Ny dansk behandling kan vise sig effektiv overfor influenza, forkølelse og covid-19

Ny behandling mod forkølelse, influenza og covid-19

Forskere fra Rigshospitalet har udviklet en ny behandlingsmetode, som kan inaktivere virus og dræbe bakterier og svamp. Dette kunne betyde en ny effektiv behandling af influenza, forkølelse og covid-19.

Det nye behandlingsprincip kan blive en gamechanger inden for behandlingen af luftvejsinfektioner over en bred kam. (rigshospitalet.dk)

Metoden går grundlæggende ud på, at man inhalerer en mild syreblanding, der efterligner kroppens immunforsvar og derved bekæmper luftvejsinfektioner.

”Vores hvide blodceller producerer også nogle svage syrer. Det bruger vores krop til at inaktivere vira og dræbe bakterier”, fortæller Professor ved Københavns Universitet Thomas Bjarnsholt til P1 Morgen.

At efterligne kroppens eget immunforsvar er netop omdrejningspunktet for den nye behandlingsform. (dr.dk)

Thomas Bjarnsholt står bag idéen om det nye behandlingsprincip, og ifølge ham er perspektiverne lovende.

Behandlingen kan komme i form af en inhalator (Foto:Pixabay)

”De afprøvninger, vi har lavet på forskellige virustyper inklusive SARS-CoV-2, viser, at partiklerne inaktiverer virus på under 15 sekunder, hvilket faktisk er hurtigere end håndsprit. Så det er ekstremt effektivt,” udtaler han til Jyllandsposten.

Ideen er, at man skal kunne rense sine luftveje lidt ligesom man kan rense sine hænder med håndsprit.

Behandlingen har været igennem dyreforsøg og er nu blevet godkendt til forsøg med mennesker, der starter allerede i næste uge.

Rent praktisk foregår det ved, at man bruger en inhalator, der ligner den man kender fra behandling af astma.

Selvom man er nået langt skal vi dog ikke forvente, at behandlingen bliver almindelig tilgængelig før om 2-3 år.

Men når det sker vil man sandsynligvis i starten af et sygdomsforløb kunne bruge en inhalator, der så kan dæmme bakterier og vira før de for alvor angriber kroppen.

Professor, Thomas Bjarnsholt

Thomas Bjarnsholt peger også på, at den nye behandling især kan hjælpe i tredjeverdenslande, hvor vacciner er vanskeligere at udbrede, fordi de kræver en omhyggelig håndtering. (dr.dk)

Han vurderer desuden, at behandlingen på længere sigt kan bidrage til at forebygge mod fremtidens corona- og influenzaepidemier. (jp.dk)

Han forestiller sig et scenarie, hvor man kan gå rundt med en inhalator eller næsespray i lommen.

”Ligesom når vi spritter vores hænder af efter en tur med bussen, vil man kunne tage et hiv af sin inhalator og booste sit immunsystem,” udtaler han til Jyllandsposten.

Thomas Bjarnsholt er professor i biofilm og kroniske infektioner, og har udviklet behandlingen i samarbejde med det norske medicinalfirma SoftOx.

Ambitionen er, at metoden også skal kunne bekæmpe andre infektioner såsom lungebetændelse og tuberkulose.

“Det er en stor dag for os. Inhalationsbehandlingen er på vej til at blive en realitet. Og forhåbentlig vil vores næste forsøg vise, at behandlingen er sikker i mennesker, udtaler Thomas Bjarnsholt i en pressemeddelelse fra Rigshospitalet.

Den endelige effektivitet på mennesker er af gode grunde ikke kortlagt endnu, men at få et effektivt værn mod eksempelvis forkølelse og influenza står garanteret højt på ønskelisten hos mange. Det kunne reelt blive lidt af en gamechanger.

 

Relaterede artikler:

En ny epoke i kræftbehandling kan være på vej efter succes med ny mRNA teknologi

Ny vejrtrækningsøvelse kan sænke blodtrykket bedre end træning og medicin viser nyt studie

Særlige kostvaner hænger sammen med bedre funktion af hjernen viser nyt studie

Kaffe kan reducere risikoen for flere alvorlige sygdomme og øge mentalt velbefindende

Hvis dit mål er at gå 10.000 skridt om dagen viser videnskaben nu at vi behøver langt færre

Ny operation og forskning giver håb for mennesker med slidgigt

Type 1 diabetes kan sandsynligvis snart udryddes med ny stamcellekur

 

Kilder: Rigshospitalet.dk. Jyllandsposten, dr.dk.

 

 



BLIV MEDLEM og få adgang til alle vores artikler - Klik her