Situationen var kritisk for Rom og det ekspanderende Romerrige, da vilde stammer fra Nord væltede ned gennem Europa og lammetæskede de romerske legioner gang på gang. De var kimbrere og teutoner, sandsynlivis fra omkring Himmerland og Thy, og de var som vikingerne, skrækindjagende at møde i kamp.

Det er i år 113 f.v.t., ca. 1000 år før vikingetiden, at de romerske legioner første gang støder sammen med nordboerne i det sydlige Østrig.

“Det var et møde, der overraskede romerne, som ellers var vant til at sejre, hvor de kom frem i verden. Den romerske hær blev rendt over ende, og de soldater, der undslap, måtte gemme sig i de omkringliggende skove. Da rygtet om nederlaget nåede Rom, udløste det en voldsom forskrækkelse”*

De nordiske stammer, der også fik selskab af en anden eventyrlysten stamme, ambronerne, talte henved 300.000 krigere og de havde følgeskab af deres kvinder og børn. Det anslås at op mod 1 million mennesker var på flugt fra hjemlige oversvømmelser og sult, og i håb om at finde nyt land og bedre vilkår under sydens sol.

I år 105 f.v.t.. var de nået frem til det nuværende Orange, der ligger nær floden Rhône i det sydlige Frankrig. Den 6. oktober stødte kimbrerne og teutonerne igen sammen med to romerske hære under, og endnu engang led romerne et knusende nederlag.*

Chokket i Rom var overvældende.

Det handlede ikke kun om det store antal krigere og de voldsomme nederlag: Den enkelte krigers udseende og kampmod var også frygtindgydende. Set med romerske øjne var de høje og blåøjede krigere fra nord, modige og stærke, men barbariske. De ofrede de tilfangetagne romere levende til deres guder. Efter nederlaget i Frankrig kunne ingen i Rom længere være i tvivl om, at kimbrerne og teutonerne truede med at sætte en brat stopper for det ekspanderende Romerrige.*

Også i 109, 107 og 105  f.v.t. kom det til sammenstød, hvor romerne blev slået stort og Rom lå herefter åbent for de danske stammer.

Romerne havde imidlertid det held, at de barbariske stammer tilsyneladende vandrede planløst omkring, i stedet for at indtage Rom som frygtet. Årsagen til dette skal måske findes i stammernes gudedyrkelse og tolkning af deres vilje i forhold til, hvad vej stammerne skulle tage. Når man kaster en håndfuld knogler og sætter spåkoner til at tyde tegn, er det næppe det rationelle der sejrer.

Romerne købte tid til til at reorganisere deres hære, mens kimbrerne hærgede i Spanien og teutonerne blev i Frankrig.

 

Skæbneslaget på Po-sletten

Det er den kontroversielle romerske hærfører Marius, der omsider får udmanøvreret de vilde stammer og i år 102 og 101 f.v.t. og dræber og tilfangetager mere end 100.000 mænd.

Kort før det afgørende slag skræmmer kimbrerne igen romerne fra vid og sans ved at krydse alperne og kure ned af bjergene på deres skjolde. “Stillet overfor sådanne kæmper, trak den romerske hærfører Catullus sig tilbage.”*

Kimbrernes høvding, Boiorix, bad derpå Marius om dato og sted for den afgørende kamp. Kampen skulle stå den 30. juli (101 f.v.t.) ved Po-sletten i det nordlige Italien lige syd for alperne.

Den bagende sol og støvskyerne var til romernes store fordel. De var vant til varmen, men intet var værre for de ellers barske nordboere. Så selvom romerne var talmæssigt underlegne (der var 52.300 romere over for mere end 180.000 kimbrere), lykkedes det dem at slå kimbrerne i et sandt blodbad.

“Ifølge de antikke beretninger skyldtes Marius’ sejre netop, at han vænnede sine soldater til tålmodigt at iagttage barbarernes vilde rasen og hånlige udfordringer, indtil han kunne vælge rette tid og sted for udfoldelse af den romerske taktik, der byggede på nøje indøvede bevægelser og stram disciplin.”**

Romeren Plutarch angiver, at 120.000 kimbrere blev nedslagtet, og ca. 60.000 blev taget til fange. Arkæologer mener dog at tallet er overdrevet for at gøre den romerske sejr større.

De overlevende kimbrere blev eftertragtede slaver i Rom, og således slutter historien til dels for de frihedssøgende stammer fra Nord.

I mere end 12 år spredte kimbrerne og teutonerne  skræk og rædsel og truede Romerrigets eksistens i deres søgen efter land.

Arkæologer mener at kunne godtgøre, at der i den tid var oversvømmelser i Danmark. Kimbrerne og teutonerne havde dog intet skriftssprog, så alt hvad man ved om dem kommer fra deres fjender romerne.

Næste gang man hører om teutonerne i de romerske kilder er i år 9 e.Kr. under den nok så berømte kejser Augustus:

“Tre romerske legioner under Varus’ kommando blev udraderet i Teutoburgerskoven, et endnu ikke identificeret sted i det skovrige Germanien, det nuværende Tyskland. Atter blev man chokeret i Rom, og kejser Augustus selv tog nederlaget så tungt, at han i følge forfatteren Sveton lod hår og skæg stå i flere måneder.”*

Dette tab var så stort et chok for romerne, at de trak sig tilbage og aldrig siden igen forsøgte, at erobre land på den “Germanske” side af Rhinen.

Nogle mener ligefrem, at det slag har været afgørende for, hvordan Europa ser ud i dag.

Det danske område var en del af “det frie Germanien” som romerne aldrig fik erobret.

 

 

Kilder:

Jens Bråten: “Kimbrerne”.

Arne Stevns: “Vor hær i krig og fred”, bind 1

*Artikel fra Thisted Dagblad  “Hvem var teutonerne?”

**Danmarkhistorien.dk, Aarhus universitet

Plutarch

 

 

Læs også:

Vikingernes store indflydelse på Europa og resten af verden op til i dag

Hvad spiste og drak vikingerne i virkeligheden: En ernæringsmæssig rejse tilbage i tiden