Skiftet til grøn energi kan spare billioner af kroner viser nyt stort Oxford studie

De økonomiske fordele ved grøn energi vokser vedvarende

Et skifte fra fossile brændstoffer til vedvarende energi kan spare verden så meget som 90 billioner kr. frem mod 2050, ifølge et stort studie fra Oxford University. (BBC)

“Selv hvis man er klimafornægter, bør man være med på det, vi går ind for,” udtalte professor Doyne Farmer fra Institute for New Economic Thinking ved Oxford Martin School til BBC News.

“Vores centrale konklusion er, at vi bør have fuld fart på med den grønne energiomstilling, fordi det kommer til at spare os penge,” sagde Farmer.

Beregninger fra Klimarådet i Danmark har også vist, at jo hurtigere den grønne omstilling kommer i gang, desto billigere bliver den samfundsøkonomisk, dels fordi der så spares mere på importen af kul, olie og gas.

Det har ofte været fremført, at den grønne omstilling er dyr for samfundet, men flere og flere faktorer viser det modsatte. Påstanden om at grøn omstilling er omkostningsrig og en belastning for samfundet er ganske enkelt forkert.

Data for fossile brændstoffer i mere end 100 år viser, at efter at have taget højde for inflation og markedsudsving, har prisen ikke ændret sig meget.
Dette skyldes blandt andet, at de store olieskaber har udnyttet og manipuleret med efterspørgslen og skabt kunstigt høje priser, som vi også ser det i den aktuelle energikrise.

Netto-nul CO2 udledning er både muligt og profitabelt

Vedvarende energi har kun eksisteret i et par årtier, så der er færre data. Men i den tid har løbende forbedringer i teknologien betydet, at omkostningerne til sol- og vindkraft er faldet hurtigt, med en hastighed på omkring 10 % om året. Prisen for grøn el har for længst udkonkurreret fossile brændstoffer.

“Vores seneste forskning viser, at opskalering af vigtige grønne teknologier vil fortsætte med at drive omkostningerne ned, og jo hurtigere vi går frem, jo mere vil vi spare,” udtaler rapportens hovedforfatter, Dr Rupert Way.

Uanset om man tror på grøn vækst eller ej, kan den grønne omstilling godt betale sig, også økonomisk, ifølge UN Foundation, som er en uafhængig fond, der rådgiver FN. (videnskab.dk)

Det som man egentlig også skal tage med i regnestykket er de mange job den grønne omstilling skaber, og de penge man kan spare ved at undgå de værste klimakatastrofer.

Forskningen fra Oxford viser et rent win-win-win-scenarie, hvor en overgang til næsten 100 % ren energi i 2050 resulterer i lavere energisystemomkostninger, samtidig med at den giver mere energi til den globale økonomi og udvider energiadgangen til flere mennesker rundt om i verden. Dette resultat er udelukkende baseret på økonomien ved forskellige energiteknologier, selv uden at tage højde for omkostningerne ved klimaskader og klimatilpasning, som ville blive undgået ved en sådan energiomstilling. (University of Oxford)

Rapporten fra Oxford slår entydigt fast, at ”målet om netto-nul CO2 udledning i 2050 ikke bare er muligt, men også profitabelt.”

Den nye rapport fra Oxford University er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Joule og kan læses her: Empirically grounded technology forecasts and the energy transition.

 

Relaterede artikler:

Vi kan nå klimamålene med kendt teknologi: IEA udgiver skelsættende rapport

Historisk udvidelse af grøn energi i Nordsøen: Strøm til 230 millioner europæiske husstande

Milliardinvesteringer i grøn brint til fly og skibe giver nyt boom for Danmark

 

Kilder: BBC, Oxford University, videnskab.dk, cell.com, Joule, United Nations Foundation.

 



BLIV MEDLEM og få adgang til alle vores artikler - Klik her