Artikel af Stefan Wolff, professor i International Sikkerhed ved University of Birmingham

 

Donald Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus i januar 2025, kombineret med et republikansk ledet amerikansk Senat og Repræsentanternes Hus, blev bredt frygtet blandt internationale allierede og vil blive hilst velkommen af nogle af USA´s fjender. Mens de førstnævnte tager det med oprejst pande, har sidstnævnte svært ved at skjule deres glæde.

I krigen i Ukraine er Trump sandsynligvis interesseret i at presse Kyiv og Moskva til i det mindste en våbenhvile langs de nuværende frontlinjer. Dette kunne muligvis involvere en permanent aftale, der anerkender Ruslands territoriale gevinster, herunder annekteringen af Krim i 2014 og de områder, der har været besat siden invasionen af Ukraine i februar 2022.

Det er også sandsynligt, at Trump vil acceptere krav fra Ruslands præsident, Vladimir Putin, om at forhindre et fremtidigt ukrainsk Nato-medlemskab. Givet Trumps velkendte modvilje mod Nato, vil dette også lægge betydeligt pres på Kyivs europæiske allierede. Trump kunne endnu engang true med at forlade alliancen for at få europæerne til at indgå en aftale med Putin om Ukraine.

Hvad angår Mellemøsten, har Trump tidligere været en stærk støtte for Israel og Saudi-Arabien. Han vil sandsynligvis forøge sin støtte, herunder ved at indtage en endnu hårdere linje over for Iran. Dette passer godt med den israelske premierminister Benjamin Netanyahus aktuelle prioriteter.

Netanyahu virker fast besluttet på at ødelægge Irans proxygrupper Hamas, Hizbollah og Houthierne i Yemen og alvorligt reducere Irans kapacitet. Ved at afskedige sin forsvarsminister, Yoav Gallant, som kritiserede hans håndtering af offensiven i Gaza, har Netanyahu lagt grunden til en fortsættelse af konflikten der.

Det forbereder også en udvidelse af offensiven i Libanon og et potentielt ødelæggende angreb mod Iran som svar på enhvet yderligere iransk angreb mod Israel.

Trumps valgsejr vil give Netanyahu mod til at handle. Og dette vil igen styrke Trumps position over for Putin, som er begyndt at  være afhæng af iransk støtte i sin krig i Ukraine. Trump kunne tilbyde at holde Netanyahu tilbage i fremtiden som en forhandlingsbrik med Putin i sit spil om at sikre en aftale om Ukraine.

 

Drejning mod Kina

Mens Ukraine og Mellemøsten er to områder, hvor der lurer forandringer, vil relationerne til Kina sandsynligvis være præget mere af kontinuitet end af forandring. Med relationerne til Kina som den muligvis vigtigste strategiske udenrigspolitiske udfordring for USA, videreførte Biden-administrationen mange af de politikker, som Trump vedtog i sin første periode – og Trump vil sandsynligvis styrke dem i sin anden periode som præsident.

Et Trump-ledet administration vil sandsynligvis øge importafgifterne, og han har talt meget om at bruge dem til at ramme Kina. Men Trump er også lige så sandsynligt villig til at indgå pragmatiske, transaktionelle aftaler med Kinas præsident Xi Jinping.

Ligesom i forholdet til sine europæiske Nato-allierede er der også et stort spørgsmålstegn ved Trumps engagement til forsvaret af Taiwan og andre traktatallierede i Asien, herunder Filippinerne, Sydkorea og potentielt Japan. Trump er i bedste fald lunken over for amerikanske sikkerhedsgarantier.

Men som hans svingende forhold til Nordkorea i hans første periode viste, er Trump til tider villig til at presse situationen faretruende tæt på krig. Dette skete i 2017 som svar på en nordkoreansk test af interkontinentale ballistiske missiler.

Regimets uforudsigelighed i Pyongyang gør en gentagelse af denne slags sammenstød lige så sandsynlig, som Trumps egen uforudsigelighed gør det tænkeligt, at han ville acceptere et Nordkorea med atomvåben som en del af en bredere aftale med Rusland, der har udviklet stadig tættere relationer med Kim Jong-uns regime.

Ved at gøre dette ville Trump få yderligere indflydelse over Kina, som har været bekymret over de voksende bånd mellem Rusland og Nordkorea.

 

Forberedelse til et Trump-ledet administration i Det Hvide Hus

Venner og fjender vil bruge de resterende måneder, før Trump vender tilbage til Det Hvide Hus, på at forsøge at forbedre deres positioner og gennemføre ting, som ville være vanskeligere, når han er i embedet.

Forventningen om et Trump-pres for en afslutning på krigene i Ukraine og Mellemøsten vil sandsynligvis føre til en intensivering af kampene der for at skabe, hvad de forskellige parter mener kan være en mere acceptabel status quo for dem. Dette lover ikke godt for de humanitære kriser, der allerede ligger i begge regioner.

Øgede spændinger på og omkring den koreanske halvø er også tænkelige. Pyongyang vil sandsynligvis gerne styrke sin status med endnu flere missil- og potentielt atomprøvesprængninger.

En optrapning af kampene i Europa og Mellemøsten og af spændingerne i Asien vil sandsynligvis også belaste forholdet mellem USA og dets allierede i alle tre regioner. I Europa er frygten, at Trump kunne indgå aftaler med Rusland uden om sine EU- og Nato-allierede og true dem med at blive forladt.

Dette ville underminere holdbarheden af enhver ukrainsk (eller bredere europæisk) aftale med Moskva. Den relativt sørgelige tilstand af de europæiske forsvarskapaciteter og den svindende troværdighed af den amerikanske atomparaply vil kun hjælpe med at opmuntre Putin til at fremme sine imperiale ambitioner, når han har sikret en aftale med Trump.

I Mellemøsten ville Netanyahu være fuldstændig ubegrænset. Og selvom nogle arabiske regimer muligvis bifalder, at Israel angriber Iran og iranske proxyer, vil de bekymre sig om reaktionerne på palæstinensernes situation. Uden at løse dette vedvarende problem vil stabilitet i regionen, for ikke at nævne fred, være næsten umuligt.

I Asien er udfordringerne anderledes. Her er problemet i mindre grad en amerikansk tilbagetrækning og mere en uforudsigelig og potentielt ukontrollabel eskalering. Under Trump er det meget mere sandsynligt, at USA og Kina vil finde det svært at undgå den såkaldte Thukydids fælde – uundgåeligheden af krig mellem en dominerende, men falmende magt og dens stigende udfordrer.

Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt amerikanske alliancer i regionen er sikre på længere sigt, eller om nogle af dens partnere, som Indonesien eller Indien, vil overveje at tilpasse sig til Kina.

I bedste fald betyder alt dette større usikkerhed og ustabilitet – ikke kun efter Trumps indsættelse, men også i månederne indtil da.

I værste fald vil det vise sig at være Trumps selvudråbte ufejlbarligheds undergang. Men når han og hans team indser, at geopolitik er en mere kompliceret affære end fast ejendom, kan det være, at de har indført det selvsamme kaos, som de har anklaget Biden og Harris for.

 

Denne artikel er oprindeligt publiceret på The Conversation: What Trump’s victory means for Ukraine, the Middle East, China and the rest of the world

Skrevet af Stefan Wolff, professor i International Sikkerhed ved University of Birmingham.

Artiklen er udgivet på nyhedscentrum.dk efter aftale.