Artikel af William Partlett fra University of Melbourne
Der er meget lidt drama i Ruslands præsidentvalg. Vi ved alle, at Vladimir Putin vinder. Det eneste rigtige spørgsmål er, om han vil modtage mere end 75% af stemmerne.
Det kan være fristende at se disse resultater som et tegn på styrken af det russiske system. Nylige gevinster for den russiske hær i Ukraine synes yderligere at understøtte dette.
Men min egen forskning – der snart bliver offentliggjort i en kommende bog – viser, at valgresultaterne og Ruslands militære gevinster i Ukraine skjuler en meget mere problematisk virkelighed for landet.
Ruslands regeringssystem er ikke kun udemokratisk, rettighedskrænkende og uforudsigeligt. Det er også i stigende grad dysfunktionelt, fanget i en cyklus af dårlig kvalitet og svag styring, som ikke kan løses af én mand, uanset hvor meget magt han har.
Det konstitutionelle mørke
Svagheden stammer fra hypercentraliseringen af magten i Rusland omkring præsidenten.
Denne centralisering er produktet af en stadig mere almindelig logik, som jeg kalder “det konstitutionelle mørke”. Denne logik fastholder generelt, at demokrati og beskyttelse af rettigheder bedst sikres i et konstitutionelt system, der centraliserer autoritet i én valgt leder. Denne tankegang er til stede i mange populistiske, autoritære lande, såsom Ungarn og Tyrkiet.
Grundlaget for denne type system i Rusland er forfatningen fra 1993. Den blev udformet af daværende præsident Boris Yeltsin og hans støtter (mange i Vesten) som en hensigtsmæssig foranstaltning til at afmontere kommunismen og implementere radikale økonomiske reformer. Som sådan indeholder den en række rettighedsbestemmelser og demokratiske garantier, sammen med bestemmelser, der centraliserer enorm magt i en valgt russisk præsident.
Yeltsin (og hans vestlige støtter) beskrev dette system som demokratisk, fordi det gjorde præsidenten ansvarlig over for folket. De hævdede også, at rettighedsbestemmelserne ville tillade domstolene at begrænse eventuelle misbrug af den centraliserede stat.
Disse reformatorer håbede, at Yeltsin kunne bruge denne koncentrerede magt til at opbygge demokrati i Rusland. Tredive år senere kan vi dog se, hvordan denne brug af “de konstitutionelle mørke kunstarter” slog spektakulært fejl.
Siden 2000 har Putin nådesløst brugt denne centraliserede autoritet til at eliminere enhver kontrol med magten. Han har også omdannet valg, medier og domstole fra ansvarligheds kilder til mekanismer til at projicere billedet af stærk præsidentmagt.
Det seneste præsidentvalg er bare det seneste eksempel.
Dårlig kvalitet i styringen af Rusland
Selvom dette centraliserede system har tilladt Putin at dominere politikken, fremmer det svag og dårlig styring, især uden for Moskva. Mindst to faktorer spiller ind.
For det første træffes centraliserede beslutninger i Rusland ofte på baggrund af ufuldstændige eller falske oplysninger. Ruslands fuldskala invasion af Ukraine i 2022 er et eksempel. Den var baseret på efterretninger om, at operationen ville være hurtigt overstået, og at ukrainerne sandsynligvis ville byde de russiske styrker velkommen.
For det andet delegeres centraliserede direktiver til inkompetente og svage institutioner med for få ressourcer. Ruslands respons på COVID-19-pandemien var katastrofal, i stor grad på grund af de dårligt bemidlede regionale myndigheder, der var overvældede af en krise af denne størrelse.
Denne dysfunktion har været et centralt budskab i den politiske bevægelse ledet af oppositionslederen Alexei Navalny. Før hans død kritiserede Navalny og hans team hårdt korruptionen og svagheden i det russiske regime og dets manglende evne til at reparere veje, levere sundhedspleje og betale lærere eller læger tilstrækkeligt.
Dette budskab var kraftfuldt og gjorde Navalny til den første oppositionspolitiker, der opbyggede en bred koalition, der spændte over Ruslands 11 tidszoner.
Denne brede koalition skræmte Kreml så meget, at det førte til Navalnys forgiftning i august 2020. Selvom det endnu er usikkert, hvordan hans politiske bevægelse vil reagere på hans død, forbliver denne centrale kritik af regeringen et af dens mest kraftfulde budskaber.
Selvom det er umuligt at få uafhængige meningsmålinger om indenlandske spørgsmål under krigen i Ukraine, ser det ud til, at Putin og hans administration er bekymrede over denne svaghed. I sin tale til parlamentet den 29. februar anerkendte Putin indirekte disse problemer og lovede nye nationale projekter til at forbedre infrastruktur, støtte familier og højne livskvaliteten.
Det er dog usandsynligt at disse løfter bliver implementeret. Putin har traditionelt lovet den slags ændringer omkring hvert præsidentvalg. Men når det kommer til at implementere dem, får Ruslands regionale enheder ofte ingen ressourcer til fuldføre dem.
Med alle de penge, der nu går til krigen, er det usandsynligt, at det med de seneste løfter vil være anderledes.
Et stadig mere dysfunktionelt Rusland
Med Putins nu femte præsidentperiode vil denne centralisering og personliggørelse af magten kun øges.
Udadtil vil denne centralisering sandsynligvis producere et stadig mere uforudsigeligt Rusland, ledet af en mand, der træffer beslutninger på baggrund af et stadig mere paranoidt verdenssyn og forkerte eller manipulerede oplysninger. Som den tidligere tyske kansler Angela Merkel engang beskrev Putin, lever han virkelig “i en anden verden”.
Dette vil sandsynligvis føre til mere udenrigspolitisk eventyrlyst og aggression. Det vil sandsynligvis også fremme hårdere undertrykkelse af enhver afvigende stemme indenfor Rusland.
Vi vil sandsynligvis også se et stadig mere dysfunktionelt Rusland, et hvor veje, boliger, skoler, sundhedspleje og anden infrastruktur vil fortsætte med at forværres, især uden for Moskva.
Dette gælder også for militæret, som forbliver svagt på trods af dets nylige succes på slagmarken. For eksempel har Ruslands overdrevent centraliserede kommandostruktur decimeret officerer og ført til forbløffende tab af materiel. Selvom Rusland er sluppet igennem ved at stole på sine enorme menneskelige og industrielle ressourcer, tager disse systemiske problemer alvorligt på landets kampkapacitet.
På trods af stigende undertrykkelse udgør disse problemer en mulighed for en demokratisk udfordrer, især når Putin uundgåeligt erstattes af en anden leder.
Ruslands dysfunktionelle regeringsførelse er også en vigtig påmindelse for vestlige medier, politikere og kommentatorer. Selvom det ikke bør tjene som en grund til selvtilfredshed, er det at fremhæve Ruslands dårlige styring et vigtigt værktøj i kampen mod Kremls omhyggeligt fremstillede billede af magt og kontrol.
Denne artikel er oprindeligt publiceret på The Conversation: What can we expect from six more years of Vladimir Putin? An increasingly weak and dysfunctional Russia
Skrevet af William Partlett, Associate professor of public law, The University of Melbourne.
Artiklen er udgivet på nyhedscentrum.dk efter aftale.
Relaterede artikler:
Ruslands krig mod Ukraine kan gå i tre forskellige retninger ifølge analytikere
Putins mulige efterfølgere står klar i kulissen ifølge anerkendt Ruslands ekspert
Ukrainekrigen: Bag det komplekse net af Ruslands rivaliserende efterretningstjenester
