioner. For folk, der tænker meget, inden de falder i søvn, kan dette hjælpe med at dæmpe deres tankestrøm.”

 

Teknologien rækker videre end søvn

Elemind har også etableret samarbejde med otte universiteter, der udforsker teknologiens effektivitet i en række anvendelser, fra tremor til hukommelsesdannelse og Alzheimer. “Vi udvikler ikke kun dette produkt, men bidrager også til neurovidenskaben ved at indsamle detaljerede data, som forhåbentlig kan hjælpe andre forskere,” siger Wang.

Et samarbejde med McGill University har for eksempel vist, at brug af Eleminds lydstimulering under søvn kan øge aktivitet i hjernens motoriske områder og forbedre hukommelsen hos raske voksne. Andre studier har vist, at teknologien kan reducere essentiel tremor og fremme bedring efter bedøvelse.

For nu fokuserer Elemind dog på søvnapplikationen, men de planlægger at udvide til andre områder som medicinske interventioner og forbedring af hukommelse og koncentration, efterhånden som forskningen udvikler sig.

“Vores vision er, at denne teknologi kan udvikles til en slags ‘app store’ for hjernen,” siger Perry. “Vi ser for os, at man i fremtiden vil kunne downloade forskellige hjerne-tilstande, som man downloader en app.”

Ifølge Sundhedstyrelsen i Danmark oplever omkring 15 procent af befolkningen at være meget generet af søvnbesvær eller søvnproblemer.

 

Ovenstående artikel bygger primært på en pressemeddelelse fra MIT, men er forkortet af RED.

 

Relaterede artikler:

Glem reglerne for søvn – ny forskning kan være en øjenåbner for mange ifølge BBC

Hvad du foretager dig i dag kan booste din tankevirksomhed op til 2 uger efter

Din krop ældes særligt i 2 hurtige spring viser forskning fra Stanford University

 

Kilder: MIT News, Good News Network, The Wall Street Journal, National Library of Medicine, Sundhedstyrelsen.

 

 



BLIV MEDLEM og få adgang til alle vores artikler - Klik her