Stigende priser på fødevarer, energi og stigende renter presser overalt i verden stadigt flere mennesker. Imens er den ene rigeste procent blevet endnu rigere.
Omkring to tredjedele af al ny formue, som er blevet skabt i verden på to år, er tilfaldet verdens en procent rigeste, ifølge Oxfam Ibis.
Oxfam Ibis er en dansk organisation, der arbejder for at bekæmpe ulighed i verden.
Organisationen har netop udgivet en rapport, Survival of the Richest, der dokumenterer den økonomiske udvikling igennem de sidste par år. Rapportens tal bygger især på Credit Suisses årlige formuerapport og Forbes Magazine.
Tallene taler deres eget tydelige sprog, ifølge generalsekretær i Oxfam Ibis, Lars Koch.
Verdens rigeste rager den globale vækst og velstand til sig, og vi har brug for at stoppe udviklingen ved at beskatte dem mere. Eksempelvis har Oxfam Ibis har beregnet, at en skat på blot 1 procent på nettoformuer over 35 millioner kroner i Danmark årligt kan bidrage med 12 milliarder i den danske statskasse.
Til sammenligning har den nye SVM-regering meldt ud, at Danmark i de kommende år kun har et økonomisk råderum på omkring 48 milliarder kr.
Ifølge Oxfam Ibis kom det især aktionærer til gode, at virksomheder fik økonomisk hjælp under pandemien. (Ritzau)
Inflation og høje priser går især ud over de fattigste, udtaler Lars Koch, generalsekretær i Oxfam Ibis.
”Den krise, vi har haft i de sidste tre år med pandemien og nu inflationskrisen har betydet en meget stærk vækst i rigdommen for de allerrigeste, siger han. (Kristeligt Dagblad)
Samlet set er verdens formuer på to år steget med 295.500 milliarder kroner. Verdens ene procent rigeste har fået 63 procent af beløbet.
I indledningen til rapporten henvises der til, at fattigdom er steget for første gang i 25 år. Samtidig har kriserne medført, at de allerrigeste er blevet dramatisk rigere, og virksomhedernes overskud har ramt rekordhøjder, hvilket har ført til en en eksplosion af ulighed.
FN’s generalsekretær Antonio Guterres, opfordrede allerede i efteråret direkte regeringerne til at beskatte de overdrevne overskud i olie- og gasindustrien.
Guterres udtalte blandt andet i en tale: “Det er umoralsk for olie- og gasselskaber at tjene rekordstore overskud på denne energikrise på ryggen af de fattigste mennesker og samfund.” (cnbc.com)
Før pandemien var ulighed, sammen med klimakrisen højst på den politiske dagsorden i USA og mange andre lande. Sundhedskrisen og krigen i Ukraine med deraf følgende kriser har imidlertid været med til at skubbe det presserende problem med ulighed ned af den politiske dagsorden.
Ifølge Oxfam Ibis og mange andre viser tallene dog, at en politisk håndtering af den galopperende ulighed er mere nødvendig end nogensinde før.
“Hvordan kan vi acceptere et system, hvor de fattigste mennesker i mange lande betaler meget højere skattesatser end de superrige? Regeringer skal indføre højere skatter på de superrige nu,” udtaler Danny Sriskandarajah, administrerende direktør for Oxfam i Storbritannien til The Guardian.
Oxfam tilføjer, at de superrige desuden er nøglebidragydere til klimakrisen; en milliardær udleder en million gange mere CO2 end den gennemsnitlige person. De er også dobbelt så tilbøjelige til at investere i forurenende industrier sammenlignet med den gennemsnitlige investor. (The Guardian)
I et forord til rapporten udtaler Colombias finansminister, José Antonio Ocampo: “At beskatte de rigeste er ikke længere kun en mulighed – det er en nødvendighed. Global ulighed er eksploderet, og der er ingen bedre måde at tackle ulighed på end ved at omfordele velstand.
José Antonio Ocampo, er tidligere professor i internationale og offentlige anliggender og har tidligere haft høje stillinger i FN.
Columbia er en af de lande, der ifølge José Antonio Ocampo er i gang med at sætte handling bag ordene:
“Retfærdighed er kernen i Colombias skattereformer. Konkret betyder det en ny formueskat, højere skatter for højindkomster og store virksomheder, der høster ekstraordinære overskud på internationale markeder, og afskaffelse af skatteincitamenter, der eksisterer uden en klar social eller miljømæssig begrundelse.”
Rapporten, Survival of the Richest, udkom samme dag som World Economic Forum i Davos åbnede. Den er en entydig opfordring til at beskatte de superrige langt mere for at tackle de kriser vi står overfor.
Relaterede artikler:
Olieselskaber tjener ublu summer på energikrisen og må brandskattes ifølge FN
Verdens rigeste betaler stort set ikke skat viser nye afsløringer af bl.a. Jeff Bezos og Elon Musk
Amerikansk hedgefond-milliardær: Den stigende ulighed kan føre til voldelig revolution i USA
Superrige bedrager for milliarder og underminerer staten – En verden uden for lov og kontrol?
Kilder: Politiken, Ritzau, Kristeligt Dagblad, The Guardian.
.