Kronik

Det sidste halve år med klimakrise har vi set, hvordan forbrugere, virksomheder, politikere og lande i den grad har fået fokus på klimaet. Vi har set hvordan klimakrisen forbinder på tværs af generationer og politiske tilhørsforhold, og vi har set hvordan udviklingen er gået viralt på verdensplan. Vi er vidne til noget ret enestående.

Måske er klimakrisen vores generationers 2. verdenkrig; traditionelle modstandere går sammen om at bekæmpe klimaændringerne, eller omvendt går sammen om at kæmpe for noget vi alle har kær og har en gensidig interesse i;  jordens og menneskehedens overlevelse.

Den 6. Juni 1944 er kendt som D-dag, “disembarkation day”, hvor de allierede gik i land på Normandiets kyster, som var et helt afgørende skridt i at besejre Nazismen. Et onde, der var så grusomt, at det meste af verden var gået sammen om at bekæmpe og besejre det, – hvilket jo som bekendt også lykkedes.

De to nyligt overståede valg har begge stået i klimaets tegn, og klimaløsninger har været øverst på vælgernes dagsorden; både Europaparlamentet og Folketinget er uomtvisteligt blevet grønnere, og de partier herhjemme, der ikke har taget klimaet tilstrækkeligt seriøst er praktisk talt blevet udraderet af vælgernes dom.

Nu står begge parlamenter med et klart mandat fra vælgerne til at lave en klimalovgivning, der er tilstrækkelig ambitiøs til at kunne nå klimamålene for Parisaftalen.

Morten Løkkegaard (medlem af Europa-Parlamentet for Venstre) taler for en klimapagt mellem EU-landende, hvor “Al lovgivning skal vurderes på en “klimavægt”. Når vi vedtager nye love, skal konsekvenserne for klimaet og miljøet være tydelige. Ingen sektorer må gemme sig bag deres nationers egne interesser. (Kilde: Altinget.dk)

Mette Frederiksen vil have en ny klimalov inden for et år, hvor landbrug og transport er i fokus. (Kilde: Børsen)

Socialdemokratiets støttepartier sætter alle som krav, at en ny klimalov skal have som mål at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030, som Parisaftalen fordrer.

Klimakrisen kan på samme måde som anden verdenskrig, vise sig at bringe det bedste frem i verdens demokratier, og ovenikøbet få lande som Kina med på banen også.

Når enkeltpersoner, virksomheder, regeringer og internationale organisationer finder sammen og bruger deres enorme ressourcer og opfindsomhed til at bekæmpe klimakrisen, er vi godt på vej. Vi er på ingen måde i mål endnu, men man kan begynde at ane, at der her godt kan lade sig gøre.

For at sige det med et citat fra Winston Churchill, hvor han taler om udsigten til en ende på 2. verdenskrig:

“Now this is not the end. It is not even the beginning of the end. But it is, perhaps, the end of the beginning.”

Fem år efter disse ord var nazismens og fascismens tilsyneladende uovervindelige krigsmaskiner bragt i knæ af en overvældende allieret styrke og samarbejde mellem nationer, borgere og virksomheder.

Klimakrisen er ikke i nærheden af at være overstået, men den samlede styrke til at bekæmpe den er efterhånden ganske imponerende og kan vise sig at blive en samlende kraft verden har brug for.

Klimakrisen er i den grad så unik, at den forbinder stort set hele verden. Når man en gang ser tilbage på det 21. århundrede, kunne disse år vise sig at være vores “finest hour”.
 

Kilder: IMF, thenational.ae, financialpost.com, reuters, CNBC, finans.dk