Artikel af professorerne, Daniel Stockemer og Aksel Sundström

Den amerikanske præsident Joe Biden er tydeligvis frustreret over fokus på sin alder. I midten af ​​december sidste år udtalte han efter sigende over for allierede: “Tror du ikke ​​jeg ikke ved, hvor skide gammel jeg er?” Men efterhånden som opmærksomheden retter sig mod valget i 2024, betyder udsigten til, at Biden – nu 80 år gammel – stiller op til endnu en periode, der vil vare indtil han er 86, at dette er et problem, der næppe vil forsvinde. (The Conversation)

Og med rette – Biden er den ældste amerikanske præsident i historien. Tager man hensyn til andre fremtrædende amerikanske politikere som Donald Trump (som er 76) og senatets flertalsleder Chuck Schumer (som er 72), er alderen på amerikanske politiske ledere blevet et meget omdiskuteret emne.

Men det er ikke kun en faktor i partiledelsen. I valgperioden 2020-2022 var det gennemsnitlige medlem af det amerikanske Repræsentanternes Hus omkring 20 år ældre end den gennemsnitlige borger. Derudover er alderen for medlemmerne i Huset steget i de sidste fire årtier (se figur 1).

Vælgerne synes at mene, at dette er et problem. En meningsmåling fra CBS News i september viser, at amerikanerne giver udtryk for bekymring over manglen på unge i politik. Næsten 47 % siger, at det ville gøre politik bedre at have flere unge i embedet. Desuden viser en Reuters/Ipsos-måling foretaget i november 2022, at næsten ni ud af ti amerikanere støtter en cut-off på 75 år for at tjene som præsident.

I vores nye bog Youth without Representation tager vi fat på unge voksnes underrepræsentation i parlamenter og regeringer. Vi viser, at unge voksne – dem på 35 år eller derunder – har en tendens til at være få blandt beslutningstagere. Globalt står mennesker i alderen 18 til 35 år over for en underrepræsentation i lovgivende forsamlinger med en faktor tre i forhold til deres andel af befolkningen (deres andel af vælgerne er tre gange større end blandt lovgiverne) og med en faktor ti i regeringer.

Den stiliserede figur 2 nedenfor illustrerer denne uoverensstemmelse. Vi fandt disse mønstre i mange demokratier, herunder Japan og Indien, såvel som i ikke-demokratier som Egypten.

Vi interviewede den tidligere premierminister i New Zealand, Helen Clark. Hendes synspunkter opsummerer flere aspekter af denne udfordring:

”Jeg synes, lovgivernes stigende alder er et problem. Vi har verdens største generation af unge nogensinde. Så hvis beslutninger bliver truffet af en aldersgruppe, der er årtier over dem og ikke er tilpasset deres perspektiv, tror jeg det er et alvorligt demokratisk underskud. Jeg plejede at være af den opfattelse, at folk skulle komme ind i parlamenter med en vis grad af modenhed og baggrund. Det synes jeg faktisk ikke længere. Jeg synes, et parlament er et sted, hvor unge mennesker med friske perspektiver bør være. Og det synes jeg, vores politiske system bør rumme.

 

Ungdomsspørgsmål ikke på dagsordenen

Aldersforskellen mellem ledere og borgere rejser væsentlige spørgsmål. Hvad forklarer underrepræsentationen af ​​unge i politik – og hvordan kan denne situation ændres?

Underrepræsentationen af ​​unge voksne i beslutningstagningen kan betyde, at emner, der er vigtige for dem falder af dagsordenen – klimaforandringer er det mest oplagte. Og deres relative fravær kan bidrage til en ond cirkel af fremmedgørelse, herunder lav valgdeltagelse og politisk interesse blandt unge.

En af de ting, vi fandt, var, at unge kandidater er mindre tilbøjelige til at få succes i valgprocessen sammenlignet med ældre kandidater. Det skyldes blandt andet, at de ofte er nomineret, hvor de har små chancer for at vinde eller er udpeget til lave placeringer på partilister. Men selvom disse ulemper gælder for mange parter, er der også variation. På tværs af de mere end 270 partier i de 52 lande vi analyserede, fandt vi, at nyoprettede partier generelt har yngre parlamentsmedlemmer. Men efterhånden som disse partier modnes, har repræsentanter en tendens til også at blive ældre. Partier med yngre ledere har en tendens til at have en yngre gruppe i den lovgivende forsamling.

En stor barriere for unge kandidater er deres manglende erfaring. Men med udvælgelses processer, der favoriserer folk der i forvejen har haft embede, er der alt for ofte lidt plads til parlamentarisk omsætning. Desuden har mange forsamlinger rundt om i verden en anciennitets kultur, hvor unge kæmper for at blive bemærket.

På tværs af de 100 lande vi undersøgte, fandt vi virkninger af reglerne om minimumskrav til alder i embedet. Mange lande over hele kloden tillader kun dem over 21, 25 eller endda 30 år at stille op (for eksempel kræver det amerikanske senat, at kandidater er mindst 30 år). Disse regler hindrer ikke kun ungdommen juridisk, men signalerer også, hvem politik er for. Vi fandt også, at lande med proportional repræsentation i deres valgsystemer, herunder dem i Skandinavien, vælger en højere andel af unge voksne.

Når vi ser på regeringer, finder vi lignende mønstre. For eksempel har yngre ledere en tendens til at gøre regeringer yngre. Vi opdager også en afsmittende effekt, det vil sige, at et ungt parlament udløser et ung regering – og det sker uanset om regeringsmedlemmer skal vælges fra parlamentsmedlemmer eller ej.

 

Opmuntring af unge

Hvad kan vi gøre for at ændre situationen? Tidsbegrænsninger af embeder kunne være en måde at bryde embeds fordelen og give unge en chance for at kræve nominering. At sætte en aldersbarriere for at stille op til valg ved 18 år ville give unge mulighed for at stille op og sende et budskab om, at de er velkomne i politik. På det organisatoriske niveau skal politiske partier arbejde for at bryde anciennitets kulturen – kvoter kunne være en effektiv mulighed, hvis de for alvor implementeres.

Unge skal leve længst med de love, vi vedtager nu. De bør have mulighed for at blive involveret i beslutningsprocessen.

 

Denne artikel er oprindeligt publiceret på The Conversation: Politicians are getting older – shutting young people out of decision-making around the world

Skrevet af Daniel Stockemer, Professor ved School of Political Studies, University of Ottawa – og Aksel Sundström, associate professor ved Department of Political Science, University of Gothenburg.

Artiklen er udgivet på nyhedscentrum.dk efter aftale.