Artikel af professor i International Sikkerhed, Stefan Wolff og professor i International Politik, David Hastings Dunn, University of Birmingham

 

Donald Trumps valg af Ohio-senator J.D. Vance som hans vicepræsidentkandidat ved præsidentvalget har genoplivet europæiske frygt for at USA vil lade Europa i stikken i krigskonflikten med Rusland. Vance er kendt for sin modstand mod hjælp til Ukraine og sit næsten entydige fokus på Kina som den afgørende sikkerhedsudfordring for USA.

Hvis Trump vinder i november, vil Vance som hans vicepræsident yderligere dreje USA’s udenrigs- og sikkerhedspolitik væk fra det euro-atlantiske område og hen mod Indo-Stillehavsregionen. Og i betragtning af Vances sandsynlige præsidentaspirationer i en post-Trump æra, vil dette have betydelige konsekvenser ud over endnu en Trump-præsidentperiode.

Ved at vælge Vance planlægger Trump at cementere sin form for amerikansk populisme. Det er et valg, der signalerer den tidligere præsidents nu fuldstændige kontrol over det republikanske parti og dets fremtidige retning. Mere end noget andet signalerer Vances udnævnelse som vicepræsidentkandidat afslutningen på den internationalistiske amerikanske udenrigspolitik konsensus efter 1945.

Europæiske ledere er derfor med rette bekymrede over om den amerikanske forpligtelse til europæisk sikkerhed vil fortsætte eller ej. På sikkerhedskonferencen i München i februar 2024 fortalte Vance angiveligt sine europæiske samtalepartnere, at han er “meget mere interesseret i nogle af problemerne i Østasien lige nu end i Europa”.

For Vance er valget et nulsumsspil: Våben til Ukraine ville være bedre at sende til Taiwan. I april 2024 skrev han en skarp kronik i New York Times, hvor han argumenterede for, at Washington i stedet for at give mere militærhjælp til Ukraine skulle overbevise Kyiv om at opgive målet om at genoprette sin fulde suverænitet inden for dets internationalt anerkendte grænser fra 1991 og begynde at forhandle med Rusland.

Dette er en holdning, der deles af Trump og værdsættes af den russiske præsident Vladimir Putin. Ikke overraskende bød Ruslands udenrigsminister, Sergey Lavrov, straks Trumps valg af Vance som hans vicepræsidentkandidat velkommen.

Hvis Amerika beslutter at afslutte sin støtte til Ukraine, er der ringe udsigt til, at de europæiske allierede kan udfylde dette hul. Uden amerikansk militærteknologi og det efterretnings- og kommunikationsnetværk, som kun USA kan levere, vil Ukraine være ude af stand til at modstå de ubarmhjertige russiske angreb.

På trods af europæiske bekymringer over et sandsynlig skifte i amerikansk støtte væk fra Ukraine i tilfælde af en Trump-sejr i november, planlægger Tyskland at halvere sin militære støtte til Kyiv næste år fra de 8 milliarder euro der blev ydet i 2024.

I en rent materiel forstand opvejes dette af en aftale, der blev nået blandt G7-landene på deres topmøde i Italien i juni 2024, om at bruge 3 milliarder dollars årligt, der akkumuleres i renter fra frosne russiske aktiver, som løftestang til at støtte et lån på 50 milliarder dollars til Ukraine.

Men i en mere symbolsk forstand sender det tyske forslag om at skære ned på den bilaterale hjælp til Ukraine den politisk meget mere skadelige besked, at Kyivs nøgle-europæiske allierede sandsynligvis ikke vil træde ind i det hul, som USA efterlader.

Det er derfor ikke underligt, at selv Ukraines præsident, Volodymyr Zelensky, ser ud til at forstå skriften på væggen. Han har nu antydet, at tiden for forhandlinger med Rusland kan være nær.

 

Europa er udsat

Den russiske aggression mod Ukraine udgør klart den mest betydelige og umiddelbare trussel mod europæisk sikkerhed. Men selv hvis krigen ender gennem en forhandlingsløsning, vil dette gøre lidt for at forbedre europæisk sikkerhed på længere sigt.

Putins Rusland har vist sig at være en upålidelig forhandlingspartner før, som sammenbruddet af Minsk våbenhvileaftalerne fra 2014 og 2015 tydeligt viser. Der var en vej til fred og stabilitet, og Rusland valgte ikke at tage den. Der er ingen beviser for, at nogen ny aftale indgået med Putin ville klare sig bedre.

Desuden er enhver aftale med Rusland om at afslutte krigen i Ukraine sandsynligvis at fremskynde den frygtede amerikanske opgivelse af Europa. Med krigen mod Ukraine bragt til en – sandsynligvis midlertidig – afslutning, ville en Trump-ledet administration i Washington føle sig yderligere opmuntret til at fuldføre sin sikkerhedsmæssige drejning mod Indo-Stillehavet og fokusere udelukkende på Kina.

Trump-tilhængere i Europa på både den ekstreme højrefløj og ekstreme venstrefløj af det politiske spektrum vil sandsynligvis også se dette som en mulighed for at argumentere for en forsoning med Rusland og en sænkning af forsvarsbudgetterne. Med et præsidentskab med et Kina-fokuseret verdenssyn er det et langsigtet strategisk mål at vinde Rusland over på den amerikanske side.

Dog ville dette være en alvorlig fejltagelse, der bringer europæisk sikkerhed i fare på lang sigt. Det ville ikke kun sætte misforstået tiltro til en upålidelig russisk ledelse. Det ville også ignorere Kinas betydning, når det kommer til europæisk sikkerhed.

En fuldstændig amerikansk drejning mod Indo-Stillehavet er ikke i Kinas interesse. Så det ville være logisk at bruge Rusland som en stedfortræder til at skabe problemer i det euro-atlantiske område. Derudover ville dette undergrave udsigterne for enhver europæisk bistand til USA i Indo-Stillehavet.

Det ville også undervurdere, hvor meget Rusland og Kina er et fælles sikkerhedsproblem, som USA og Europa deler. Moskvas og Beijings bestræbelser på at danne en militær, politisk og økonomisk modvægt til USA og Europa er måske stadig i sin vorden, men de bliver stadig mere samordnede. Dette var tydeligt ved topmødet i Shanghai Cooperation Organisation, hvor Rusland og Kina er førende medlemmer, i begyndelsen af juli 2024.

Så problemet for europæisk sikkerhed er ikke primært, at Trump og Vance ønsker at fokusere væk fra Rusland mod Kina. Det er, hvad dette gør ved fremtiden for det transatlantiske sikkerhedsfællesskab, der har sine rødder i Atlanterhavscharteret fra 1941 der var en af nøglebrikkerne i international sikkerhed, og førte til grundlæggelsen af NATO i 1949.

At svække dette transatlantiske bånd vil uundgåeligt styrke en fremvoksende kinesisk-russisk eurasisk alliance. Således vil en amerikansk tilbagetrækning fra sin traditionelle rolle som garant for europæisk sikkerhed stille mange udfordringer for Europa. Dette inkluderer, hvor meget Europa er villig til at bruge på sit eget forsvar, og hvordan det organiserer det strategiske svar på disse nye realiteter.

 

Denne artikel er oprindeligt publiceret på The Conversation: A Trump-Vance White House could undermine European security – and end up pushing Russia and China closer

Skrevet Stefan Wolff, Professor of International Security, University of Birmingham og David Hastings Dunn, Professor of International Politics in the Department of Political Science and International Studies, University of Birmingham.

Artiklen er udgivet på nyhedscentrum.dk efter aftale.

 

Relaterede artikler:

Kunstig intelligens ændrer de globale magtstrukturer – vil Europa sakke helt bagud?

Global stabilitet på spil: Den skrøbelige vej mod en ny verdensordenen mellem magt og principper

Globalt magtskifte? Kinas plan for at vælte den nuværende internationale orden

Kontroversiel politisk forbindelse mellem Elon Musk og Donald Trump afsløret