Kan helten Elon Musk ende som en skurk i kampen om demokratiet?

Kronik

Elon Musk ejer nu et af verdens mest indflydelsesrige medier

Elon Musks køb af Twitter sætter fokus på det problematiske ved, at en rig enkeltperson kan styre et socialt medie efter forgodtbefindende. En udvikling der kan true en grundsten i demokratiet.

Vi kender Musk som den visionære iværksætter og verdens rigeste mand. En person der ofte har aftvunget respekt for sine bedrifter med blandt andet Tesla og SpaceX, og for mange står som en slags liberal superhelt.

Man skal dog også huske på, at denne “superhelt”, ligesom mange andre superrige, stort set helt unddrager sig skat, – en af hovedårsagerne til den vanvittige akkumulering af formuer, stigende ulighed og følgende underminering af demokratierne.

”Politisk og økonomisk ulighed hænger uløseligt sammen. Det ved vi med al tydelighed fra forskningen omkring den. De underbygger og udvider hinanden.” (Dansk Institut for Internationale Studier)

Musk kan med et enkelt tweet ryste aktiemarkedet og påvirke politik rundt om i verden. En rigmands leg, der påvirker millioner af mennesker.

At magt korrumperer og at meget magt korrumperer meget er for længst dokumenteret.

Med andre ord; kan man købe sig til medier og taletid kan man i overvældende grad manipulere verden og politik og ikke mindst valg.

Musk har ofte gjort sig til fortaler ytringsfrihed, – men det kan betyde flere ting.

Skurk eller helt for den demokratiske verden?

Hvad sker der eksempelvis, når Elon Musk igen giver Trump adgang til Twitter. Her kan Trump så få lov at fortsætte sine vanvittige løgne om valgsvindel og om, at Putin i virkeligheden er en fin fyr, der bare skal have lov til at bruge den stærkes ret i Ukraine.

Man kan også se tilbage på, hvordan amerikansk udenrigspolitik med ”Twitter-diplomatiet” blev trukket ned på et niveau, der mildest talt ikke bar præg af intelligent velovervejet rådgivning, og blandt andet bragte NATO samarbejdet i alvorlig fare.

Sociale medier er helt firkantet sagt et sted hvor man, hvis man har penge nok, kan få masseudbredt sit budskab uden om besværlige redaktioner, som faktachecker udsagn. Sociale medier er guld for rige mennesker og organisationer og gift for demokratiet, der for at fungere ordentligt skal kunne tage beslutninger ud fra et så objektivt og oplyst grundlag som muligt.

De fleste kan huske Cambridge Analytica skandalen, hvor data misbrugt fra og på Facebook i afgørende grad var medvirkende til Brexit og valget af Trump. En stor af del af misinformationen på de sociale medier blev i øvrigt orkestreret fra Rusland for at underminere og splitte Vesten og demokratierne – med ret stor succes.

Nu kan man så håbe på, at enkeltpersonen Elon Musk ikke underminerer moderationen og retningslinjerne på Twitter, og at han selv ikke misbruger sin eksklusive adgang til mediet.

Historien er fuld af skrækindjagende eksempler på, hvad der kan ske når enkeltpersoner får for stor magt over medierne. Man behøver bare se på Rusland og selvfølgelig udviklingen før 2. verdenskrig i Tyskland og Italien.

Helt så galt går det nok ikke med Elon Musk og Twitter, – men det er klart betænkeligt med den stigende økonomiske ulighed og den deraf nærmest uundgåelige underminering af demokratiet, som Musks køb af Twitter også er et eksempel på.

Uanset om Musk er en strålende begavelse, har verden har ikke brug for flere megalomane rigmænd, der mener deres agenda redder verden ved at gå uden om demokratisk kontrol og moderation. Det har vi set rigeligt af de sidste par år; først med en Trump, der de facto truede med at afskaffe demokratiet i USA og nu en Putin, der er villig til at sætte Europa brand og ødelægge sit eget lands fremtid for at opnå egne mål.

 

Relaterede artikler:

Verdens rigeste betaler stort set ikke skat viser nye afsløringer af bl.a. Jeff Bezos og Elon Musk

Superrige bedrager for milliarder og underminerer staten – En verden uden for lov og kontrol?

Dyreste valgkamp nogensinde: Kan penge vinde valg?

Underminerer ulighed samfund: Fakta og politik?

Putin har forregnet sig: Verdens demokratier samles og situationen kan desuden accelerere grøn energi

Milliardærene indtager rummet – men er det overhovedet en god ide?

 

 



BLIV MEDLEM og få adgang til alle vores artikler - Klik her