Den øverste talsperson for folkesundhedsspørgsmål i USA, Vivek Murthy, har udsendt en advarsel om, at brug af sociale medier er en væsentlig årsag til depression, angst og andre problemer hos landets teenagere. Nu truer en byge af retssager de store tech-virksomheder som kræves til regnskab.
Murthy kalder unges mentale sundhed “vor tids afgørende folkesundhedsspørgsmål”, og opfordrer politikere til at hjælpe med at sikre stærke sikkerhedsstandarder for at hjælpe med at beskytte børn og teenagere mod eksponering for skadeligt indhold og overdreven brug. (NBC News)
Herhjemme vil Mette Frederiksen (S) og andre regulere børn og unges brug af mobiltelefoner af samme grund.
For et kvart århundrede siden måtte tobaksindustrien af med et historisk stort beløb i et forlig, for at have gjort millioner af mennesker afhængige af tobak, samtidig med at selskaberne skjulte de dødelige effekter af cigaretter og passiv rygning. Og nu ser det samme ud til at være på vej mod tech giganterne for de skadelige og afhængighedsskabende effekter af de sociale mediers algoritmer og forretningsmodeller. (Jyllandsposten)
Mere end 40 skoledistrikter over hele Amerika sagsøger sociale mediegiganter som Facebook, Snapchat og TikTok for at “skabe en psykisk krise blandt unge”. (dailymail.co.uk)
Skoledistrikterne hævder, at tech-virksomhederne bevidst har skadet børn med ondsindede algoritmer, og søger derfor erstatning for de større mentale sundhedsydelser, der er nødvendige.
Anklagerne påpeger også, at sociale medier har givet næring til en stigning i farlige tendenser, såsom ‘Blackout Challenge’, hvor børn kvæler sig selv.
Instagram, der ejes af Facebook, er gentagne gange blevet anklaget for at promovere selvskadende indhold, mens andre platforme er blevet beskyldt for at gøre børn usikre – især teenagepiger.
Ifølge den amerikanske sundhedsmyndighed, CDC kæmper 57 procent af pigerne i high school med vedvarende følelser af tristhed eller håbløshed. Andelen der siger, at de seriøst overvejede at begå selvmord, er også steget til 30 procent sammenlignet med 19 procent for ti år siden.
Blandt de 15-30 årige i Danmark er det 28 %, som har haft så alvorlige stresssymptomer, at de enten har opsøgt læge eller ligefrem har været sygemeldt fra deres uddannelse. (Ritzau)
Hver fjerde 15-årige pige er på de sociale medier mindst fire timer hver dag ifølge den danske Sundhedstyrelse.
En lovgruppe der anlagde den seneste retssag i San Francisco County udtaler: ‘Vi hævder, at Meta, TikTok, Snap, YouTube og andre sociale medievirksomheder har deltaget i hensynsløs og uagtsom forseelse, der har forårsaget en mental sundhedskrise blandt vores unge… Sociale medievirksomheder er og har været udmærket klar over den skade, de forårsager.”
“Det skal stoppe, og vi vil kæmpe for at holde disse sociale medievirksomheder ansvarlige for at vælge profit frem for mental sundhed og sikkerhed for børn og deres familier.”
Anklageskriftet lyder blandt andet:
”… at børns evne til at lykkes i skolen bliver alvorligt påvirket af psykiske problemer udløst af sociale medier.”
Forskere har tidligere gjort opmærksom på en væsentlig forbindelse mellem sociale medier og unges dyk i mental sundhed. Rapporten fra de amerikanske sundhedsmyndigheder understreger i høj grad denne sammenhæng mellem sociale medier og børn og unges mentale helbred.
Sundhedsstyrelsens anbefalinger om børn, unges og forældres brug af skærm
Tidligere på året udsendte Sundhedsstyrelsen anbefalinger om børn, unges og forældres brug af skærm:
1. Dit barn bør ikke bruge skærm op til sovetid, da det kan udsætte sovetidspunktet og betyde, at barnet ikke får tilstrækkeligt med søvn.
2. Undgå telefon eller tablet i barnets soveværelse i løbet af natten, da skærmaktivitet om natten kan forstyrre søvnen og forringe søvnkvaliteten.
3. Skab variation mellem dit barns skærmaktivitet og øvrige aktiviteter i løbet af hverdagen, herunder fysisk aktivitet.
4. Interesser dig for dit barns digitale liv og vær opmærksom på barnets eventuelle bekymringer for at stå uden for fællesskabet eller for at gå glip af noget online.
5. Lav aftaler om skærmbrug i familien, som gælder både barn og voksen, og hav en løbende dialog om, hvor meget skærmen bruges og til hvilke formål.
6. Forældre bør være opmærksomme på eget forbrug af skærm i samvær med barnet, da individuelt skærmbrug kan påvirke forældre-barn relationen negativt.
Opgøret med de skadelige virkninger af unges skærmforbrug og især de sociale mediers ansvar kan vise sig at blive langvarigt, men at det haster med at indføre tiltag som eksempelvis regulering er der næppe tvivl om.
Relaterede artikler:
TikTok forsøger at gøre Vestens børn dummere mens Kina har en helt anden version til deres unge
Netflix dokumentar udråbes som den vigtigste i år og vil ændre din verden
Australien vil forbyde e-cigaretter for at imødegå unges accelererende forbrug
Techdesignere bruger tankemanipulering for at stjæle din tid
Kilder: NBC News, U.S. Department of Health and Human Services, Jyllandsposten, dailymail.co.uk, Ritzau, Sundhedsstyrelsen.