Hjerneflugt fra USA til Europa: Tre ud af fire forskere overvejer at forlade Trumps USA

Europæiske universiteter åbner dørene for forskere der flygter fra Trump. Billede: Creative Commons – Pasteur Instituttet.

En voksende bølge af europæiske universiteter tilbyder i disse måneder det, de selv betegner som “videnskabeligt asyl” til amerikanske forskere, der føler sig forfulgt eller hindret i deres arbejde af Donald Trumps administration.

Trumps genindtræden på den politiske scene har medført omfattende nedskæringer på forskningsområdet i USA, samtidig med at administrationen har ført en ideologisk kampagne mod såkaldt “wokeism”. Forskning inden for områder som klima, mangfoldighed og folkesundhed er blandt dem, der rammes hårdest – og konsekvenserne mærkes bredt i det videnskabelige miljø.

Mange forskere frygter nu repressalier for blot at nævne klimakrisen eller forfølge undersøgelser, der anses for at være ideologisk ubelejlige. Samtidig er der fyringer på tværs af føderalt støttede laboratorier, hvor videnskabsmænd advarer om en “hjerneflugt”, der kan lamme amerikansk innovation i årevis.

Tusindvis af medarbejdere forbereder sig på fyringer, herunder på institutioner som NASA, Centers for Disease Control and Prevention og hos National Oceanic and Atmospheric Administration.

 

Tre ud af fire forskere overvejer at forlade USA

En meningsmåling foretaget af det videnskabelige tidsskrift Nature viser, at tre ud af fire amerikanske forskere overvejer at forlade USA. Blandt ph.d.-studerende og postdoktorale forskere er andelen endnu højere. Mange angiver, at deres forskning enten er blevet afvist, finansieringen fjernet, eller at de frygter censur og politisk indblanding i deres arbejde.

“Det her er mit hjem – jeg elsker mit land,” udtalte en kandidatstuderende i plantegenetik til Nature. “Men mange af mine mentorer siger, at jeg skal komme ud nu.” Hun mistede både sin forskningsstøtte og sit stipendium, da USA’s bistandsagentur (USAID) blev ramt af nedskæringer.

Samtidig med at amerikanske forskere oplever et fagligt og økonomisk pres, ser flere europæiske universiteter en mulighed for at tiltrække den forfulgte talentmasse. Det belgiske universitet Vrije Universiteit Brussel (VUB) har åbnet 12 postdoc-stillinger målrettet internationale forskere – med særligt fokus på amerikanere.

“Vi ser det som vores pligt at hjælpe vores amerikanske kolleger,” udtalte rektor Jan Danckaert. “De er ofre for en politisk og ideologisk indblanding, som har ført til, at millioner i forskningsmidler forsvinder af ideologiske årsager.”

I Frankrig er Pasteur Instituttet i Paris i gang med at headhunte amerikanske forskere inden for infektionssygdomme og sygdomsforståelse. Præsidenten for instituttet, Yasmine Belkaid, har opfordret til ambitiøse nationale programmer for at tiltrække forskere fra USA.

“Vi modtager dagligt henvendelser fra folk, der ønsker at vende tilbage – franskmænd, europæere og endda amerikanere, som ikke længere føler, de kan forske frit,” sagde Belkaid til La Tribune. “Det er måske en trist mulighed, men det er stadig en mulighed.”

Også Frankrigs Aix-Marseille Universitet har lanceret programmet “Safe Place for Science”, som med et budget på 15 millioner euro skal finansiere 15 amerikanske forskere inden for klima, miljø, sundhed og humanvidenskaber.

I Holland har uddannelsesminister Eppo Bruins annonceret etableringen af en lignende fond, der skal tiltrække international toptalent. “Det geopolitiske klima ændrer sig, og det øger den internationale mobilitet blandt forskere” skriver han.

Og i Storbritannien er University of York nu i sit andet år med et såkaldt “sanctuary fund”, som hjælper forfulgte forskere fra hele verden, herunder fra USA, med at fortsætte deres arbejde i trygge rammer.

Forskningsverdenen er i opbrud, og den aktuelle situation i USA har givet anledning til bekymring – men også til handling fra europæiske institutioner. Som Yasmine Belkaid sagde: “På et tidspunkt, hvor værdier og idealer er truede, må Louis Pasteurs motto ‘videnskab tilhører menneskeheden’ forsvares mere end nogensinde før.”

 

En krise der skaber muligheder for Europa

Mens nogle europæiske ledere ser situationen som en chance for at tiltrække topforskere, kalder andre det en “trist mulighed” – opstået ikke af akademisk konkurrence, men af ideologisk polarisering i USA. Alligevel anerkender de de langsigtede konsekvenser: Hvis USA fortsætter ad denne vej, kan Europa udvikle sig til det nye globale centrum for videnskabelig innovation. Det, der begyndte som spredt bekymring, er nu blevet en koordineret indsats med vidtrækkende betydning for fremtidens forskning.

En tilsvarende omfattende hjerneflugt fra et land er dårligt set siden Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933.

 

 

Relaterede artikler:

Trump regerer som en ‘konge’ og følger Putins model. Hvordan kan han stoppes?

”Tyskland er tilbage”: Hvad betyder Tysklands giga-investering for klimaet?

Fransk atomafskrækkelse for Europa: Hvor effektivt kan det være mod Rusland?

Elon Musks magt og manipulation: En global trussel mod demokratiet i Europa og USA

 

Kilder: The Guardian, dagens.com, Positive News, The Independent, nature.com, spacenews.com, NASA, La Tribune.

 

 



BLIV MEDLEM og få adgang til alle vores artikler - Klik her