Vi kender dem som mRNA vacciner og er den teknologi som de to mest succesfulde Covid-19 vacciner, BioNTech/Pfizer og Moderna bygger på.
Men det stopper langt fra her.
Vaccineforskere mener, at succesen med disse vaccinationer vil indlede den mest radikale ændring af vaccineudviklingen i mere end i 200 år. (Association of American Medical Colleges)
”Vaccinefeltet er for altid blevet transformeret og for evigt avanceret på grund af COVID-19,” udtaler Dan Barouch, MD, ph.d., direktør for Center for Virologi og Vaccineforskning ved Harvard Medical School.
Den videnskabelige verden har store forventninger til fremtidige mRNA vacciner, der har potentiale til at forebygge og behandle andre dødbringende sygdomme, såsom kræft, malaria, influenza, HIV, Parkinsons sygdom, og listen fortsætter.
Traditionelle vacciner, virker ved at injicere patienten med svækkede eller inaktiverede dele af det egentlige patogen eller virus. Dette gør det muligt for immunsystemet at skabe antistoffer, der kan genkende og bekæmpe det samme patogen, hvis det støder på det igen.
Med mRNA-vacciner er det ingen egentlig virus, der injiceres i patienten. I stedet lærer disse typer vacciner kroppens celler, hvordan man fremstiller de nødvendige antistoffer til at udløse et immunrespons.
Både virusprotein og det oprindeligt indsprøjtede mRNA bliver nedbrudt i kroppen kort tid efter indsprøjtningen og immunsystemets reaktion. (sundhed.dk)
Messenger ribonucleic acid (mRNA) er kort fortalt genetiske instruktioner, der fortæller kroppens celler, hvilke proteiner de skal fremstille.
Vacciner er gået fra at være et biologisk anliggende til et teknologisk. De er essentielt set biologisk software, udtaler John Cooke, MD, ph.d., medicinsk direktør for RNA Therapeutics Program ved Houston Methodist Research Institute.
Erfaringerne med de to Covid-19 vacciner, BioNTech/Pfizer og Moderna viser hvor effektive mRNA vaccinerne er, og at de samtidig har færrest bivirkninger. Det er faktisk de vacciner med den gammeldags vaccineteknologi som Johnson og Johnson, og AstraZeneca, der har de omdiskuterede bivirkninger, der betyder at de er taget ud af det danske vaccineprogram
MRNA-vaccinen består af programmerbare dele, som kan skiftes ud, alt efter hvilken sygdom man vil vaccinere imod, og det er her, nybruddet ligger. For det kunne betyde, at vi nu ser ind i at kunne vaccinere mod alt muligt, der indtil nu har været umuligt.
Det smarte ved mRNA-vaccinen er, at man kan skifte en del af den genetiske sekvens ud. Man kan så at sige pille det, der gør den effektiv mod lige netop COVID-19 ud, og erstatte det med noget, der ville gøre den effektiv mod en anden sygdom. (Zetland)
“MRNA-vacciner kan bruges til at målrette næsten ethvert patogen,” udtaler John Cooke. ”Man indsætter koden for et bestemt protein, der stimulerer et immunrespons. … Det er stort set ubegrænset. ” (Association of American Medical Colleges)
Malaria. Tuberkulose. Hepatitis B. Cystisk fibrose. Dette er blot nogle af de sygdomme, som forskere siger kunne være det næste fokus for mRNA-vacciner og behandlinger, bortset fra dem, der allerede er i forsøgsstadiet med mennesker (HIV, rabies og influenza). Der forskes blandt andet i mRNA-behandlinger for flere typer kræft.
BioNTech har udviklet en mRNA-vaccine mod fremskreden modermærkekræft, der allerede lover godt i forsøg.
Derudover er der personaliserede anti-cancer mRNA-vacciner, der går ud på at designe en individualiseret vaccine, der er specifik for hver patients tumor. De skal virke ved at træne immunsystemet til at bekæmpe den individuelle patients kræft. Flere forskningsgrupper og virksomheder arbejder allerede på dette. (theconversation.com)
MRNA teknologien er ofte beskrevet både som disruptiv og revolutionerende, og det er på ingen måde en umulighed, at vi kan blive vaccineret mod en af de største dræbere såsom kræft i en nær fremtid.
Selvom mRNA vacciner er hurtigere at udvikle end traditionelle vacciner, vil udviklingen dog ikke gå lige så hurtig som under Covid-19, hvor vi så en historisk global indsats med enorme ressourcer til udvikling. Men den medicinske revolution mRNA teknologien frembyder kan sandsynligvis forbedre effektiviteten af behandlinger markant på flere og flere sygdomme. Det er i princippet ubegrænset.
Video fra Harvard University, der viser en kort animation af hvordan mRNA vacciner virker:
Relaterede artikler:
Dine mavebakterier påvirker din visdom og graden af ensomhed ifølge ny forskning
Ny eksperimentel medicin vender aldersrelateret nedgang i mentale funktioner indenfor få dage
Første mand med kunstig hornhinde genvinder synet: Ny teknologi kan redde millioner fra blindhed
Medicinsk gennembrud: Canadiske forskere med en mulig kur mod diabetes
Kilder: Harvard University, Zetland, Association of American Medical Colleges, RNA Therapeutics Program, Houston Methodist Research, Reuters, CTV News, theconversation.com.