Artikel af professor i Internationale Forhold, Matt McDonald fra The University of Queensland

 

I sin lange usammenhængende tale til FN i sidste måned beskrev USA’s præsident Donald Trump klimaforandringer som “det største svindelnummer begået i verden nogensinde ”.

Denne påstand var naturligvis ubegrundet og ignorerede de overvældende videnskabelige beviser for, at klimaforandringer finder sted.

Talen var sandsynligvis heller ikke overbevisende for de tilstedeværende diplomater, som virkede forundrede over en tale, der var bedre egnet til et kampagnemøde end til en præsidentiel tale til verdens ledere.

Men fordi den kom lige op til de afgørende globale COP30-klimaforhandlinger i Brasilien, rejser talen spørgsmålet: Hvad betyder den anden Trump-administration for den internationale klimaindsats?

 

Trump satser på kul

Ud over at give medvind til klimabenægtere og spredning af misinformation har Trump i sidste ende leveret på sit kampagneløfte om aggressivt at støtte den amerikanske fossilindustri. Som han selv sagde: “drill, baby, drill”. Eller, som han for nylig formulerede det: “mine, baby, mine”.

Kort efter sin indsættelse underskrev Trump en præsidentiel bekendtgørelse om at trække USA ud af Paris-aftalen, den juridisk bindende FN-traktat, der har til formål at begrænse den globale temperaturstigning til godt under 2 °C i forhold til førindustrielt niveau.

I sidste måned annoncerede Trump en plan om at åbne 13 millioner acres føderalt ejet land for kulminedrift og tilbød hundredvis af millioner af dollars i føderale tilskud til kulprojekter.

Han har beordret fjernelse af klimadata fra regeringshjemmesider og stort set elimineret direkte statsfinansiering af klimaforskning og overvågning.

Derudover har han reelt afviklet Inflation Reduction Act, Biden-administrationens vigtigste klimapolitiske initiativ, der var designet til at stimulere massive investeringer i vedvarende energi.

Alt i alt vurderes Trumps initiativer at kunne føre til yderligere 7 milliarder ton CO₂-udledning sammenlignet med et scenarie, hvor USA havde opfyldt sine forpligtelser under Paris-aftalen.

Dette er dårlige nyheder. Men hvilke konsekvenser får det for det internationale klimasamarbejde?

 

Mørke skyer på klimahorisonten

Det er indlysende, at 7 milliarder ton ekstra udledning er et alvorligt problem. Ifølge nogle vurderinger svarer dette til omkring en femtedel af det globale CO₂-budget, hvis verden skal holde sig under Paris-aftalens mål om en temperaturstigning på under 2 °C.

Når verdens mest magtfulde stat, største økonomi og næststørste udleder af drivhusgasser trækker sig fra United Nations Framework Convention on Climate Change (UNFCCC), lover det selvsagt ikke godt for den internationale klimaindsats.

Dette rejser naturligvis spørgsmålet om, hvordan arrangørerne af de kommende klimaforhandlinger i Brasilien skal kunne motivere stater til at vedtage ambitiøse reduktionsmål, når velstående høj-udledende lande vælger at vende ryggen til aftalerne. Der er en reel risiko for, at USA’s position letter presset på andre store udledere — som Golfstaterne og Rusland — der i forvejen bærer en uforholdsmæssig stor del af ansvaret for problemet.

Endelig tegner klimafinansiering — altså økonomiske ressourcer til at understøtte handling mod klimaforandringer — sig igen som et centralt stridspunkt i forhandlingerne. At sikre tilstrækkelig finansiering bliver langt mere kompliceret under Trumps “America First”-platform, som sætter amerikanske interesser først, både udenrigs- og indenrigspolitisk.

På trods af dette er der stadig grund til optimisme.

 

Lederskab uden USA

Det første punkt, der taler for en forsigtig optimisme, er, at de globale udledninger muligvis allerede har toppet og nu er på randen af at falde — for første gang siden den industrielle revolution.

Denne udvikling drives af en hidtil uset global investering i vedvarende energi. Energiforbruget ændrer sig hurtigt, selv på trods af USA’s massive subsidier til den fossile energisektor. De globale investeringer i energi ventes at overstige en billion dollars i 2025. Samtidig vil kul, olie og naturgas opleve det første globale investeringsfald siden COVID-pandemien.

Der er også tegn på, at andre lande — som Kina — ser USA’s position som en mulighed. I sidste måned fremlagde Beijing for første gang i sin historie et mål for emissionsreduktion på 7–10 % inden 2035. Selvom Kina fortsat udbygger kulkraftværker, tilføjer landet samtidig mere kapacitet inden for sol- og vindenergi end resten af verden tilsammen.

Kina kan dermed ønske at positionere sig som en ansvarlig global leder i kontrast til USA. Det kan til gengæld styrke landets strategiske interesser i regioner som Stillehavet, der er særligt sårbare over for klimaforandringernes konsekvenser.

 

Verden fortsætter – også uden USA

Indtil videre er der ingen tegn på, at andre lande har brugt USA’s tilbagetog som en undskyldning for at trække sig fra det internationale klimasamarbejde. Ingen nation har forladt Paris-aftalen, siden Trump-administrationen trak USA ud.

I 2001, da Bush-administrationen signalerede, at USA ikke ville ratificere Kyoto-protokollen, fulgte Australiens premierminister John Howard hurtigt efter.

Men i 2025 — kun få måneder efter, at USA forlod Paris-aftalen — fremlagde premierminister Anthony Albanese et forhøjet klimamål for Australien.

Selv i USA har Trumps position ikke været et dødsstød for klimaindsatsen. Californien, hvis guvernør Gavin Newsom berømt parodierede Trumps kommunikationsstil på sociale medier, driver allerede et af verdens største kvotehandelssystemer for CO₂ og har indgået et klimapartnerskab med Brasilien for at styrke samarbejdet op til COP30.

Alt i alt er der grund til forsigtig optimisme — ja, endda håb — for, at resten af verden kan stå sammen uden amerikansk lederskab.

 

Blikket mod COP30

Forhandlerne ved næste måneds COP30-forhandlinger står over for betydelige udfordringer, som kun er blevet mere presserende som følge af Trump-administrationens klimapolitik.

Men tidligere erfaringer viser, at selv hårde og langstrakte COP-forhandlinger kan skabe betydelig global fremdrift, når de lykkes med at samle den internationale opmærksomhed.

Måske kan de lægge pres på USA for at vende tilbage til samarbejdet — eller i det mindste styrke de aktører i USA, der fortsat arbejder for klimareformer trods præsident Trumps modstand.

 

Denne artikel er oprindeligt publiceret på The Conversation: Why Trump is not a death knell for global climate action

Skrevet af professor i Internationale Forhold, Matt McDonald fra The University of Queensland

Artiklen er udgivet på nyhedscentrum.dk efter aftale.

 

Relaterede artikler:

“Et historisk vendepunkt” i den grønne omstilling – men Vesten sakker nu bagud

Den grønne energis tidsalder er begyndt og intet kan stoppe omstillingen fastslår FN

 

_{Republished from The Conversation under a Creative Commons license. Read the original article.}