Der er efter succesfulde forsøg på rotter og grise givet grønt lys til forsøg med at sprøjte embryonale stamceller ind i hjernen på patienter med Parkinsons sygdom i håb om at kunne kurere dem. (Politiken)
Det er lykkedes forskerne at omdanne de embryonale stamceller til dopaminproducerende neuroner.
Et internationalt forskerhold med den danske stamcelleforsker Agnete Kirkeby i spidsen har fået tilladelse af sundhedsmyndighederne i Sverige til de første kliniske forsøg med en stamcellebehandling mod Parkinsons sygdom. Forskerne bag stamcellebehandlingen håber, at den helt kan fjerne de motoriske symptomer på sygdommen. (dagensmedicin.dk)
”Vi ser frem til, at det kliniske forsøg nu sættes i gang og har håb om, at vores forskning på sigt kan bidrage til at mindske lidelserne hos patienter, der lider af Parkinsons sygdom. Der ligger et omfattende internationalt samarbejde bag hele projektet, som har stået på i over et årti. Godkendelsen fra den svenske lægemiddelstyrelse er en vigtig milepæl, udtaler Malin Parmar, professor i cellulær neurovidenskab ved Lunds Universitet. Forsøgene laves i tæt samarbejde med kolleger på Skånes Universitetshospital, University of Cambridge, Cambridge University Hospitals NHS Foundation Trust (CUH) og Imperial College London. (Lunds Universitet)
Den nye stamcellebehandling er udviklet af Agnete Kirkeby og hendes kolleger på Lunds Universitet. Behandlingen består af implantation af stamcelle-afledte dopaminneuroner i patientens hjerne for at erstatte de neuroner, der er gået tabt i sygdommen. Metoden har allerede vist sig at virke på rotter og minigrise.
Kirkeby er lektor og stamcelleforsker ved Københavns Universitet samt postdoc på Lunds Universitet.
“At få stamcelleterapi i klinisk afprøvning er en enorm opgave, som er blevet løftet gennem et fantastisk samarbejde mellem vores teams i Lund og Cambridge og understøttet af vores tætte partnerskab med Novo Nordisk A/S. Dette er den første pluripotente stamcelleterapi for en CNS-indikation, der skal i klinisk afprøvning i Europa, og det første pluripotente celleprodukt, der skal administreres til patienter i Skandinavien. Vores data viser, at STEM-PD-produktet er sikkert og yderst effektivt til at vende motoriske underskud i prækliniske modeller af Parkinsons sygdom. Vi håber, at cellebaserede behandlinger som STEM-PD kan give patienterne nye genoprettende behandlingsmuligheder for at give bedre og mere langsigtet symptomatisk lindring og for at minimere deres afhængighed af daglig medicin”, siger Agnete Kirkeby. (Københavns Universitet)
“Brugen af stamceller kunne i teorien gøre os i stand til at producere ubegrænsede mængder af dopaminneuroner og derved åbne muligheden for at gøre denne mulige behandling tilgængelig for en bredere patientgruppe. Dette kan fuldstændig ændre den måde, vi behandler Parkinsons sygdom på i fremtiden,” udtaler Professor Roger Barker fra University of Cambridge
Stamcelletransplantationerne vil finde sted på Skånes Universitetshospital i Lund og vil involvere 8 patienter fra Sverige og Storbritannien.
Relaterede artikler:
Særlige fisk og olier selv i små mængder forbedrer din hjerne viser ny forskning
Type 1 diabetes kan sandsynligvis snart udryddes med ny stamcellekur
Medicinsk gennembrud: Cellulær foryngelsesterapi kan effektivt vende aldringsprocessen hos mus
Kilder: Politiken, Københavns Universitet, Lunds Universitet, dagensmedicin.dk, medwatch.dk.