Artikel af Renaud Foucart, senior lektor i økonomi ved Lancaster University i Storbritannien

 

Donald Trumps sejr i 2024-valget – og hans trussel om at pålægge told på alle importerede varer til USA – fremhæver et vigtigt problem for verdensøkonomien.

USA er en teknologisk stormagt, der bruger mere end noget andet land på forskning og udvikling. Landet har desuden vundet flere Nobelpriser i de sidste fem år end alle andre lande tilsammen. Dets opfindelser og økonomiske succeser vækker global beundring. Men resten af verden bør gøre alt, hvad den kan, for ikke at blive for afhængig af USA.

Og denne situation ville ikke have været meget anderledes, hvis Kamala Harris havde vundet.

Donald Trumps “America first”-politik har faktisk været en tværpolitisk strategi. Siden tidligere præsident Barack Obamas politik om energiuafhængighed har USA fokuseret indad på at opretholde teknologisk dominans, samtidig med at det har forsøgt at stoppe outsourcing af industrielle job.

Under sin første periode valgte Trump at beskytte amerikanske producenter ved at indføre høje toldsatser, selvom det betød højere priser for amerikanske forbrugere. Et eksempel er Trumps told fra 2018 på vaskemaskiner, der gjorde dem 12 % dyrere for forbrugerne i USA.

Præsident Joe Biden har videreført denne politik, omend på en mere diplomatisk måde, og øgede nogle af Trumps toldsatser: op til 100 % på elbiler, 50 % på solcellepaneler og 25 % på batterier fra Kina. På et tidspunkt, hvor klimaet kræver en hurtig omstilling til grøn energi, valgte Biden at bremse denne omstilling for at beskytte amerikansk produktion.

Selvom Biden indgik en ”våbenhvile” med Europa på toldområdet, udløste han en anden, måske endnu mere skadelig kamp ved at lancere et kapløb om subsidier. USA’s Inflation Reduction Act indeholder for eksempel 369 milliarder dollars i subsidier til områder som elbiler og vedvarende energi. Og Chips Act afsatte $52 milliarder til at støtte produktionen af halvledere og computerchips.

 

Kina, Europa og resten af verden

Selvom USA’s industrielle politik har et indadvendt fokus, har den klare konsekvenser for resten af verden. Kina, som i årtier har haft vækst baseret på eksport, står nu overfor massive udfordringer med overkapacitet i industrien. Landet forsøger at øge det indenlandske forbrug og diversificere sine handelspartnere.

Europa, der har stramme budgetter, bruger også store beløb i subsidie-kapløbet. Tyskland, som står overfor lav vækst og tvivl om sin industrielle model, matcher USA’s subsidier, blandt andet ved at tilbyde svenske Northvolt 900 millioner euro for at fastholde deres batteriproduktion i landet.

Disse subsidier belaster verdensøkonomien og kunne være brugt på presserende behov, som elektrificering af Afrika med solpaneler og batterier. I mellemtiden har Kina overhalet USA og Europa som den største investor i Afrika for at sikre sig adgang til naturlige ressourcer.

Den kommende Trump-periode kan være en mulighed for at revurdere situationen. Man kunne argumentere for, at fuldskala invasionen af Ukraine kunne være undgået, hvis Biden-administrationen havde været tydeligere over for Putin om konsekvenserne og havde leveret moderne våben til Kyiv inden krigens udbrud. Men skylden ligger mest på Europa. Trump advarede allerede Tyskland i sin første periode om risikoen ved afhængigheden af russisk gas.

Der er en vej frem for Europa og Kina: En mulig løsning kunne være, at Europa hjælper Kina med at håndtere sin overkapacitet ved at afslutte toldkrigen på kinesisk teknologi såsom solpaneler og elbiler. Til gengæld kunne Europa så opnå større selvstændighed ved at producere mere af sin egen grønne energi, fremfor at importere store mængder flydende gas fra USA. Europa kunne desuden lære en del ved at producere sammen med kinesiske virksomheder, mens Kina kunne bruge sin store indflydelse på Rusland til at afslutte invasionen af Ukraine.

EU kunne også intensivere sit arbejde med handelsaftaler og bruge dem som et middel til at reducere CO₂-udledningen globalt.

Det handler ikke kun om Europa og Kina. Efter årtier med kontinuerlige forbedringer på mange vigtige områder ser det ud til, at verden bevæger sig bagud. Antallet af mennesker, der lider af sult, er stigende og nærmer sig niveauet fra 2008-2009. Krige raser i Gaza, Sudan, Myanmar, Syrien og nu Libanon, og der har ikke været så mange civile tab siden 2010.

 

 

Det er usandsynligt, at en Trump-administration vil vende tilbage til højere amerikansk interventionisme. Den vil nok heller ikke være ledende ved fredsforhandlinger, eller hvad angår klimaforandringer eller frihandel. Verden må klare sig selv, og USA vil ikke komme til undsætning.

Vi ved ikke, hvad der vil ske med USA. Måske vil Trumps tilbagekomst blot være en fortsættelse af de sidste ti år. Måske vil meget høje toldsatser eller en underminering af de institutioner, der har gjort USA til en økonomisk stormagt, gøre USA’s økonomi mindre relevant. Men dette er amerikanernes valg, og noget, resten af verden må lære at leve med.

I mellemtiden er det eneste resten af verden kan gøre, at lære at samarbejde bedre uden at blive for afhængige af hinanden.

 

Denne artikel er oprindeligt publiceret på The Conversation: How the Trump presidency might change the global economy

Skrevet af Renaud Foucart, senior lektor i økonomi ved Lancaster University Management School, Lancaster University.

Artiklen er udgivet på nyhedscentrum.dk efter aftale.

 

Relaterede artikler:

Hvad Trumps sejr betyder for Ukraine, Mellemøsten, Kina og resten af verden

Kampen om BRIKS-landene vil forme en ny verdensorden og udfordre Vestens dominans