Covid-19 krisen har medført en arbejdsrevolution og mere bæredygtig adfærd

Vi står foran en større arbejdsrevolution, hvor alle vinder

Der er under coronakrisen opstået en ny arbejdsform, hvor både medarbejdere og virksomheder oplever, at det i mange situationer fungerer bedre med hjemmearbejde og onlinemøder i stedet for de traditionelle rammer.

Der er mindre spildtid ved møder, og koncentrationsevnen og dermed produktiviteten er steget.

Det samme gælder medarbejdertrivslen; arbejdformen har ganske enkelt betydet færre sygedage og mere fleksibilitet.

“Vi kan genkende det fra vores egne medlemmer. Det giver en øget fleksibilitet, som både de ansatte og arbejdspladsen får glæde af”, siger Martin Rasmussen, næstformand for landets næststørste fagforening, HK. (dr.dk)

De mere mistænksomme chef-typer har også fået et nyt syn på hjemmearbejde.

Virksomhederne har fundet ud af, at deres ansatte pludselig er både mere produktive og har langt færre sygedage. Flere store danske virksomheder melder om NUL sygedage under nedlukningen, hvor deres medarbejdere har arbejdet hjemmefra.

Den amerikanske techgigant Twitter har meldt ud, at de vil gøre hjemmearbejdsordningen permanent for dem der ønsker det, og flere danske virksomheder ser nu ud til at følge efter med tilbud om større muligheder for hjemmearbejde.

En virksomhed i Aalborg har ligefrem meldt ud, at de vil lukke deres kontor og gøre hjemmearbejde til en permanent løsning.

– Allerede inden corona-krisen havde vi tænkt på at begynde at arbejde hjemme. Jeg er helt sikker på, at det bliver fremtiden på flere arbejdspladser, siger Morten Dalum fra IT-virksomheden Acadal. (TV2 Nord)

Det er især den mere fokuserede arbejdstid uden forstyrrelser som giver store fordele mener Morten Dalum.

“Hvorfor tvinge folk til at møde på arbejde, hvis de er mere glade, når de arbejder hjemmefra?” Martin Sandvad, direktør hos IT-virksomheden Ka-Ching (tv2ostjylland.dk)

 

OK fra chefen til at arbejde hjemme

Hos den århusianske IT-virksomhed Ka-Ching har man ladet medarbejderne selv bestemme, hvor de vil arbejde; på kontoret eller hjemme. Det kan også være en kombination, hvor man er nogle få timer på kontoret og derefter laver resten hjemme på tidpunkter, der passer ind i ens liv.

“Det er jo et massivt spild af tid og ressourcer, at vi alle sammen tvinges til at køre til og fra kontoret hver dag. Det er både dårligt økonomisk, ikke bæredygtigt og ikke klimavenligt. Det er alle de forkerte ting, udtaler direktør Martin Sandvad.

De timer man sparer i transport er timer man har ekstra til familien, eller ens fritidsaktiviteter.

Det er en stor fordel er, at man ikke behøver at pendle frem og tilbage hver dag. Det er både godt for miljøet, men betyder også at virksomheders rekrutteringsgrundlag bliver noget større, når de kan have medarbejdere fra hele landet.

Frisk luft over storbyerne har givet mange et “wake-up call”

Især det miljømæssige aspekt er noget mange, specielt i storbyerne, har langt mærke til. De kan pludselig dufte foråret i stedet for bilforurening, og det er en generel tendens, at folk under krisen har fået et tættere forhold til naturen og mindre stress i deres liv.

Det er en tendens, der ligesom arbejdsrevolutionen, ser ud til at gælde hele verden; I USA har hele 64 procent haft det, der kaldes et ”eco wake-up call”.

Covid-19 krisen har desuden tilskyndet omkring 70 procent af amerikanerne til at have en mere bæredygtig adfærd på forskellige områder. Undersøgelsen er lavet af det britisk-amerikanske analysebureau OnePoll. (goodnewsnetwork.org)

Coronakrisens arbejdsrevolution handler måske i virkeligheden om, at den enkelte har genvundet noget af kontrollen over sin tid og dermed sit liv. Og sandsynligvis også genvundet kontrollen med vores fælles fremtid.

Vi har set, hvordan verden på kort tid er blevet markant renere; renere luft og renere have er umiskendeligt billedet verden over.

Covid-19 krisen ser ud til at have givet mange en realistisk udsigt til, at vi kan stoppe klimaforandringer og forurening af kloden.

Den har i hvert fald åbnet øjnene for mange for, at tingene kan gøres anderledes, og det vil mange ifølge alle meningsmålinger gerne blive ved med.

 

Relaterede artikler:

Kan ”deep work” give os mentale superkræfter, og ændre vores liv?

En af de mest værdiskabende evner i vores samfund, er paradoksalt nok ved at blive en sjældenhed. Evnen til dyb koncentration er den egenskab, der i mange job skaber virkelig værdi…

Læs resten af …

 

 

Torsdag er den nye fredag: En 4 dages arbejdsuge kan være lige om hjørnet

“Det mest overraskende er imidlertid, at den samlede produktivitet også stiger, trods færre arbejdsdage til samme løn” …

Læs resten af …

 

 

 

Kilder: Goodnewsnetwork.org, dr.dk, tv2ostjylland.dk, TV2 Nord, onepoll.com.

 

Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet, hvis du vil modtage de gode historier i din indbakke gratis.